Pridens historie i København

Skrevet af Christian Knudsen og Jan Mikkelsen

Pride har sin oprindelse i markeringen af oprøret mod politiets chikane. Det næsten legendariske centrum var baren Stonewall Inn på Christopher Street i New York i juni 1969. Allerede året efter blev begivenheden markeret.
Startskuddet til den årlige pridefest i Københavns gader som vi kender den i dag, kom da København blev udråbt til kulturby i 1996, for samtidig fik byen også æren af at afholde Europride det år.
Siden har der været afholdt pride i København under forskellige navne, med forskellige udfordringer samt svingende succes.
Lige fra en forkølet pride i Ørstedparken 1997 til det kæmpe store arrangement under World Outgames, hvor også Copenhagen Pride gjorde sit til at det blev en fantastisk uge for alle deltagere, tilrejsende og københavnerne.

Vi har listet begivenhederne år for år for at give et billede af udviklingen.

Pride har sin oprindelse i markeringen af oprøret mod politiets chikane. Det næsten legendariske centrum var baren Stonewall Inn på Christopher Street i New York i juni 1969. Allerede året efter blev begivenheden markeret.

 

1996
København markerede i 90'erne dagen, men det var først med kulturbyåret 1996, at Priden som vi kender den i dag, nåede til Danmark.

Som en aflægger af Københavns status som Europæisk Kulturby blev årets Europride lagt i Danmark. Den blev kaldt wild - willing - wonderful. En større Pridetown blev anlagt på Israels Plads. Adgang var kun muligt for gæster der havde købt et officielt dogtag. Byen summede af et hav af officielle og uofficielle pridefester, bl.a. i Turbinehallen hvor der var fest hver aften i prideugen. I Turbinehallen blev der holdt åbningsfesten, der blev bl.a holdt en 80´er fest og der var ikke sparet på dj´s og scenografi. 90´ernes ukronede dronning dj Alexis spillede til en del af festerne, bl.a til en fest med et cool funky tema hvor danserne fra det hedengangne X-Ray agerede go go dansere og fik stemningen i vejret. Desuden var der navne som Kenneth Bager og Sean Von Baden på listen af djs. Bøssehuset var vært for en cowboyfest hvor der blev danset linedance. I Pakhus 11 var der en stor læder/fetishfest som blev en kæmpe succes, og så var der den stort anlagte afslutningsfest i Forum, med optræden af Right Said Fred. Den store afslutningsfest i Turbinehallerne som kørte parrallelt med festen i Forum blev godt besøgt og af live acts var bl.a Kadoc med megahittet Night Train. Det lesbiske miljø kom på banen med en super cool fest. Club Aquapussy var navnet på festen og var arrangeret af Yrsa Wedel og hendes kæreste Lene. Festens djs var legendariske Lady Aida fra Holland, Katrine Ring fra DR og Dj Tanja som var et hot navn på den københavnske housescene. De tre djs var ikke homoseksuelle og det skabte lidt røre i miljøet både blandt bøsser og lesbiske. Festerne var også kontroversielle, fordi de lesbiske ikke var vant til at gå til elektroniske fester, men dette blev startskuddet. Efterfølgende blev der holdt mange fester i det lesbiske miljø i både Vega, Mantra og Stengade 30. Der var på det tidspunkt ikke mange lesbiske djs, men efterfølgende er det nærmest eksploderet, så de fleste hotte djs i miljøet i dag er lesbiske.

Paraden som jo var den første i København gik fra Frederiksberg via Frederiksbergs Allé til Rådhuspladsen.

Europride var jo også mere politisk end i dag. Der var blandt andet projekt navnetæppe til minde om hiv-smittede, der var høringer og konferencer om bøsser og lesbiskes rettigheder samt andre mere alvorlige arrangementer.

Man havde naivt håbet på mange flere udenlandske deltagere end der kom, men det den første pride i en lang række af festlige prides i Københavns LGBT miljø.

1997
Priden bar præg af at Europriden ikke havde kunnet levere noget solidt fundament for videreførslen. Et mindre arrangement i Ørstedsparken blev afholdt. Det var mildest talt et antiklimaks i forhold til året før, og mange troede at pride i København ville få meget svære kår.

1998
Priden vendte for alvor tilbage, denne gang under navnet "Mermaid Pride". Paraden startede på Frederiksberg, og sluttede på Christiansborg Slotsplads. Efter taler og underholdning, fortsatte festen både ude i byen, og i Tivoli, hvor der var bal på plænen til Ib Glindemanns orkester. Priden 1998 markerede samtidig Landsforeningen for Bøsser og Lesbiskes (nu LGBT Danmark) 50 års jubilæum.

1999
I 1999 var konceptet slået fast. Datoen flyttede fra den historiske dato i slutningen af juni, til den 7. august, hvor vejret i Danmark traditionelt er lidt bedre end tidligere på sommeren. Paraden startede igen på Frederiksberg, og sluttede atter på Christiansborg Slotsplads, hvor Jimmy Summerwille og Babes on Batteries underholdt mellem talerne. Igen åbnede Tivoli dørene om aftenen, denne gang med musik fra Ballroom Band.

2000
Priden 2000 var stort set en gentagelse af året før. Ruten startede igen ved Landbohøjskolen, og sluttede ved Christiansborg. Tivoli lagde igen plæne til festen, hvor Maria Carmen Koppel, sammen med Tivolis Big Band spillede op til dans.

2001
2001 flyttede paraden til Nørrebro, og startede på Borgmestervangen. Mange husker måske bedst året for det angreb med sten og flasker paraden blev udsat for på Nørrebrogade. Året efter var paraden mandsopdækket af politiet - der ikke havde meget andet at lave end at regulere trafikken. Bortset fra 2001 er paraden blevet modtaget med åbne arme af et begejstret Nørrebro, stort set uden episoder af nogen art.

2002
På trods af angrebet året før, blev ruten fra 2001 opretholdt. Startpladsen blev rykket rundt om hjørnet til Nørrebrohallen, og paraden blev afviklet uden nogen nævneværdige episoder.

2003
Navnet Mermaid Pride var et problem. Ingen forstod hvad Den Lille Havfrue havde med sagen at gøre. Samtidig adskilte navnet sig fra den standard navngivning prides i resten af verden bruger - byens navn, efterfulgt af Pride. For at få en glidende overgang, valgte man i 2003 at skifte navn til Danish Mermaid Pride. Tanken var at havfruen skulle glide ud, og navnet fremover være Danish Pride - i erkendelse af at der ikke var andre prides i Danmark. Det var et navneskifte der gav anledning til en del kritik. Mange mente at det signalerede. Oven i købet fulgte det stadig ikke den internationale "konvention".

2003 var samtidig året hvor Priden forsøgte sig i musik-industrien. En dobbelt-CD under navnet The Pink Album, blev udgivet i samarbejde med EMI. Prominente LGBT-personer havde udvalgt musikken, og CD'en var samtidig årets gave til de frivillige.

2004
I 2004 tog man konsekvensen af forvirringen om navnet, og skiftede til Copenhagen Pride, et navn Priden har holdt fast ved siden. Arrangementerne var helt som de plejede. Med en enkelt undtagelse, der skulle vise sig skæbnesvanger. I stedet for at overlade de efterfølgende fester til det frie initiativ, afholdt Priden sin egen officielle fest i Øksnehallen. Festen var fantastisk, men økonomisk var det en katastrofe. Priden endte med en gæld på over en kvart million til DGI-byen. Meget af den blev afviklet samme år, men resten kom til at hænge som en møllesten om halsen på Priden de næste år.

2005
I 2005 havde Priden lært lektien. Paraden blev afviklet helt som normalt, der var fest på Rådhuspladsen, og økonomien begyndte langsomt at blive rettet op. Eftersom gælden ikke blev afviklet, havde den ikke den store praktiske betydning for Priden. Der var dog en udtalt bevidsthed om det økonomisk skrøbelige fundament.

2006
2006 blev året hvor der skulle prøves nye ting. Paraderuten blev lagt om, og man startede på Toldboden. Ud over problemerne med turistbusser der kørte gennem startpladsen hvert kvarter - og gav turisterne deres livs oplevelse - var ruten død. Visionen var en storslået parade der fyldte gaderne omkring Kongens Nytorv. Det var flot tænkt, men kritikken var massiv. Et initiativ der derimod var en succes var Pride Square. Med støtte fra en EU-pulje i Socialministeriet lykkedes det at stable den i dag traditionelle teltby på benene. Det koncept var så vellykket at det er blevet gentaget hvert år siden. Der blev afholdt et brag af en pridefest i A-huset, kaldet MILK.

2007
2007 paraden tilbage til Nørrebro efter massiv kritik, hvor man næsten havde fornemmelsen af at de lokale havde savnet os. Problemer begyndte dog at vise sig. Paraden var efterhånden så stor at det var et problem at få plads til alle på parkeringspladsen bag Nørrebrohallen. Det lykkedes, og paraden ankom planmæssigt til Rådhuspladsen, hvor der var varmet op en hel uge i forvejen, i den Pride Square der allerede var blevet en tradition man ikke kunne afskaffe. Vejret var ikke helt på vores side i løbet af ugen - men heldigvis kunne jazzmusikken nydes selv i totalt mørke efter strømmen var gået.

Den officielle pridefest blev afholdt i Zum Biergarten af Rocco.

2008
2008 kunne have betydet enden på Copenhagen Pride. I januar modtog man afslag på ansøgningen om støtte fra kommunen. Afslaget var givet administrativt, og først efter en massiv kampagne fra gode venner af Priden, både i pressen og bag kulisserne, lykkedes det at få støtten i land alligevel. En særlig forhindring var at Borgerrepræsentationen, forståeligt nok, godt ville bevilge penge til årets pride, men ikke til afvikling af gælden fra 2004. Intensive forhandlinger med DGI-byen fik bragt en aftale i stand der afviklede gælden en gang for alle, tilskuddet kom i hus, og efter en ekstraordinær generalforsamling så det ud til at det kunne lykkes. Planlægningen kom derfor først i gang i april, fire måneder før Priden. Med betydelige mængder blod,sved og tårer, lykkedes det alligevel at få det hele til at klappe - også selvom åbningen af Pride Square var ramt af skybrud. Paraden startede som sædvanligt fra Nørrebro, men det stod klart at der skulle findes nye løsninger på startpladsen.

2009
En god anledning til at lægge ruten lidt om, og ikke mindst skaffe plads til de mange deltagere, kom i 2009. Gennem flere år havde gode kræfter i LGBT-miljøet arbejdet for at få World Outgames til byen, og nu var København invaderet af flere tusinde homoer, bisexuelle og transpersoner, forenet om idræt. Copenhagen Pride skulle finde sin plads i det store arrangement, og flyttede Pride Square fra Rådhuspladsen til Søren Kierkegaards Plads. Priden påtog sig også at stå for ølsalget under det store åbningsshow, og ikke mindst at stable en afslutning på benene der var arrangementet værdigt. Bortset fra et par uheldige episoder, der ikke kunne ødelægge den gode stemning, sydede byen af aktivitet. Som sædvanligt var vejret ikke fuldstændigt på vores side i starten - man har ikke oplevet hvordan det er at arrangere Pride før man har set et telt draperet over bagsmækken af en 3x34. Åbningsshowet var også ramt af regn, godt nok med en timing der passede perfekt i scenografien, men også med kedelige konsekvenser for ølsalget, der endnu engang demonstrerede hvor sårbar Priden er overfor dårligt vejr. Men da ugen var slut smilede vejrguderne igen, som de har gjort hver hver gang paraden er gået gennem dronningernes København. Denne gang vendte paraden næsten tilbage til sit oprindelige udgangspunkt. Starten gik fra en proppet Frederiksberg Rådhusplads, og ned af Falkoner Alle og Jagtvejen inden man drejede til højre og fortsatte den traditionelle rute. Den nye startplads gav god plads til de mange deltagere, og selvom 2010 ikke helt kommer til at kunne måle sig med 2009, er det den rute der er valgt igen i år - fra rådhusplads til rådhusplads.