Copenhagen Pride: Fra FRB til KBH Rådhusplads
23. maj 2009
Bestyrelsen i Copenhagen Pride regner i år med den største Parade nogensinde, da København får gæster fra hele verden, der deltager i World Outgames. Aktiviteterne i Copenhagen Pride og de sportslige præstationer kulminerer i en kæmpe folkefest lørdag den 1. august. Festdagen vil have politisk indhold samtidig med at sportsudøverne, frivillige, arrangører og den danske befolkning i fællesskab fejrer retten til at elske.
Copenhagen Pride er organisationen bag årets største homobegivenhed. Men organisationen kæmper også for homoseksuelles rettigheder i Danmark og internationalt, blander sig i homopolitiske spørgsmål og er engageret i kampen for lighed uanset seksualitet. Efter sidste weekends pinligheder omkring homorettigheder (f. eks. Riga og Moskva) er Copenhagen Pride endnu mere oplagt til at stable en kæmpe begivenhed for homorettigheder på plads.
Copenhagen Pride-ugen starter i år fredag den 24. juli. I løbet af ugen vil der være en masse aktiviteter for alle uanset seksualitet på Pride Square, der i år ligger ved Frederiksholm Kanal. Pride Square vil som altid være fyldt med underholdning, politiske debatter, boder og hygge i en positiv ånd. Hvis man som organisation eller virksomhed vil være repræsenteret på Pride Square, kan man stadig nå at booke en plads på Pride Square. Flere informationer findes på copenhagenpride.dk.
Flere aftener vil der være fester, og i løbet af dagene vil World Outgames afholde forskellige sportskonkurrencer. Hele ugen bygger op til lørdag den 1. august, hvor Copenhagen Pride Paraden ruller af sted fra Frederiksberg Rådhusplads. Allerede fra kl. 9 om morgenen vil der være rundstykker og god stemning på Rådhuspladsen. Kl. 13.00 vil Frederiksbergs borgmester Jørgen Glenthøj og Pridens formand Ole Santos starte paraden. Ruten er lidt anderledes end sidste år, hvor der var tilmeldt over 1.000 deltagere. Det tal regner bestyrelsen med at kunne slå uden problemer i år – især fordi en del af de 5.000 atleter fra World Outgames ventes at gå med. Ruten kan ses her og går forbi:
- Frederiksberg Bredegade
- Allégade
- Falkonér Allé
- Jagtvej
- Nørrebros Runddel
- Nørrebrogade
- Dronning Louises bro
- Vendersgade
- Nørre Voldgade
- Vester Voldgade
- Rådhuspladsen
“Alle er velkomne til at deltage i festlighederne, i Paraden, på Pride Square eller som tilskuere. Vi inviterer enhver organisation og virksomhed til at deltage, om de så er fem personer eller 500! På vores hjemmeside kan man tilmelde sig og se, hvem der deltager,” siger Ole Santos, formand for Copenhagen Pride.
Efter paraden, der forventes at tage tre timer, når optoget Rådhuspladsen, der vil være fyldt af glade mennesker klar til at markere homoseksuelles rettigheder i Danmark og resten af verden. Omkring kl. 16.00 starter festen på Rådhuspladsen. I de kommende uger vil Copenhagen Pride fortælle om de mange kunstnere, der vil være med til at fejre friheden til at elske. Efter festen på Rådhuspladsen vil der være forskellige fester rundt omkring i Københavns natteliv.
Er man interesseret i en bod på Pride Square, eller vil man gerne gå med i paraden, så tjek Copenhagen Prides nye hjemmeside, der holder alle opdateret med det nyeste på www.copenhagenpride.dk.
Om Copenhagen Pride
Copenhagen Pride har siden 1996 afholdt Pride i København med blandt andet den årlige farvestrålende parade gennem byens gader. Foreningen er non-profit og baseret på frivilligt arbejde. Formanden er Ole Santos, og i bestyrelsen sidder blandt andet MF Mogens Jensen (S). Priden i 2009 tegner til at blive den største nogensinde i Danmark, når Paraden løber af stablen 1. august som kulminationen på Pride ugen og World Outgames, der afholdes i København i slutningen af juli 2009.
Se mere på www.copenhagenpride.dk
Kontaktinformation:
Ole Santos
Formand Copenhagen Pride
Telefon: 26 13 7 326
E-mail: formand@copenhagenpride.dk
Eric Ziengs
Kommunikationsrådgiver
Telefon: 41 42 75 67
E-mail: presse@copenhagenpride.dk
|