At finde et hjem væk fra hjemmet

Af Arthur Medeiros
Fotograf Francis Papillon

Havet er en af de mange metaforer, som vi bruger til at beskrive kultur. Vi kan se bølgerne på overfladen, men der er mange usete kulturelle værdier, der ligger under vandet.

Ideen om at flytte til et nyt sted med et nyt sprog og kultur kan være spændende – og for mange LGBTI+ personer kan det symbolisere en ny begyndelse, hvor det er muligt at vise deres identitet uden frygt. Men når du er kommet til et nyt land, hvad sker der så når hvedebrødsdagene er ovre?

Denne artikel belyser Renato Carvalhos (han/ham) immigrationsproces, da han som homoseksuel brasiliansk journalist flyttede til Canada som 22-årig for at tage en kandidatuddannelse. Nu, som 32-årig, reflekterer han over udfordringerne og succeserne ved at starte på en frisk i Quebec. Renato arbejder i øjeblikket som studievejleder i Montreal, hvor han hjælper kommende studerende med at tilmelde sig postgraduat-kurser. I et online interview taler han om sine første indtryk, kulturelle tilpasning, stereotyper, og rejsen til at finde et queer fællesskab væk fra hjemmet.

Kulturel tilpasning: fra hvedebrødsdage til usynlig fjende

Renato voksede op i en lille by med meget katolske og konservative værdier, og mener, at hans queer-identitet var en stor årsag til at han besluttede sig for at flytte væk fra Brasilien.

”Min barndom var meget hård, netop fordi jeg var queer. På trods af at jeg havde en god barndom, var det hårdt at opleve diskrimination og at skulle lade som om jeg var en anden person.

Første gang jeg kom til Canada, oplevede jeg noget, som jeg aldrig havde oplevet før. Jeg så gay villages og homobarer. Det var alt sammen meget åbent. Jeg var begejstret for alt! Men da de kulturelle hvedebrødsdage var ovre, begyndte andre udfordringer at dukke op.

”Min barndom var meget hård, netop fordi jeg var queer. På trods af at jeg havde en god barndom, var det hårdt at opleve diskrimination og at skulle lade som om jeg var en anden person.”

Problemet ved at være immigrant fra et vestligt land er, at det er svært at se den fjende, du kæmper imod. Overordnet minder Brasilien og Canada meget om mange vestlige samfund: vi klæder os på samme måde, vi ser de samme film, og lytter til de samme sange. Men det er lidt en løgn, for du opdager hurtigt, at alting ikke er det samme. Du kan ikke ringe til folk når du vil, for det kan de ikke lide. Du kan ikke kramme folk når du siger hej, for det synes de er mærkeligt. Jeg blev nødt til at lære hvornår jeg kunne ringe, røre, eller kramme nogen. Det hele ligger i detaljerne.”

Derudover siger Renato, at de nye sociale normer føltes unaturlige for ham en gang imellem. ”Det er meget mere spontant i Brasilien, i forhold til hvordan venskaber opstår her. Dog er det nu 10 år siden, og det her bekymrer mig mindre nu. Jeg har det bedre nu med mine tilpasninger.”

Rejsen til queer-fællesskabet

Renato beskriver sin rejse ind i queer-fællesskabet som en langsom proces, og siger, at det var svært at skabe stærke forbindelser. ”Jeg følte, at Quebec var meget åbent og queer-accepterende. Du kan gå på gaden, holde i hånd med din partner, osv. Men at blive integreret i samfundet? Det er svært, og det tager tid.” Han blev også udfordret, når han prøvede at blive en del af vennegrupper, som allerede var venner i forvejen.

”I starten troede jeg, at jeg var på vej til at få venner i queer-fællesskabet, men det var jeg ikke. Det var mest folk som havde et crush på dig, eller som ville i seng med dig. Eller folk som du møder på en natklub, tager shots med, og aldrig ser igen. Eller hvis du ser dem igen, er det mest til fester. De giver dig ikke mange muligheder for at blive en del af deres liv.”

Dog husker Renato et vendepunkt i sit sociale liv: En queer ven fra hans gamle arbejde inviterede ham med ud, da de fik at vide at Renato og hans kæreste havde slået op. ”Det skete 2,5 år efter, at jeg flyttede til Canada, og det var første gang jeg var i en gruppe af queer mennesker, hvor alle var fra Quebec.” Renato mener, at det at være en del af en gruppe af queer venner skabte positive forandringer i hans sociale liv. ”Da de lærte mig at kende, gav de mig plads til at vise hvem jeg var, og jeg følte mig mere accepteret.”

Fordomme i fællesskabet

Selvom LGBTI+ fællesskabet burde være et accepterende og inklusivt sted, er der ofte stereotyper associeret med specifikke folk. ”Jeg lagde mærke til nogle mærkelige opfattelser om min kultur. Jeg kan huske engang, hvor nogen sagde ”Jer latinoer! Vi ved godt, at I er utro hele tiden” til min kæreste, lige foran mig. Jeg har ikke lyst til at generalisere, men jeg tror at der er en hyperseksualiseret fordom associeret med at være latino.

Men efter at have boet i Canada i 10 år, fortæller Renato, at situationen blev bedre, da han blev bedre til fransk. Desuden har han hvad mange folk ser som en ’god, professionel karriere.’ ”Hver gang jeg mødte nogen, begyndte jeg at tale om mit arbejde, da jeg vidste, at det betød noget. Men det fik mig til at føle, at jeg skulle bevise min værdi hele tiden, så jeg fortjente at være her.”

Efter 10 år: på den anden side

”På et tidspunkt skal du finde en måde at være dig selv, og på samme tid forstå, at du er en del af et nyt samfund, og det er sådan her det fungerer – og at det ikke er personligt. I starten tog jeg det personligt, og det gjorde ondt, og du kan komme til at tro, at din ven ikke kan lide dig. Men efter 10 år her, ser jeg de her forskelligheder som en del af deres kultur.

”Hvis du kun fokuserer på hvad der er anderledes, kommer du ikke til at have en god immigrationsoplevelse.”

En anden vigtig ting jeg har lært er, at man ikke skal tro, at kultur er den samme ting for alle hele tiden. Der er mønstre, men der er også personligheder. For eksempel har jeg en ven fra Quebec, som var meget hjælpsom og åben overfor et venskab, lige siden vi mødte hinanden på universitetet.

Jeg ser på mig selv som en succesfuld immigrant, og det betyder ikke, at jeg er glad hele tiden. Men jeg forstår, at der er begrænsninger på immigration. Jeg kommer aldrig til at se denne kultur som min egen, selvom jeg virkelig beundrer den. Jeg synes det er vigtigt at lære at sætte pris på det gode, for hvis du kun fokuserer på hvad der er anderledes, kommer du ikke til at have en god immigrationsoplevelse.”

Modtag de seneste nyheder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få organisatoriske nyheder fra Copenhagen Pride en gang om måneden