EuroPride i Beograd

“Šetali smo, šetamo i šetaćemo”
“Vi gik, vi går, og vi vil gå”

Af Mariya Alfa Staugaard
Fotos: Vesna Lalić

Regnen siler ned.

Folk omkring os står tæt sammen, de fleste under paraplyer eller iført regnslag. De mange regnbueflag er lige så gennemblødte, som vi er – men de bliver viftet uanset. Foran os er det største af flagene bredt ud på jorden, hvor det midlertidigt bliver brugt som dansegulv, inden det skal løftes op og bæres som en del af marchen. Den march som indtil i morges var underlagt forbud af regeringen. Den march som politiet har måttet hegne ind for at holde moddemonstranterne på afstand. Vi er i Beograd, Serbiens hovedstad, og den første EuroPride-march i det vestlige Balkan skal til at gå i gang.

Vi spoler tiden to dage tilbage: Den 15. september.Jeg rejser sammen med min Copenhagen Pride-kollega Simone, og vi er netop ankommet til Kastrup lufthavn i god tid. Vi fanger de sidste sjældne stråler af efterårssolen foran indgangshallen, før vi skal afsted. De seneste par dage har været fyldt med bekymrende nyheder om moddemonstrationerne, ekstra sikkerhedstiltag og mangel på politisk vilje til at garantere Pride-deltagernes sikkerhed. Det ligger også os på sinde.

“Jeg føler mig i virkeligheden rigtigt tryg. Alligevel kan jeg godt mærke, nu hvor vi sidder og skal til at afsted, at det er noget, som jeg tænker mere over,” siger Simone. “Men jeg føler mig sikker ved at skulle afsted.”

“Jeg har følt mig bange,” svarer jeg. “Jeg synes ikke, det er enormt flatterende at indrømme, men det har jeg. Men jeg kan også mærke, at det er vigtigt for mig, at vi tager afsted.”

“Det virker bydende nødvendigt, at vi er så mange som muligt, der kommer og er med og viser vores solidaritet,” nikker Simone.

Den lange vej til EuroPride

Allerede inden den seneste udvikling har Beograds vej mod EuroPride ikke været nem. I seneste udgave af HeartCore talte en anden af vores skribenter med Marko Mihailović fra organisationen Belgrade Pride. Han fortalte om, hvordan Pride i Serbien har en lang historie med vold og protester, anført af det usædvanlige samarbejde mellem den ortodokse serbiske kirke og fodboldhooligans. Da Marko og hans kolleger i 2019 bød på værtskabet for EuroPride, bad de om at få mulighed for at skrive historie. Deres slogan for eventet opsummerede dette: Det er på tide.

Da Marko og hans kolleger i 2019 bød på værtskabet for stillede EuroPride, bad de om at få mulighed for at skrive historie.

De vandt buddet og kunne gå i gang med planlægningen. Men det var ikke alle, der støttede Belgrade Prides vision om en fredelig og tolerant demonstration af landets fremskridt siden den første Pride i 2001, som endte i frygtindgydende vold. Den ekstreme højrefløj og religiøse fundamentalister organiserede anti-Pride demonstrationer i august og september 2022, og den største af dem tiltrak tusindvis af deltagere. Det så regeringen og med det en chance for at lukke eventet ned.

I slutningen af august annoncerede den serbiske præsident Aleksandar Vučić på en pressekonference, at EuroPride var aflyst. Responsen på dette var en imponerede mobilisering af det lokale og globale LGBTI+ miljø, hvilket resulterede i, at 27.000 underskrifter blev overleveret til regeringen med et klart budskab: I kan ikke tie os ihjel.

Vi står sammen og går med stolthed

Og sådan lykkedes det altså blot timer inden marchens planlagte start, at arrangørerne fik det endelige grønne lys sammen med et løfte fra den serbiske premierminister Ana Brnabić om, at ingen ville komme til skade.

Det bringer os tilbage til den regnvåde plads ved siden af den serbiske Nationalforsamling, hvor Simone og jeg står sammen med tusindvis af andre aktivister, diplomater, politikere og LGBTI+ personer, serbiske såvel som internationale. Vi har stået her i over en time, mens politiet forsøger at afværge de moddemonstranter, der forsøger at nå hen til os. Om cirka 30 minutter bliver vi klar over, at de kaster med stødgranater mod politiet for at komme igennem

Det tager noget tid, men endelig får vi lov til at gå. Vi bliver ført an af en mindre lastbil, der højlydt spiller Pride-hits med Lady Gaga og Britney Spears, mens vi bevæger os i det langsomme tempo, der er karakteristisk for en tætpakket parade. Simone og jeg ser typisk skandinaviske ud med vores sorte paraply og regnponcho, men vi har fået regnbueflag, og de pifter vores look lidt op. I bygningerne omkring os er der folk, der vinker fra vinduerne. Andre har hængt regnbueflag op. Politibetjente står langs gaden med alvorlige miner og sorte skjold. Blandt os går vagter fra et privat sikkerhedsfirma, som arrangørerne har ansat. Min oplevelse er, at stemningen er fuld af spænding og en underliggende nervøs afventning, efterhånden som vi begynder at høre om de optøjer, der udfolder sig rundt i byen.

Efter at have gået cirka 600 meter ankommer vi til Tasmajdan Stadium, hvor den afsluttende koncert skal til at gå i gang. På vejen går vi forbi St. Marks Ortodokse Kirke, hvor religiøse anti-LGBTI+ demonstranter vifter med skilte og bannere, mens kirkeklokkerne buldrer derudad. Simone, sammen med flere andre, vinker tilbage til dem med regnbueflag.

Jeg er træt efter marchen, og Simone og jeg griner af, hvor ømme vores led føles efter at have stået op i flere timer. Det får os til at føle os gamle. Vi vil begge to gerne tilbage til hotellet, men vi er blevet rådet til at vente, indtil vi får besked om, at det er sikkert – optøjerne er stadig i gang, og vi er mere sårbare, hvis vi bevæger os væk fra gruppen. Så vi venter, mens himlen bliver mørkere og regnen tungere. Da vi endelig får grønt lys, går vi med hastige skridt mod hotellet uden at sige meget. Det er det mest utrygge, som vi har følt os under hele turen. At være væk fra trygheden ved at være en del af en større gruppe af LGBTI+ personer og allierede får os til at føle os udsatte. Senere finder vi ud af, at en gruppe aktivister blev angrebet, da de forlod stadionet – angiveligt mens politiet så til.

Hvad så nu?

Tilbage på hotelværelset skifter vi til tørt tøj og prøver at finde en måde at gøre vores sko lidt mindre gennemblødte, inden vi skal rejse hjem i morgen. Vi sidder begge med en følelse af at have været en del af noget stort. Og på trods af de alvorlige trusler mod paraden kan jeg ikke lade være med at føle oprigtig glæde over, hvordan festen og fejringens ånd skinnede igennem. Jeg er uendeligt imponeret over enhver, der er klar på at danse i regnen omgivet af kampklædt politi.

Dagen efter på vej ud i lufthavnen taler jeg med flere danske nyhedsmedier om vores oplevelser. De virker særligt ivrige efter at få mig til at tale om faren – om usikkerheden. Mere end én gang får jeg spørgsmålet:“Det er så meget anderledes end en Pride i Danmark, er det ikke?” Og det var det. Jeg tænker tilbage på min nervøsitet i Københavns lufthavn, og hvor let det ville være at tale ind i narrativet om at have overlevet en farlig ekspedition. Men jeg tøver. Ikke fordi jeg vil underspille situationens alvor; folk kom til skade, og det kunne også have været værre. Det er heller ikke, fordi jeg mener, at vi bør tale om Serbien som et progressivt paradis – det ville ikke være tro mod sandheden. Men jeg vil fortælle en historie, som ikke handler om frygt, men om mod. Om det serbiske LGBTI+ miljøs styrke og vigtigheden af international solidaritet. Jeg ønsker ikke, at modstanden skal definere dette event – jeg vil have vores samtale om det til at være transformativ, til at opfordre til støtte frem for håbløshed. Og når jeg kigger tilbage, vil jeg tænke på at danse i regnen.

Tak til: Fábio Carapinha, Jax Jakshøj, Milena Kočić, Patrick van der Pas, Steve Taylor og Stijn Hoevenaar fra Copenhagen 2021 og Copenhagen Pride-teamet, der rejste til Beograd for at vise deres støtte. En særlig tak til hele Beograd Pride-teamet for alt deres arbejde og til EPOA for deres støtte til internationale gæster.

INFO:

EuroPride Beograd – afholdt af den lokale organisation Beograd Pride – foregik fra mandag den 12. september, hvor regnbueflaget blev hejst over den serbiske regeringsbygning. Over 120 events fandt sted i ugens løb, som kulminerede i EuroPride-marchen lørdag den 17. september efterfulgt af en afsluttende koncert. Det er vurderet, at 7.000 personer tog del i EuroPride-marchen.

Kilde: European Pride Organisers Association

Foto: @remirabrab
Modtag de seneste nyheder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få organisatoriske nyheder fra Copenhagen Pride en gang om måneden