Jeg forudser optøjer – Bæredygtighedsprincippet i oprør

Af Anne Sophie Parsons
Billede af Tanya Randstoft

Pride parader og optøjer – i flæng forbundne, i sammenhæng med, hvorfor de begge eksisterer og forekommer. Fra Stonewall optøjerne og Comptons Cafeteria hændelsen i USA til danske Bøssernes Befrielsesfrontens handlinger, har oprør mod uretfærdighed og diskrimination været grundstenen for, at Pride parader blev etableret på baggrund af politiske og følelsesmæssige omvæltninger.

Er det i sin kerne muligt at betragte offentlige protester som nødvendige tandhjul, for at Pride paraderne kan rette deres fokus mod de mest presserende politiske sager og udsprede grundlæggende forandringer?

Glimmer og konfetti glitrer i luften i et stillestående øjeblik, regnbuefarver tegner et bevægende optog af mennesker, der går ned ad en gade: det er et genkendeligt øjebliksbillede fra en standard Pride parade, hvor folk samler sig i festlige rammer for at fejre den lysere side af de konfliktområder, der præsenteres i løbet af en uge med debatter, diskussioner og arrangementer. Men Pride parader over hele verden er udsprunget af LGBTI+-optøjer, mere eller mindre; gennem omvæltninger og sammenstød med retshåndhævelsen, fungerer Priden som afløb, der hylder mangfoldighed gennem de årlige begivenheder.

Nøgleordet fra det førnævnte scenarie er dog positivitet – men Priden selv har ikke kunnet undgå opmærksomheden, når det kommer til mindre flatterende aspekter. Kritik af kapitalistiske og politiske tilhørsforhold er berettiget, men der er forskel på affejning og konstruktiv kritik – og det fundament, som Priden hviler på, er de forudgående optøjer, som har dannet det, vi nu samles om hvert år.

Hvis optøjer er den anden side af medaljen i forhold til Pride, kan de fungere som vigtige påmindelser – samt kontinuerlige tandhjul – der retter et nøje blik på, hvor langt vi er i at sikre, støtte og fremme LGBTI+-rettigheder nationalt og globalt.

Opstande som utilfredshed med og reevaluering af status quo

Optøjer i forbindelse med LGBTI+-sager og -rettigheder har historisk defineret den kronologiske forståelse af LGBTI+-miljøet: når nok er nok, fører en eskalering af interesser til blodsudgydelser og anholdelser, men også til en fælles indsats for at samle og presse på for bedre politiske, psykologiske og socioøkonomiske forhold.

Ordet bæredygtighed kan forstås som bestående af et sæt af forbundne faktorer, der bidrager til en model – modellen kan for eksempel være ‘Pride parader’, men forskellige aspekter udgør dette ord med tilhørende ord og overlappende cirkler. Det, som er essentielt for modellen, er, at den kan revurdere og rette sig selv, når elementerne ikke resulterer i en produktiv udvikling og forbedring i dens kerne for at blive ved med at bevæge sig fremad.

Bæredygtighed er defineret af en sammenkædet forståelse af de to aspekter af årsag og virkning: offentlige protester i sig selv kan ses som tandhjul eller elementer, der fokuserer på de bæredygtige faktorer ved disse modeller, såvel som de givne mangler ved modellen; hvad kan forbedres og hvordan? Er der stilstand i forhold til, at modellen har et kontinuerligt momentum?

Især i forbindelse med LGBTI+-rettigheder er uenighed i forhold til den politiske status quo et direkte middel til at lade protesterne tale højt og tydeligt: at vende tingene rundt og se tingene fra en anden vinkel har en bedre chance for at give indsigt i, hvad der skal ændres, end at tale ind i et ekkokammer.

At udtrykke utilfredshed og vrede gennem planlagte protester er en måde, hvorpå man direkte kan vise, hvor systemet har mangler.

Protester – forandringens tandhjul?

Vold er et mere eller mindre uundgåeligt aspekt, når sammenstød mellem demonstranter og politiet finder sted over hele kloden; snarere end at idolisere fysiske slåskampe, er spørgsmålet om, hvad optøjer og offentlige protester opnår, hvad der binder dem direkte til ideen om bæredygtighed.

Optøjer og offentlige protester – når LGBTI+-rettigheder bliver trukket tilbage, når hadforbrydelser trives, når folk i magtpositioner tilsidesætter og skubber minoriteter direkte i fortræd – er måder hvorpå, vi kan så tvivl om, omvurdere og revolutionere forståelsen af det systemiske fundament, som har forårsaget protesten i første omgang.

Hvis Pride parader og protester går hånd i hånd, er det disruption i sig selv, der kaster et søgende blik på det givne sæt af regerende principper og er i stand til at udfordre status quo – ved at være tandhjul i en queer bæredygtighedsmodel.

Modtag de seneste nyheder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få organisatoriske nyheder fra Copenhagen Pride en gang om måneden