Leder: Et par ord om bæredygtighed

Af Mariya Alfa Staugaard, chefredaktør 

Det er endnu en gang vores fornøjelse at byde dig velkommen til HeartCore. I takt med at kalenderåret er skiftet til 2022, er magasinet gået ind i sit andet leveår, og med det in mente er det kun passende, at vores tema denne gang er BÆREDYGTIGHED.

Vi kan tænke på bæredygtighed på flere forskellige måder, hvilket afspejles i det alsidige indhold, du finder på disse sider. Helt grundlæggende handler bæredygtighed om kontinuitet. Om at fortsætte og eksistere, også gennem modgang.

Som et trykt medie tænker vi meget over bæredygtighed. Både med hensyn til at sikre, at vi reducerer miljøbelastningen så meget som muligt i produktionen, men også i forhold til at sikre, at den frivillige redaktion trives. Ligesom resten af Copenhagen Pride er HeartCores eksistens afhængig af at opretholde den passion og stolthed, som de frivillige har i det arbejde, de udfører.

Det er ikke en opgave, der bliver taget let på, og selvom vi altid søger at vokse og udvide, er bæredygtigheden af den platform, vi har skabt, stadig central.

På samme måde har bæredygtighed været en central faktor i den nylige omstrukturering af bestyrelsen i Copenhagen Pride. Med en ændring af vedtægterne, der blev enstemmigt vedtaget på generalforsamlingen i november, har bestyrelsen nu to forpersoner samt to næstforpersoner. Den nye ansvarsfordeling mellem det politiske og det organisatoriske vil bidrage til at opretholde og støtte organisationens udvikling i fremtiden.

Denne udgave af bladet indeholder også programmet for Copenhagen Winter Pride Week, der finder sted i Huset-KBH fra 21.-26. februar. Vi ser frem til at byde dig velkommen til et kultur- og menneskerettighedsprogram med en række events, der vil opfordre dig til at udforske din egen identitet og bevare nysgerrigheden over for andres perspektiver.

Med denne udgave af HeartCore inviterer vi dig til at forblive nysgerrig og undersøge dine egne idéer om bæredygtighed. Hvordan ser et bæredygtigt rum ud for dig, og hvordan kan vi hjælpe hinanden med at skabe det? Som altid byder vi dig velkommen til at række ud og dele dine tanker.

God læselyst og glædelig Winter Pride Week!

På vegne af HeartCore-redaktionen

Modtag de seneste nyheder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få organisatoriske nyheder fra Copenhagen Pride en gang om måneden