Pride-flagets oprindelse og udvikling

Af Camilla Asra Engelby
Fotograf: Samuel Regan Asante via Unsplash

Det første bredt anvendte regnbueflag blev skabt af Gilbert Baker i anledning af San Francisco Gay Freedom Day i 1978 på opfordring af Harvey Milk, som var homoseksuel og medlem af San Franciscos byråd.

De otte farver i det oprindelige Pride-flag står for:

  • Hot pink – Sex
  • Rød – Liv
  • Orange – Helbredelse
  • Gul – Sollys
  • Grøn – Naturen
  • Turkis – Magi/Kunst
  • Indigoblå – Sindsro
  • Violet – Ånd

Den lyserøde farve blev fjernet, da der opstod mangel på stof, efter at efterspørgslen på Pride-flag steg kraftigt efter mordet på Harvey Milk den 27. november 1978. I 1979 ville Baker dekorere gadelygterne med regnbuebannere. For at gøre det lettere, besluttede han også at fjerne den turkise farve fra flaget, så han kunne få et design med et lige antal striber på hver side af hver lygtepæl langs gaderne. Denne udgave er stadig almindeligt brugt i dag.  

Philadelphia Pride-flaget eller “More Color, More Pride”-flaget

I 2017 samarbejdede Philadelphia Office of LGBT Affairs, som står for at promovere LGBTI+ rettigheder i byen, under ledelse af borgerrettighedsaktivisten Amber Hikes med reklamebureauet Tierny om at lave et nyt design til flaget, som inkluderede to nye striber: sort og brun. Disse striber blev tilføjet for at inkludere og ære POC-queerpersoner, for at styrke inklusionen i miljøet, og for at afspejle Gilbert Bakers ønske om, at flaget skulle være under fortsat udvikling. Dette flag er kendt som Philadelphia Pride-flaget eller Philly Pride-flaget.

Progress Pride-flaget

Progress-flaget (“fremskridts-flaget”) blev designet i 2018 af den grafiske designer Daniel Quasar. Tilføjelsen af sort, brun, lyseblå, pink og hvid satte fokus på inklusion og fremskridt indenfor miljøet ved at fremhæve marginaliserede POC-personer , transpersoner, de, som lever med HIV/AIDS, og dem, vi har mistet til sygdommen. Progress Pride-flaget blev brugt i vid udstrækning under #BlackLivesMatter-demonstrationerne efter mordet på George Floyd.

Det interkøns-inkluderende flag

I 2021 tilpassede designer Valentino Vecchietti fra Intersex Equality Rights UK designet på Progress Pride-flaget, så det inkorporerede interkøns-flaget, og skabte dermed det interkøns-inkluderende Pride-flag.

Mere information:

Queer X Design – 50 Years of Signs, Symbols, Banners, Logos, and Graphic Art of LGBTQ (2019) af Andy Cambell

Modtag de seneste nyheder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få organisatoriske nyheder fra Copenhagen Pride en gang om måneden