Vikingernes Glemte Queerness

Af Mie Hald
Al fotografi af Sofuz Stenklopp

Ulf træder ud i den tidlige morgen og skutter sig. Det er koldt, og helst ville han gå tilbage ind til Halfdan, der ligger varm og tryg under tæpperne. Men Estrid venter derhjemme, og han kan ikke blive hos sin elskede længere.

Sådan en situation kan meget vel have fundet sted et sted i Norden for lidt over tusinde år siden. For i vikingetiden var tiltrækning til andre køn end det modsatte ikke noget, man skammede sig over eller fandt strafbart.

Dengang jeg fandt ud af, at kristendommen har bidraget til store dele af den modgang, LGBTI+ personer har mødt de sidste århundreder, åbnede en verden af muligheder sig. For kristendommen har ikke været en evig konstant i Norden; der har været noget før: Asetro.

Jeg bilder mig ikke ind, at jeg er ekspert i religion, eller at jeg forstår mig på hverken oldnordisk sprog, kultur eller religion. Men det er en del af min arv og kultur, og derfor har jeg sat mig for at blive klogere på, hvordan det hele hang sammen i Norden for nogle tusinde år siden.

Roller og forventninger

Der var forventninger i vikingetiden, som der har været i så mange andre samfund. Livet var ikke altid nemt, og alle skulle bidrage med det, de kunne; og det gjaldt også reproduktion. Så Ulf gifter sig med Estrid og ser Halfdan, når han kan. Han gør sin pligt, og Estrid har travlt med at hjælpe til ved ritualerne og rådgive områdets unge.

De bor på en gård. Ulf kan ikke længere tage med ud på togter, og han har også nok i at passe sine afgrøder og dyrene. Han har været bundet til sin hjemstavn, siden hans ben blev såret på sidste tur, men det gør ham nu ikke noget – hvis det da ikke var fordi, Halfdan stadig tager afsted.

At gå ud fra, at vikingeforhold mellem to personer af samme køn udelukkende har været fysisk, ville være en hul opfattelse af, hvordan menneskelige relationer fungerer. Selvfølgelig er der i dag også nogen, der har en partner udelukkende for at opfylde hinandens fysiske behov, men hvorfor skulle vi antage, at alle gjorde sådan for lidt over tusinde år siden?

Kærlighed og intimitet af flere former går typisk hånd i hånd, selvom det selvfølgelig ikke altid fungerer sådan. Men hvorfor ikke gå ud fra, at Ulf er en anstændig viking, der både kan opfylde sin pligt til sit samfund og sin hustru, mens han er tro mod sit hjerte og den mand, han elsker?

Der er tilsyneladende ikke mange, der kan lide ”den bløde viking”. Vikingerne skal være hårde! De skal slå ihjel! De skal voldtage! Plyndre!

Men… hvorfor kan de ikke være helt almindelige mennesker?

Uden at gøre mig til ekspert på området, tør jeg godt tro på, at der har været flere par uden for ægteskab, der har elsket hinanden som kun mand og hustru egentlig var forventede at gøre det. Men selvom Ulf og Halfdan nok har holdt af hinanden, har samfundet, ligesom i det gamle Grækenland, haft visse roller, der var bedre at have end andre.

I en artikel fra den 11. august 2015 på Historienet.dk skriver Emrah Sütcü: ”Den aktive mødte ikke nævneværdig fordømmelse. Men den passive part blev ofte hånet, fordi en mand, der underkaster sig en anden mand, ikke var en rigtig mand, mente man.” Sütcü går videre til at fortælle om, at islandske lovsamlinger tillod, at hvis en viking blev anklaget for at være passiv i et forhold, kunne han udfordre sin anklager til tvekamp.

Forståelsen af kvinder og ”kvinderollen”

Gennem et utal af kulturer har kvinder fået en lavtstående rolle, især når det kommer til seksualitet og lyst. Men endnu engang vælger jeg at tage historiske briller på. For jeg har svært ved at tro på, at en kultur som vikingernes har haft så megen foragt for kvinder, at eksemplet foroven har været ekstremt.

Jeg er ikke i tvivl om, at lovsamlingen, Sütcü refererer til, har været sand – men har det mon været én af dem, de fleste har fnyst af? Som den gamle (og muligvis ikke helt sande) lov om, at man i Danmark må slå en svensker med en pind, hvis de går over den tilfrosne Øresund?

Jeg husker, jeg engang hørte en religionslærer sige: ”Selv tordenguden Thor forstår, at når han er hjemme på gården, så er det Sif, der bestemmer.” Og når man vokser op med historier om mægtige valkyrier, der tager faldne krigere med til Asgård, er det svært at forestille sig, at vikingetidens kvinder har været passive.

Tid omskriver historie, og selv har jeg ikke svært ved at forestille mig, at der muligvis har været en vis agenda, da kristendommen overtog i Norden og skulle have vikingerne til at rette sig ind efter de nye værdier. Moderne roller og forventninger må ikke pålægges historien eller arkæologiske fund, men det er præcis noget af dét, vi langsomt begynder at opdage, er sket.

For hvem var det, der antog, at en vikingegrav tilhørte en mand, bare fordi der lå et sværd? Arkæolog og museumsdirektøren Jeanette Varberg (hun/hende) har optrådt i DR serien ”Historien om Danmark”, og hun har udgivet bogen ”Viking – Ran, ild og sværd”. Hos Illvid.dk fortæller hun, at en grav fra Birka, som ligger lidt udenfor Stockholm, er fyldt med heste og våben – og så tilhører den en kvinde. I Roskilde i Danmark er en vikingekvinde fundet begravet med ikke bare et spyd, men også en hængt mand, der muligvis kan have været hendes følgesvend (eller ”underholdning”) til efterlivet.

Kvinder i vikingetiden havde flere rettigheder end i lange perioder af kristendommen. Hvis Ulfs forhold til Halfdan ødelægger ægteskabet, kan Estrid frit vælge at lade sig skille. Det samme gælder, hvis han bliver voldelig mod hende – dog kan hun få en voldsom straf, hvis hun som Ulf vælger at finde sig en anden partner.

Den religiøse kontekst

Der er også et religiøst aspekt, som for mig ikke passer ind i narrativet om, at specielt homoseksualitet i vikingetiden skulle anses som en ringe ting.

Her tyer jeg til fagbøgerne. I Religion: Tidsskrift for Religionslærerforeningen for Gymnasiet og HF fra 2016 skriver Sophie Bønding (hun/hende) i afsnittet ”Loke – komalker eller malkeko?” om to eksempler, der kan understøtte min mistro.

En enorm del af kulturel opfattelse kommer fra den tro, der dominerer i samfundet. Én af de mest kendte skikkelser fra nordisk mytologi er Loke, gudernes allierede og deres fjende, og et mysterium for mange moderne religionsforskere.

I Eddadigtet, som er den største samling af historier fra nordisk mytologi, giver strofe 23, Lokasenna (Lokes Skænderi) nogle interessante påstande om Loke. Den drilagtige gud har svinet aserne til, og Odin får nok og svarer ham igen.

Der er to oversættelser af, hvad Odin siger. Den første er fra Thøger Larsen i 1926:

”Gav jeg ofte dem, jeg ikke skulde,

De sløve i Slaget, Sejr –

Du var otte Aar under jorden,

Malkede køer og var kone

Og der har du børn baaret,

Det synes mig mangelfuld manddom”.

Den anden fra 1943 af Martin Larsen skriver:

”Vid da, hvis jeg gav

Dem, der var Gaven udværdig,

De slavporne, Sejr,

Otte vintre

Var du i Jorddybet

Kælveko og Kvinde

Og de fødte Børn begge,

Og det synes mig args adfærd!”.

De to forskelle i oversættelserne skyldes en besværlig grammatisk bøjning, som enten kan resultere i, at Loke refereres til som komalker eller malkeko. Komalker er et kvindejob, og komalker skal derfor anses som nedværdigende. Er det dog malkeko, der er tale om, refererer strofen meget direkte til, at Loke har været hunkøn.

Og dét ville ikke være første gang.

De fleste, der kender bare lidt til nordisk mytologi, er nemlig bekendt med, at det var Loke, der fødte Odins hest, Sleipner. I Gylfaginning 42 (Bygmestermyten) står der: ”samme aften […] løb der en hoppe ud af en skov og hen til hesten Svadilfari… [og] Loke havde haft det sådan med Svadilfæri, at han senere fødte et føl.”

I nordisk mytologi er Loke ikke bare hamskifter, men han skifter også køn flere gange. I Thors brudefærd (“Thrymskvithg”) spiller han også rollen som kvinde mange gange bedre end Thor, hvilket har ledt flere til at anse ham som kønsflydende og én eller anden form for multiseksuel, fx bi- eller panseksuel.

Men moderne labels kan ikke altid sættes på historiske eller mytologiske figurer, og ingen ved med sikkerhed, om Odins ord var ment som hånlige eller nedværdigende.

Den feminine gudekonge

Det var derfor min store overraskelse at finde ud af, at Odin selv ikke rigtig havde noget at klandre Loke for. For Loke følger nemlig Odins anklage med dette: ”Men de sagde om dig, at du sejdede på Samsø, og gav dig i kast med trolddom som vølver, i troldmandsskikkelse fór du blandt mennesker, det synes jeg er kvindagtig adfærd.”

Én ting er Loke, den luskede halvjætte, som med sin graviditet og jævnlige kvindeudklædning i myterne anses som alt andet end det, vi i dag ville kalde heteronormativ. Men Odin? Gudernes konge og deres vise overhoved?

Intet er helt sort eller hvidt, og Odins kontrast til Loke var en velkommen opdagelse, mens jeg søgte gennem kilder og tekster til denne artikel. Noget af det, der repræsenterede Odin, var det blotte koncept af mandlighed – men samtidig var han mester i at sejde, noget, der blev anset som så feminint og umandigt, at det også kunne kaldes ergi (skældsord for noget meget umandigt, bl.a. også den passive part i et homoseksuelt forhold).

PhD Brit Solli (hun/hende) fra Olso Universitet går i dybden med lige netop dette, Odin, Queerness og vikinger, i sin bog Seid: Myter, sjamanisme og kjønn i vikingenes tid, og det er hendes tekst, Queering the Cosmology of the Vikings: A Queer Analysis of the Cult of Odin and “Holy White Stones”, der bl.a. har hjulpet mig med at opnå en større forståelse for vikingetidens queerness.

Mennesker er nuancerede

Hvis både gudernes vise konge, Odin, og deres tvetungede allierede og fjende, Loke, begge kan anses som det, vi i dag ville kalde queer, hvorfor skulle andre så ikke? Ting går tabt med tiden, og idet nordisk religion var mundtlig, er der stort set ingen skriftlige kilder. Runeskrift er ikke informativt, når det kommer til religion, og blev også mere brugt til praktisk information. Derfor er mange tekster nedskrevet nogle hundrede år efter kristendommen overtog, og den historiske kontekst skal vejes med.

Hvem kan sige, der ikke er noget, der er blevet fjernet? Selvom kulturarv har været vigtigt i samtiden i Norden, og de da kristne beboere har villet ære deres forfædres praksis, kan historier og fortællinger nemt være blevet omskrevet eller oversat forkert med fuldt overlæg.

Der er altid en agenda, og det ville være naivt at tro, at den altid er uskyldsren. Men moderne forskning og ærlig research peger mere og mere på en vikingetid, hvor Ulf og Halfdan har holdt af hinanden, og hvor Estrid måske har haft mulighed for mere, end mange måske har troet.

Nordisk mytologi og vikingetidens samfund er et enormt emne. Der er stadig meget, vi i den moderne verden ikke ved, omend endnu mere, jeg som enkeltperson ikke forstår eller kender til. Men én ting er sikker: Jeg er ikke i tvivl om, at vikingerne levede et liv med queerness som en del af samfundet. Måske ikke dominerende, men muligvis normaliseret og, ja, relativ uskyldig.

Regnbuen kan have spillet ind på mere end én måde i nordisk mytologi. Vikingerne var nuancerede mennesker, ligesom vi er i dag – og der er heldigvis meget mere til dem end økser og togter.

 

INFO

Photoshootet til denne artikel blev koordineret af Mie Hald og modellerne er Kari Pedersen, Emilie Lind Damkjær (Faux Moe), Sørine Amanda Nielsen, Martin Boe, Kate Friborg Due, Leah E. V. Due og Christian van Elzelingen.

Fotografen Sofuz Stenklopp kan findes på Instagram @stenklopp_art_photography og på Facebook Facebook.com/StenkloppPhotography.

En stor tak går til Viborg Museum og Hvolris Jernalderlandsby.

Modtag de seneste nyheder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få organisatoriske nyheder fra Copenhagen Pride en gang om måneden