Den glemte pionerroman: Otto Martin Møllers «Nina»

Af Dag Heede

Mænd har altid fyldt mest i historien. Dette gælder også den moderne LGBTI+-historie. Da den medicinske kategori, homoseksualitet, blev opfundet af læger, jurister og humanister for godt 150 år siden, var fokus først og fremmest på mænd, der elskede mænd. Og helt frem til i dag har mandlig homoseksualitet fyldt mere end kvindelig.

Også lovgivningen har næsten udelukkende beskæftiget sig med mænd. Lesbianisme blev generelt betragtet som en umulighed i 1800-tallet, for, som den engelske Dronning Victoria deklarerede, havde kvinder jo ingen seksualitet. Der var derfor intet at lovgive mod eller at retsforfølge.

Alligevel blev verdens første moderne homoseksualitetsdiagnose givet til en kvinde. Den fremtrædende tyske psykiater Carl Friedrich Otto Westphal (1833-1890) modtog i 1864 en kvindeelskende kvinde på det berømte Charité-hospital i Berlin. På den baggrund skrev han i 1869 verdenshistoriens første artikel om homoseksualitet eller ”die konträre Sexualempfindung” (”den modsatrettede seksualitetsfornemmelse”), som han kaldte det. Da den franske filosof Michel Foucault (1926-1984) skrev den banebrydende ”Seksualitetens historie” i 1976, udråbte han Westphals artikel til intet mindre end den moderne homoseksualitets dåbsattest.

Der er en tankevækkende parallel til homoseksualitetens indtog i nordisk litteratur. Også her fylder beskrivelser af kærlighed mellem mænd langt mere end lesbisk kærlighed. Men den første eksplicitte beskrivelse af en homoseksuel person i dansk litteratur er en kvinde. Hun hedder Nina, og hendes navn er titlen på en forbavsende tidlig, nu fuldkommen glemt debutroman af den i dag ligeledes glemte forfatter Otto Martin Müller (1860-1898). I sin samtid var han respekteret og læst, men hans tidlige død som 38-årig har sandsynligvis bidraget til, at han aldrig blev skrevet ind i litteraturhistorien. I stedet ender han måske som en figur i dansk LGBTI+ historie.

Nina er bemærkelsesværdig, for det var ikke før 1900-1910, at homoseksualitet for alvor blev tematiseret i dansk litteratur. Den store Sædelighedsaffære i 1906-7 var en vigtig faktor. Historien begyndte med en banal anholdelse af to unge mænd i en københavnsk baggård. De var mistænkt for at ville begå tyveri, men det viste sig, at de var i færd med at begå ”utugt”, som det hed i datidens sprogbrug. En nidkær politiundersøger brugte anholdelsen som anledning til at optrevle et homoseksuelt netværk, der bl.a. rummede en del trækkerdrenge, og affæren blev dækket af sensationspressen, der boltrede sig i slibrige afsløringer af homoseksuelle. En af ofrene var Herman Bang (1857-1912), der måtte flygte til Berlin, hvor han opholdt sig i to år.

Naturligvis havde Herman Bangs homoseksualitet i årtier været en offentlig hemmelighed, og helt tilbage til hans litterære debut i 1880 med romanen Håbløse Slægter var der blevet hvisket og tisket om hans ”mærkværdighed”. Og romanen, der blev beslaglagt og dømt usædelig, rummer da også masser af underlig og destruktiv seksualitet, blandt andet sære ynglingeædende kvindemonstre, ligesom de to effeminerede og dekadente hovedpersoner, William Høeg og Bernhard Hoff er alt andet end sunde, heteroseksuelle mænd. Dog kræver det queerteoriske læsestrategier at læse dem – og de ældre kvindelige drengespisere – som allegorier for homoseksuelle mænd.

Nina er ganske anderledes. For selv om hendes lesbianisme er romanens store suspense-motiv, den ”hemmelighed”, der til sidste røbes som løsning på alle gåderne omkring hendes afvigende og interessante person, er temaet fuldkommen eksplicit. Müller skriver sig ind i en moderne, videnskabelig, kontinental-europæisk tradition og markerer dette allerede i undertitlen: ”En psykologisk Skildring”. Den kun 23-årige forfatter var internationalt orienteret, bemestrede flere sprog og tog senere translatøreksamen i portugisisk. Han var utvivlsomt kosmopolit og på flere områder forud for sin tid.

Det internationale udsyn spiller givetvis ind som forklaring på, at Müller valgte en lesbisk hovedperson for sin debutroman. Derudover kan man spekulere på, om romanen også har et selvbiografisk motiv. Har Otto Martin Møller måske selv ”brændt” sig på en ung lesbisk kvinde? Den anden hovedperson, hvis synsvinkel vi deler teksten igennem, er nemlig en ung, tysk akademiker, der deler fornavn med sin forfatter. I modsætning har ham har Otto Jünger allerede romandebuteret med en fiktiv roman kaldet ”Schattenbilder”. Forfatteren flytter fra Berlin til det romantiske Heidelberg, hvor han tiltræder en forskningsstilling hos en kendt astronomiprofessor, og han bliver fast gæst i dennes familie.

Romanen åbner med Ottos ankomst med båd til den sydtyske by i regnvejr. Den første, han møder, da han er faret vild i den ellers mennesketomme by, er et regnfrakkeklædt, kønsubestemmeligt væsen, der viser sig at være af hunkøn. Hun er ”alt andet end smuk”, men virker alligevel dragende på en videnskabelig snarere end romantisk facon: ”Hun vilde have interesseret en Psykolog mere end en Balkavalér”. Det viser sig senere, at kvinden hedder Nina, og hun er datter af Ottos chef.

Med tiden bliver Nina og Otto venner, for de deler kærligheden til kunst. Nina er maler, men Otto overbeviser hende om, at hun skal blive forfatter, og på dette felt kan han undervise hende. De forelsker sig i hinanden og ender med at forlove sig. Snarere end fysisk tiltrækning synes det fælles arbejde at være grundlag for ægteskabet: ”Nu kunde de arbejde sammen i deres Kærligheds Navn, fuldt ud og inderlig, så vilde den sagtens også vare Livet igennem”.

Nina har imidlertid en skæbnesvanger hemmelighed: hun elsker en veninde, som har giftet sig, og denne følelse magter hun ikke at fortrænge, selvom hun holder af Otto. I en dramatisk opgørsscene fortæller hun om sin kærlighed og dens konsekvenser. For hun magter ikke askesen i forhold til kvinder: ”Kan jeg ikke få, hvad jeg vil have, hos den, jeg holder af, må jeg tage det hos andre”. Hun har forført unge kvinder, ja, faktisk ”besmittet” mange: ”Mange unge Piger har grædt og græde endnu for min Skyld; deres Bebrejdelser lyder stadig i mine Øren, – mange vågne Nætter har jeg haft for deres Skyld. Jeg har holdt af dem, – har kysset dem og til en vis Grad vist dem en Verden, som de ikke tidligere kendte, og så – har jeg glæmt dem”.

Hermed underskriver Nina sin egen dødsdom. Datidens progressive narrativer kan rumme homoseksualitet, hvis den er sublimeret, fortrængt eller – måske – strikt monogam. Men ”missionerende” homoer må nødvendigvis elimineres. Og det gør Møller: Nina er brystsvag, har lidt af to lungebetændelser, og en tredje vil gøre det af med hende. Og det gør den netop under hendes frygtelige bekendelse: ”Hun havde forkølet sig, hendes Bryst var angrebet af den kolde Blæst, men hun blev ved at sidde med blottet Hals”. Således indskriver selv Otto Martin Møllers progressive og fremsynede portræt sig i den moderne tradition, hvor en god homoseksuel er en død homoseksuel.

Dag Heede (f. 1962) – Han, Ham, Hans

Lektor i dansk litteratur ved Institut for Kulturvidenskaber, Syddansk Universitet. Han har skrevet en introduktion til Michel Foucault, Det tomme menneske, og monografier om Karen Blixen, Herman Bang og H.C. Andersen. P.t. arbejder han på den danske homolitteraturhistorie.

Modtag de seneste nyheder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få organisatoriske nyheder fra Copenhagen Pride en gang om måneden