Ny udmelding skaber håb for sommerens Prides

Festivaller i sigte! Dagens udmeldelse spreder håb for en sommer med færre restriktioner og bedre mulighed for at kunne samles til større begivenheder.

På etårsdagen for den første nationale lockdown, gav statsminister Mette Frederiksen et kort pressemøde foran Herlev Hospital. Og for første gang i lang tid gav udmeldingen anledning til optimisme for sommerens begivenheder, deriblandt WorldPride og EuroGames. Da statsministeren blev spurgt til genåbningsplanerne, lød svaret:

 "Jeg tror på et nærmest normaliseret Danmark til sommer. Jeg er mere optimistisk, end jeg har været i flere måneder"

Og det giver selvfølgelig også anledning til glæde her hos os! Vi har netop afholdt en vellykket Winter Pride Week i digitalt format, og i sommer fandt vi kreative løsninger, der gav os lov til at være sammen på afstand, men vi lægger ikke skjul på, at vi længe har håbet på, at det ville blive muligt at afholde den store WorldPride, vi har arbejdet så længe for at bringe til København.

Hos Copenhagen 2021 er optimismen også tydelig, selvom der selvfølgelig til enhver tid lægges mest vægt på alle deltageres sikkerhed:

Borgernes og de besøgendes sundhed, sikkerhed og velbefindende er vores højeste prioritet, og vi tager COVID19 meget alvorligt. Vi følger situationen nøje og følger råd fra de danske og svenske sundhedsmyndigheder og politi samt lokale og nationale myndigheder.

På nuværende tidspunkt fortsætter vi med at planlægge fuld levering af alle Copenhagen 2021-arrangementer under hensyntagen til den vejledning og de anbefalinger, der gælder nu, og den givne vejledning, der er på plads i august 2021. Vi er meget opmuntrede af den danske statsminister, Mette Frederiksen, der den 11. marts fortalte Godmorgen Danmark,  at festivaler er ‘inden for rækkevidde’.

Vi fortsætter med at se frem mod sommeren med håbefulde øjne og med en realistisk forventning om, at vi kan mødes i gaden under regnbuefanerne, når WorldPride og EuroGames løber af stablen som en historisk begivenhed i København.

Vil du vide mere? Besøg Copenhagen 2021s hjemmeside, der løbende opdateres med den nyeste information om arrangementet.

Foto af Tobias Jørgensen

Modtag de seneste nyheder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få organisatoriske nyheder fra Copenhagen Pride en gang om måneden