Inklusion i teater: Et åbent brev af Mike Gamble

Dette åbne brev blev oprindelig skrevet som svar på annonceringen af rollebesætningen til ’Kinky Boots’ på Det Ny Teater. Vi bringer her et uddrag af brevet, der fokuserer på den større debat omkring manglen af etniske minoriteter på scenen, og de problematiske normer, praksis, og ideologier der ligger til grund. Det oprindelige brev, og efterfølgende svar, kan findes gennem Mike Gambles Facebook: www.facebook.com/mike.gamble.733

Dette brev forlanger opmærksomhed på den fortsatte tilsidesættelse af etniske skuespillere/performere, som sker gennem teaterledelses- og produktionsteams beslutninger, politik, praksisser, og handlinger der minimerer og fastholder udelukkelsen af de etniske kroppe fra scenen under casting. Mens de slås med at etablere en tilstedeværelse i den allerede undertrykkende industri, hvor etniske performere møder konstant modgang i casting til gode roller, der bliver det endnu sværere, når roller der er tiltænkt etniske skuespillere, går til ikke-etniske skuespillere. Så mens der gives bifald for din beslutning om at iscenesætte det prisvindende show, skal I vide, at det er sekundært til følelsen af stor skuffelse, der er rettet mod musicalindustrien i Danmark og Skandinavien, som følge af den aktive vedligeholdelse af den ulige repræsentation af skuespillere.

Bryd de gamle vaner

Den problematiske opførsel opstår, når undskyldningen ”der er ikke nogen/nok etniske performere i vores område” bliver standardretorik i forbindelse med castingbeslutninger i Skandinavien. Det bliver endnu mere problematisk, når beslutningen tages af en hvid mandlig autoritativ figur, uden hensyn eller yderligere overvejelser. Det er denne tankegang, der skal italesættes og ændres til et moderne perspektiv.

Da de besluttede at opsætte ’Kinky Boots’, var der da tænkt på nogle skuespillere med etnisk baggrund? Blev der gjort noget for, at informationer om auditions nåede ud til etniske performere? Hvor mange etniske skuespillere blev kontaktet? Hvor mange blev indkaldt til audition? Hvilke metoder, om nogen, blev brugt i søgningen efter etniske performere? Eller var det lettere at bruge standardundskyldningen om, at de ikke findes, for at undgå at skulle bruge tid på at lede? Og dermed vedligeholde opfattelsen af deres ikke-eksistens og aktivt holde dem fra scenen?

Spørgsmålene her kan forhåbentligt åbne op for selvrefleksion – fremhæve vigtigheden af disse overvejelser. Og hvordan netop mangel på dette, uforvarende er med til at fastholde fraværet og opretholde opfattelsen af manglen på etniske performere.

Ikke at tænke over at inkludere etniske performere i et ensemble er endnu en passiv mikro-aggressiv handling i casting. Etniske kunstnere bliver fortsat skubbet til side, reduceret til at være i baggrunden eller valgt som en eftertanke, for at tilføje lidt kulør, når det anses for ”nødvendigt”. Sangskriverne Michael Kooman & Christopher Dimond skrev endda en komediesang baseret på denne form for casting procedure: ’Random Black Girl’ oprindeligt opført af Patina Miller i 2006 og senere af Alex Newell i 2015. Her er vi i 2021, og den holder stadig skamfuldt social relevans for vores industri.

Skab plads og giv en platform

Etniske performere eksisterer udenfor det underbevidste tunnelsynede castingperspektiv ”kun når det er nødvendigt”, kun synlige/brugbare når der er brug for dem, til at udfylde roller i shows som ’The Book of Mormon’, ’Hairspray’, ’Porgie & Bess’ og ’Dreamgirls’, for at nævne et par stykker. København er en metropol med diversitet, fyldt med fantastiske etniske sangere, dansere, og musikere. Det samme gælder for Sverige, selvom de ikke alle nødvendigvis er aktive i musicalsamfundet. Det, der er brug for, er at en institution giver dem muligheden for at blive set, men hvis de aldrig får muligheden, er det svært for dem at blive bemærket.

Et tilbagevendende problem er castingideologien om behovet for ”et navn” for at tiltrække publikum. En smule arkaisk i moderne kontekst; publikum går efter, hvad de ved, på baggrund af det, de får at vide. Marketing og kommunikation er nøglen – ikke kun showets titel og ikke kun den kendte person i hovedrollen. Men selv hvis dette var gældende for det danske teaterpublikum, hvad sker der så, når de kendte kunstnere vil på pension? Eller når et show ikke passer til dem? Hvornår får den næste generation af performere, etniske eller ej, deres mulighed for at bevise deres værd og blive accepteret af publikum? Husk på, at publikum ikke kan acceptere det, de ikke ved eksisterer.

En anden mulighed at udforske er “color-conscious”/ ikke-traditionel casting. “Color-conscious” betyder at være opmærksom på den historiske diskrimination i underholdningsindustrien. At være opmærksom på, hvad det betyder at få en etnisk krop på scenen. At promovere dette intentionelt, og med race-bevidsthed, for at undgå homogene rollebesætninger. Dette i modsætning til farveblindhed, hvilket med gode intentioner, er en lignende praksis. Men når det sættes i kontekst med ”at være blind” i forbindelse med hudfarve, betyder det at du ikke ser personerne, som de er. Der er mange roller, hvor hovedrollen traditionelt er blevet besat med en bestemt type, men hvor etnicitet ikke er en væsentlig del af karakterens historie.

En mulighed for at lede forandring

Hvis du er nået hertil i brevet, uden at skimme det hurtigt igennem for ”at komme til sagen”: Tak for din tid og dine overvejelser. Bemærk venligst at ingen prøver at fortælle dig, hvordan du driver din virksomhed, eller hvordan du skal gøre dit arbejde. Ingen kræver at produktionen nedlukkes, eller en ny rollebesætning. I stedet er det undervisning i, og opmærksomhed på, de fortsatte fejltrin i de rodfæstede praksisser der fremhæves. Og det spild af potentielle muligheder for at udnytte din tilstedeværelse som en leder i industrien til at bryde de problematiske historiske normer og praksisser i dansk og skandinavisk teater. Dette brev og denne samtale er i sig selv en (anden) mulighed for engagement; det kan være en mulighed for et alt for defensivt modsvar, imens opråb fra en marginaliseret gruppe af performere igen reduceres til at blive omtalt som ubegrundede klager. Og narrativet ændres til mob-lignende racistiske angreb. Eller det kan være en mulighed for, at en af de fremtrædende indflydelsesrige personer i dansk teater lytter til de faktiske bekymringer. Og at vi kan have en nødvendig, og meget forsinket, samtale om repræsentation og synlighed. Og undervejs i processen blive klogere og hjælpe med at flytte de danske musicalproduktioner til det næste niveau af integration og inklusion.

Valget er dit….

Med venlig hilsen

Mike Gamble

Koreograf, underviser, performer, forperson i Danscentrum Väst

Det originale brev inkluderede en side med tilsluttende underskrifter, hvilket ikke er medtaget her, men kan ses i brevets samlede version.

Modtag de seneste nyheder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få organisatoriske nyheder fra Copenhagen Pride en gang om måneden