Det danske sundhedsvæsens krakelerede Facade

Af Anne Sophie Parsons

Fotograf Renato Manzionna

Da forfatter Karen Stenlev mødte det danske sundhedsvæsen i forbindelse med fertilitetsbehandling sammen med sin kone, var hun ikke forberedt på at støde panden mod en mur – alt sammen på grund af sin egen psykiske sygdom.

“Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden!” Denne bibelske indstilling er sejlivet: At etablere din egen familie som voksen er en gylden retningslinje, som videregives universelt på tværs af lande, religioner og race.

I en LGBTI+ kontekst har dette været et område, hvor surrogatsvangerskab og fertilitetsbehandling gennem årene har hjulpet til at skabe regnbuefamilier; Nina Stork fik i 1990’erne det lesbiske fællesskab i Danmark til at smile fra det ene øre til det andet, da hun åbnede en af de første private fertilitetsklinikker for fællesskabet såvel som kvinder, der ønskede at være alenemødre.

Men hvad hvis dette ønske om at skabe en mor-mor-barn-konstellation kompliceres yderligere – ved at psykisk sygdom står i vejen for at opnå målet at skabe sin egen familie?

Forfatter Karen Stenlev trækker på direkte erfaringer når hun taler; en langtrukken episode fra hendes eget liv uddestilleres i hendes litterære debut, bogen Imens jeg blev til noget andet, som drejer sig om hendes personlige møde med det danske sundhedsvæsen og psykologer. I bogen beretter hun hvordan det efterlod hende figurativt banket gul og blå, at hun ønskede at gennemgå fertilitetsbehandling sammen med sin kone med sin psykiske sygdom trukket efter sig som en klods om benet.

”Bogen er min måde at transformere den smerte, vi har været igennem, på – at skabe et nyt rum, hvor de kampe, jeg har været igennem, får en stemme, og vi kan tale om det, samt skabe en dialog om, hvordan psykisk sygdom behandles, også når du tilhører LGBTI+ fællesskabet, snarere end hele kampen er forgæves.”

Et spørgsmål om identitet

Efter et antal kontinuerligt forfejlede forsøg på at blive gravid, blev Karen og hendes kone nægtet fertilitetsbehandling af statsforvaltningen, på grund af Karens givne psykiske sygdom, hvilken blev betragtet som en tilstrækkelig eklatant faktor til at kvalificere hende som en dårlig mor.

Parret ønsket intet mere end at føje et barn til deres familie. Meddelelsen kom som et sønderknusende slag: Det var en forstærkning til den måde, Karen altid havde følt sig på: som om hun ikke var i stand til at udrette noget som helst; biologisk, mentalt, uddannelsesmæssigt og seksuelt. De officielle repræsentanter fra det danske system lagde kun brænde på Karens bål, hvor følelsen af at være fuldkommen utilstrækkelig allerede brændte.

Spørgsmålet om identitet har været et konstant element, der har vekslet mellem hvad samfundet har fortalt hende, og hvad hun selv vidste:

Følelsen af at være anderledes fulgte hende allerede fra de tidlige år; Karen følte sig utilpas i den lille by uden for Aarhus, hvor hun voksede op, selv før hun blev diagnosticeret med skizotypi senere i livet. Med ugengældte forelskelser i andre piger som ung teenager, føltes det, at stå udenfor konceptet ’normal’, som hendes eget klare tab og hendes egen fejl. Som om hun ikke var i stand til at reproducere, hvad der så ubesværet skete omkring hende. Det er en følelse, hun stadig ikke kan blive af med den dag i dag:

”Jeg har altid haft en støttende familie i forhold til min psykiske sygdom og seksualitet, men jeg er stødt på problemer i samfundet og i forbindelse med andre mennesker: At jeg ikke er til at stole på, på grund af min psykiske sygdom, eller at folk ikke troede på, at jeg var lesbisk, fordi jeg for eksempel gik i høje hæle og kjoler. Du stopper aldrig med at skrive din egen historie gennem livet; det handler alt sammen om, hvilken historie jeg fortæller mig selv om mig selv”, pointerer Karen ved det bord, vi sidder ved.

Det danske sundhedsvæsen som et revnet æg

Selvom ideen om normalitet modsættes af queer-aktivister og normkritiske stemmer inden for LGBTI+ fællesskabet, har det altid været en stabil mærkepæl, som Karen Stenlev har ønsket at tage til sig. Som et tilflugtssted. En måde at modbevise de kommentarer, hun er blevet mødt med, og følelsen af konstant at skulle forklare sin seksualitet eller sit psykiske helbred:

”Måske er det på nogle måder stadig mere tabu at være psykisk syg end LGBTI+ i dag og i det mindste i Danmark – mens du aktivt kan vise din seksuelle orientering, kan ingen se på mig, at jeg er psykisk syg. Det er en kamp, vi først har startet nu, og som dem, der har været udsat for streng regulering fra den danske regering, har brug for at hæve deres stemmer omkring. Faktummet er, at folk burde være mere bevidste om, hvordan psykologer og læger, mennesker i magtpositioner, taler til patienter, og hvordan de bruger sårende ord og begrænser folks potentiale.”

At møde forudindtagede ideer om, hvordan hun skal være og opføre sig, har føltes som en lænke om benet gennem hendes liv. At være psykisk syg har betydet, at hun ikke er blevet dømt god nok til at være mor; at være lesbisk har betydet, at det gifte par har været nødt til at gå til det danske sundhedsvæsen for at skulle i betragtning til fertilitetsbehandling.

Historien er defineret af en langtrukken, udmattende kamp mod det danske system og dets opdelende tilgang til mennesker, som ikke har de psykiske og fysiske ressourcer til at kæmpe imod. Karen troede, de blot skulle gennemgå fertilitetsbehandling, men i stedet blev hun mødt med tvivl om, hvorvidt hun overhovedet kunne udfylde rollen som mor. Alt sammen på grund af dokumenter, som deres fertilitetslæge fik adgang til via Karens psykolog.

Ønsket om et barn afhang af, hvorvidt deres fertilitetslæge vidste nok om psykiske sygdomme og diagnoser, samt hvordan disse manifesterer sig. Det er derfor også vigtigt at tale om, hvordan det alt sammen handler om menneskelig vurdering og hvordan det afhænger af lægens velfunderede viden. Det er vigtigt at tale om stigmatisering af psykisk sygdom, siden parret aldrig blev informeret om, hvad der skulle ske. Statsforvaltningen talte aldrig med dem eller informerede dem om, hvad der skulle ske i deres tilfælde. En medmenneskelig behandling blev holdt uden for ligningen, og parret blev overladt til sig selv.

”Vi er nødt til at tænke over, hvordan vi behandler og snakker med mennesker – især dem, der bliver sparket mentalt, mens de allerede ligger på gulvet. Min psykolog fortalte mig en gang: I det mindste har du ikke kræft – for mig var det en ubrugelig kommentar, da jeg bare endte med at føle mig endnu værre bagefter.»

Den uheldige præmis er, at du er nødt til at være ressourcestærk for at kunne forklare at du – faktisk – er ressourcesvag i forhold til din position på arbejdsmarkedet som en borger i den moderne verden.

Lys for enden af tunnellen

Der er dog et lyspunkt i historien. Selvom Karens bog ender ubestemmeligt, når det kommer til, hvorvidt et barn undfanges eller ej, er det en lykkelig fortælling i det virkelige liv, dog ikke uden en udmattende juridisk proces. I dag har Karen og hendes kone en fem måneder gammel datter. De fik succes med at opnå deres familiedrøm. Domsafsigelsen blev anket, og parret var i stand til at omstøde statsforvaltningens bestemmelse.

Det er derfor, det er vigtigt, at vi taler med hinanden om aspekter, som stadig kan blive betragtet som tabulagte: At understrege marginaliserede stemmer i den fortsatte kamp for rettigheder og især også i forbindelse med intersektionelle identiteter inden for LGBTI+ akronymet. For at give stemme til de af os, som ikke har ressourcerne til at finde den selv.

Modtag de seneste nyheder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få organisatoriske nyheder fra Copenhagen Pride en gang om måneden