Kærlighed kender ingen grænser, og det gør allyship heller ikke

OG DET GØR ALLYSHIP HELLER IKKE

Allyship: Solidaritet med en marginaliseret gruppe, som man ikke selv hører til

Mens de fleste sociale og kulturelle fremskridt begrænses af systematisk undertrykkelse, konstant modstand og kamp, så er Allyship helt op til dig selv. Det er ikke let at være en allieret – og det er sådan set heller ikke meningen – men at tage beslutningen om at praktisere Allyship tager ikke mere end ét sekund.

Af Louise Østergaard Sørensen

Da jeg gik i folkeskole, lærte jeg, at hvis du ser nogen blive mobbet, og du vælger bare at stå til, så er det det samme som at deltage i mobningen. Hvordan kan vi formidle sådan et budskab til børn på en succesfuld måde, hvis ikke voksne mennesker opholdes til den samme standard? Hvorfor er det blevet en selvfølge, at man sagtens kan affærdige andres kamp, bare fordi man ikke selv er direkte påvirket af den? Det er essentielt at anerkende, at mangel på handling er det samme som passivt at vedligeholde undertrykkelse. Jeg er klar over, at alle har deres egne problemer at slås med, og at det at se udover dem, kan virke uoverskueligt. Men selvom du tilhører en gruppering af samfundet, der er underlagt systematisk undertrykkelse, så betyder det ikke, at du ikke kan praktisere Allyship mod andre. Hvis du selv bliver ’mobbet’ (hvis vi holder fast i førnævnte analogi), så kan du stadigvæk godt udvise solidaritet mod andre, der er udsat for mobning. Hvem ved, måske ender I med at have en solidarisk union, hvor I sammen stiller jer op imod undertrykkelse, også selvom den fjende, I står overfor, ikke bærer samme maske.

Som kvinde er jeg blevet underlagt en overflod af sexistisk, misogyn og undertrykkende adfærd, der udspringer fra institutionaliserede patriarkalske normer. Men som en ciskønnet, heteroseksuel, hvid kvinde er jeg dog nødt til at indse, at jeg er umådeligt privilegeret, og selvom jeg kæmper min egen kamp, så kan jeg på ingen måde sætte mig ind i den modstand fx LGBTI+ eller BIPOC-miljøerne har mødt. Hvad jeg kan gøre, er at anerkende mit privilegie og forsøge at bruge det i kampen mod social uretfærdighed.  

Nå. Så er den nemme del overstået. Hvad så nu? Jeg har stillet mig selv det spørgsmål et utal af gange, og det er ikke nødvendigvis et let spørgsmål at besvare. Helt ærligt, så sætter jeg ofte spørgsmålstegn ved mit Allyship, min evne til at bidrage til en kamp jeg ikke fuldstændig forstår, og, i kraft af det, tvivler jeg på mig selv. Selv det at skulle skrive denne her artikel var svært for mig. Hvordan støtter jeg op om miljøet, uden at det kommer til at handle for meget om mig selv? Hvordan uddyber jeg mine pointer uden at være belærende? Hvad bilder jeg mig i grunden ind at optage plads i det rum, når der er andre, der har mere brug for den, end jeg har?

Det at være en privilegeret allieret giver en magtposition som dem, man ønsker at støtte, ikke nødvendigvis har. Så hvis det er muligt for dig at indtage scenen og gribe mikrofonen – så gør det! Og giv så derefter rampelyset til de mennesker, der har brug for at blive set. Nogle af os er heldige nok til at være i denne her position, hvilket præcis er årsagen til, at vi bør gøre brug af den. Skam, tilbageholdenhed og ængstelighed skal lægges på hylden. Men husk at du ikke skaber dette rum på vegne af nogen – det er til dem. Pak det selvtilfredsstillende frelserkompleks væk og kom i gang.

Der er flere forskellige måder at gøre det på, hvad end det er på et personligt plan, lokalt eller globalt, så er selv den mindste handling et skridt i den rigtige retning. Kør på, og sammen vil vi langsomt, men sikkert, bevæge os fremad. Vi har alle forskellige måde at udvise solidaritet på, og den ene form for støtte er ikke nødvendigvis bedre end den anden. Det vigtigste er at gøre noget. Det at være en allieret indebærer handling – det er ikke godt nok at sige, at du er en allieret, du skal være en allieret.

Konfrontér folk i din omgangskreds. Om det er familie, venner eller kollegaer, hvis der er nogen, der udviser fordomsfuld adfærd, så sig noget. Nogle gange kan det at konfrontere en, man kender, virke mere angstprovokerende end at konfrontere en ukendt stemme eller en idiot i Facebooks kommentarspor, men det er netop en del af, hvorfor det er så vigtigt at gøre. Få de mennesker du holder af til at lytte. Mind dig selv om, at et øjebliks ubehag ikke slår et helt liv med social uretfærdighed.

Overvej at melde dig som frivillig. Hos Copenhagen Pride, for eksempel, leder vi altid efter nye frivillige, og du er aldrig i fare for at komme til at stjæle en andens job. Det kunne fx være under Pride Week, måske om lørdagen, sådan, at de frivillige, der er en del af miljøet, får mulighed for at deltage i paraden. Eller hvis du ikke føler dig komfortabel i tætbefolkede, åbne pladser, så kunne du i stedet dele Pride-events på de sociale medier, uddele magasiner eller måske tilbyde at moderere events. 

Deltag i walks, talks, stille demoer, højlydte demoer, hvad end, der er tilgængeligt for dig. Vis din støtte ved at møde op. Og husk på, at du er der for at udvise solidaritet, ikke stjæle fokus – mænd bør ikke gå forrest i en kvindemarch, ciskønnede heteroseksuelle personer skal ikke gå i front til Pride Paraden, og hvide mennesker skal ikke råbe højst til en Black Lives Matter demo. Men tilstedeværelsen og repræsentationen af flere forskellige befolkningsgrupper sender et stærkt signal til omverdenen – for at citere mesterværket High School Musical: ”We’re all in this together” (”Vi er alle sammen om det her”).

Hvis nogen i din omgangskreds er en del af en marginaliseret gruppe, så prøv at have en samtale med dem, lyt til deres historie, og spørg hvorvidt der er noget de føler, at du kan bidrage med. Og som altid – hvad end det handler om pronominer, samtykke eller spørgsmål om, hvad du kan gøre – hvis du er i tvivl, så spørg. Men husk at respektere deres grænser. Hvis de ikke har lyst til at snakke, så lad være. Lad dem om at tage initiativ til samtalen – du er ikke berettiget til at høre deres historie, og de er ikke forpligtet til at oplyse dig. Hvilket fører mig til min næste pointe:

Oplys dig selv. Det kan være udfordrende at forstå de intersektionelle aspekter af undertrykkelse, privilegie og Allyship, men det at være en allieret betyder ikke nødvendigvis, at du har en fuld forståelse for andres oplevelser. Læs artikler af, og til, personer i miljøet, følg influencers på Instagram, Facebook og Snapchat, sørg for at dit nyhedsfeed er repræsenterende og afspejler diversitet. Forhold dig kritisk til mainstream nyhedsmedier og spørg dig selv, om de sikrer synlighed for alle. Det er vidunderligt, at du gerne vil vide mere og lære mere, men den ’byrde’ det er at tilegne sig viden burde lande på dig – ikke dem, du gerne vil støtte.

Jeg kan ikke tale på andres vegne – og det bør jeg heller ikke – men jeg kan bidrage med mit eget perspektiv. Det at være allieret er ikke altid let; og det siger jeg med et vist forbehold, da jeg ikke har lyst til utilsigtet at komme til at beklage mig over, hvor ’hårdt’ det er at være allieret. Men når jeg har praktiseret Allyship og folk har sat spørgsmålstegn ved mine bevæggrunde, kaldt mig en lyseslukker og beskyldt mig for at ’ødelægge den gode stemning,’ så har det opfyldt mig af en vis mængde desperation. Og i disse øjeblikke er det fristende at dæmpe sig, ignorere undertrykkende adfærd, og forsøge blot at passe ind – fordi mit privilegie stadig tilbyder mig den luksus!
I de situationer minder jeg mig selv om en talemåde, en af mine medfeminister og jeg ofte siger til hinanden, en talemåde, der mere end én gang har drevet mig: 

”Jeg er ikke vred – jeg er fucking rasende.”

Jeg er en allieret. Og mine usikkerheder – eller andres – skal ikke stå i vejen for det. Forbliv rasende, fortsæt det gode arbejde, og vær den bedste allierede, du kan være. Dem vi støtter, fortjener intet mindre. 

Publisert