Vedtægter

Vedtægter for Copenhagen Pride

§ 1 – Foreningens navn, hjemsted og formål

Foreningens navn er Copenhagen Pride.

1.2 Foreningens hjemsted er Københavns Kommune. Foreningens postadresse besluttes af bestyrelsen.

1.3 Foreningen har til formål at virke for at påvirke lovgivning og holdninger i samfundet, nationalt og globalt til fremme for bedre vilkår for seksuelle og kønsidentitetsmæssige minoriteter, herunder ved at afvikle Copenhagen Pride Week 1 gang hvert år og andre arrangementer i overensstemmelse med foreningens formål.

1.4 Foreningen skal være medlem af EPOA (European Pride Organiser’s Association) samt Interpride (Den internationale sammenslutning af Pridearrangører) eller tilsvarende forening.

§ 2 – Organisation

2.1 Foreningen er organiseret i bestyrelse, sekretariat, fagansvarlige og arbejdsgrupper.

2.2 Sekretariat, fagansvarlige og arbejdsgrupper kan oprettes og nedlægges af bestyrelsen efter behov. 

§ 3 Medlemmer

3.1 Enhver enkelperson som har betalt kontingent til foreningen og som tilslutter sig foreningens formål, idé- samt værdigrundlag, er medlem af foreningen.

3.2 Medlemsperioden er løbende måned + 11 måneder fra indmeldelse. Kontingentet fastsættes af den ordinære generalforsamling.

3.3 Frivillige, som har arbejdet mindst 12 timer i Copenhagen Pride mellem 1. september og 31. august er kontingentfri medlemmer i de følgende 12 måneder. Opgørelsen foretages den 31. august. Frivillige, som dermed opfylder medlemskriteriet som kontingentfri meddeles dette i forbindelse med indkaldelse til generalforsamlingen. Bestyrelsen er omfattet af denne bestemmelse. Frivilligt arbejde skal registreres i et af bestyrelsen godkendt frivillighåndteringssystem.

3.4 Virksomheder og organisationer kan tegne B-medlemsskab af foreningen til et medlemskab, der beløber sig til 5 gange det til enhver tid fastsatte ordinære kontingent. B-medlemmer har ikke stemmeret på generalforsamlinger.

3.5 Et medlem, som ikke respekterer nærværende vedtægter eller beslutninger, som er vedtaget af generalforsamlingen, kan af bestyrelsen ekskluderes af foreningen. Eksklusionen kan kræves indbragt på en ekstraordinær generalforsamling. Begæring herom skal være bestyrelsen i hænde inden otte dage fra tidspunktet for meddelelsen om eksklusionen.

§ 4 – Bestyrelsen

4.1 Bestyrelsen består af 5-7 medlemmer samt to forpersoner; en politisk forperson, samt en organisatorisk forperson. Den politiske forperson vælges i ulige år direkte på generalforsamlingen for en to-årig periode, mens den organisatoriske forperson vælges i lige år direkte på generalforsamlingen for en to-årig periode.

4.2 Halvdelen af bestyrelsen er på valg hvert andet år. Bestyrelsessuppleanter vælges for 1 år af gangen.

4.2.1 Bestyrelsen konstituerer sig selv med politisk næstforperson og organisatorisk næstforperson samt kasserer. Såfremt organisationen ikke har et sekretariat, konstituerer bestyrelsen sig ligeledes med sekretær.

4.2.2 Ved frafald i bestyrelsen indtræder suppleanter indtil næste generalforsamling. Dersom der ikke findes en generalforsamlingsvalgt suppleant, er bestyrelsen selvsupplerende frem til næste ordinære generalforsamling, hvor bestyrelsespladsen skal fyldes med generalforsamlingens mandat.

4.3  Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når halvdelen af bestyrelsen er til stede, hvoraf en skal være forperson og en skal være næstforperson. Bestyrelsesbeslutninger vedtages ved simpelt flertal. Ved stemmelighed er forpersonernes stemme udslagsgivende og deres to stemmer tæller for tre ved enighed mellem forpersonerne. Såfremt forpersonerne ikke er enige, og der fortsat er stemmelighed, falder forslaget.

4.4  Bestyrelsen kan – såfremt den vurderer det nødvendigt, nedsætte ad-hoc udvalg med henblik på en konkret opgaveløsning nærmere beskrevet i et mandat i samvirke med sekretariatet, ligesom bestyrelsen kan entrere i samarbejde med andre foreninger eller virksomheder til løsning af bestyrelsens opgaver. Bestyrelsen ansætter og afskediger fagansvarlige

4.5 Bestyrelsen kan ansætte og afskedige en sekretariatschef, øvrigt personale ansættes og afskediges af sekretariatschefen, såfremt en sådanne er ansat. Bestyrelsen fastsætter i en instruks til sekretariatet de nærmere rammer for sekretariatets virksomhed ud over det, der i medfør af § 5 er fastsat for sekretariatet i form af prokura vedr. foreningens økonomiske forvaltning.

4.6 Bestyrelsen fastsætter en forretningsorden for sit virke, herunder m.h.t. bl.a.

  • nedsættelse et forretningsudvalg
  • formulering af forpersoner og næstforpersoners ansvarsområder
  • ordinær mødefrekvens og indkaldelse til ekstraordinære møder samt indhold af dagsordner og tidsfrister for indkaldelse og udsendelse af materiale m.v.
  • referatmetode samt metode for evt. offentliggørelse af referat
  • adgangen til at invitere ikke-bestyrelsesmedlemmer til at overvære dele af bestyrelsesmøder.

§ 5 – Økonomi og tegningsret

5.1 Regnskabsåret er 15. oktober – 14. oktober. Regnskabet skal gennemgås af en, på generalforsamlingen, valgt revisor.

5.2 Foreningens midler indsættes på og administreres via konti i et pengeinstitut. Bestyrelsen kan dog placere foreningens overskydende midler i investeringsforeninger efter samråd med pengeinstitut – dog ikke i højrisikoinvesteringer.

5.3 Foreningen tegnes aftalemæssigt således, af enten:

  • forpersonerne samt kassereren,
  • forpersonerne samt minimum en næstforperson
  • kassereren, en næstforperson og en forperson.

 

 5.3.1 Bestyrelsen er bemyndiget til:

  • At udpege de tegningsberettigede til jf. 5.3 i fællesskab at kunne disponere over foreningens formue samt til at tegne foreningen i økonomiske anliggender
  • At udpege et eller flere bestyrelsesmedlemmer til jf. 5.3 samt 5.4 alene eller i fællesskab at kunne disponere over foreningens midler via elektroniske bankprodukter samt til at indgå kontrakter herom.

5.4 Bestyrelsen meddeler prokura til sekretariatet m.h.t. midlernes nærmere anvendelse og disponering, idet Kassereren via sekretariatet har umiddelbar adgang til kontoposteringer som led i sammen med sekretariatet dels at holde bestyrelsen orienteret om foreningens regnskabsmæssige forhold, dels at kunne forelægge bestyrelsen forslag til beslutninger, der ikke er omfattet af den prokura, der af bestyrelsen er meddelt sekretariatet om forvaltningen af foreningens økonomiske forhold.

5.5 Foreningen hæfter kun for sine forpligtelser med den til enhver tid tilhørende formue. Der påhviler ikke foreningens medlemmer eller bestyrelsen nogen personlig hæftelse.

§ 6 – Generalforsamling

6.1 Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.

6.2 Ordinær generalforsamling holdes en gang årligt, inden udløbet af november måned og indkaldes til det af medlemmet seneste oplyste mailadresse, via egen hjemmeside, opslag på mindst ét socialt medie, hvor medlemmerne kan melde sig til at få opdateringer samt via mindst et nyhedsmedie i miljøet, senest 14 dage før afholdelse.

6.3 Indkaldelsen skal som minimum indeholde oplysninger om tid og sted, samt oplysninger om sidste frist for indsendelse af forslag – herunder forslag til dels kandidater som medlem af bestyrelsen, dels kandidater som bestyrelsessuppleanter, idet samme navne kan optræde i begge forbindelser

6.4 Forslag, der ønskes behandlet, skal tilsendes en forperson på mail eller via brevpost til foreningens adresse, så en forperson har det i hænde senest 10 dage før generalforsamlingen.

6.5 Den endelige dagsorden, samt ordlyden af indkomne forslag, skal lægges ud på foreningens hjemmeside senest 7 dage inden generalforsamlingen.

6.6 Medlemmer har kun én stemme ved valghandlinger og afstemning i øvrigt.

6.6 Ingen kan som fuldmægtig på generalforsamlingen repræsentere mere end ét medlem.

6.6.2 Adgang til at deltage i og tage ordet på generalforsamlingen samt til at stille forslag har ethvert medlem. Medlemmet kan ledsages af en professionel eller personlig rådgiver.

6.7 For at opnå stemmeret, skal gyldigt medlemsbevis eller betalingsbevis fremvises, som er dateret mindst 6 uger forud for generalforsamlingen. For at opnå stemmeret skal et medlem være myndig.

6.8 Alle beslutninger på generalforsamlingen, med undtagelse af beslutninger jvf. § 7, træffes ved almindeligt flertal. Den til enhver tid lovligt indvarslede generalforsamling er beslutningsdygtig. Kun medlemmer ifølge 3.1 og 3.3 har stemmeret.

6.9 Enhver, der er medlem, ifølge pkt. 3.1 og 3.3, er valgbar til bestyrelsen. Hvis et medlem er forhindret i at møde op til generalforsamlingen og ønsker at opstille til bestyrelsen, kan dette gøres skriftligt. Kandidaturer til bestyrelsen skal være en forperson skriftligt i hænde senest 10 dage før generalforsamlingens afholdelse. Kandidater til personvalg offentliggøres senest en uge før generalforsamlingens afholdelse på foreningens hjemmeside.

6.10 Alle personvalg, hvor der opstiller flere end der skal vælges, foregår ved skriftlig afstemning.

6.11 Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:

  1. Valg af dirigent
  2. Valg af referent
  3. Valg af stemmetællere
  4. Bestyrelsens beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år
  5. Det reviderede regnskab fremlægges
  6. Den organisatorisk tilsynsførende beretning fremlægges til orientering
  7. Fremlæggelse af budget
  8. Indkomne forslag
  9. Fastsættelse af kontingent
  10. Valg af forperson
  11. Valg af bestyrelse og bestyrelsessuppleanter
  12. Valg af organisatorisk tilsynsførende (gældende for ét år ad gangen)
  13. Valg af revisor, samt evt. revisorsuppleant. Revisorsuppleantvalg bortfalder, hvis der vælges en professionel revisor. 
  14. Eventuelt

6.12 Der føres referat over generalforsamlingen som beslutningsreferat. Referatet godkendes af dirigenten.

6.13 Ekstraordinær generalforsamling afholdes såfremt mindst 4/5 af bestyrelsen ønsker det, hvis mindst 2/5 af medlemmerne fremsætter skriftligt ønske herom eller såfremt et ekskluderet medlem har anmodet herom. Anmodning om ekstraordinær generalforsamling skal bortset fra eksklusionen angive de punkter, der ønskes behandlet.

6.14 Ekstraordinær generalforsamling indkaldes til det af medlemmet seneste oplyste mailadresse, via egen hjemmeside, opslag på mindst ét socialt medie, hvor medlemmerne kan melde sig til at få opdateringer samt via mindst et nyhedsmedie i miljøet, senest 14 dage før afholdelse. Indkaldelsen skal indeholde de punkter, der ønskes behandlet.

§ 7 – Vedtægtsændringer

7.1 Forslag om vedtægtsændringer kan kun vedtages på en generalforsamling dersom mindst 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede på generalforsamlingen stemmer for ændringerne. Opnår forslaget ikke et flertal på mindst 2/3 bland de fremmødte, men har forslaget opnået vedtagelse ved almindeligt flertal, kan forslaget behandles på en ekstraordinær generalforsamling, hvor forslaget kan vedtages ved almindeligt flertal.

7.2 Forslag til vedtægtsændringer skal være indsendt til bestyrelsen senest den 31. oktober.

§ 8 – Foreningens opløsning

8.1   Hvis foreningen besluttes nedlagt på en generalforsamling i overensstemmelse med § 7 skal dens formue hensættes i to år til foreningens mulige genoprettelse, hvorefter den skal stilles til rådighed for en humanitær organisation eller almennyttig forening efter generalforsamlingens afgørelse, som støtter formål, der er i overensstemmende med foreningens formål.

§ 9 – Ikrafttrædelse

9.1 Nærværende vedtægter er vedtaget på generalforsamlingen 11. november 2021