Vores arbejde er normkritisk og feministisk - men hvad betyder det?

FEMINISME
Feminisme er betegnelsen både for en politisk bevægelse med udspring i kampen for kvinders stemmerettigheder og en politisk ideologi, der betror sig til lighed mellem alle køn. Selvom feminismen udsprang af kvindekampen og er nået langt under dens faner, er der i nyere tid kommet mere fokus på andre minoriteters udfordringer i samfundet. Det er, hvad man kalder intersektionel feminisme: De intersektioner, der kan være mellem identiteter, og som påvirker den måde, man bliver mødt af samfundet på, fx som sort biseksuel kvinde, non-binær person med funktionsvariation, transkønnet homoseksuel mand og så videre.

Feminismen siger fra overfor traditionelt patriarkalske værdier som undertrykker individet, uanset hvilket køn de måtte være. Et aspekt er dette er forestillingen om, at kvinder er mindre værd end mænd, eller at det er bedre at være heteroseksuel end at have en LGBTQIA+ identitet. Kvinders udfordringer i samfundet er stadig et emne som kræver utvetydig opmærksomhed, men det behøver ikke være på bekostning af, at man også kan adressere de overlappende identiteter, der oplever problematikker på et lignende grundlag.

Et eksempel:  En dreng i folkeskolen bliver drillet, fordi han har valgt at tage en kjole på. Her vil feminismen sige, at vi skal gøre op med idéen om, at man kan “gøre” sit køn på en rigtig eller forkert måde og i stedet opfordre til, at man kan udtrykke sig som man vil. Det lyder måske simpelt, men vi lever i et samfund, der er dybt påvirket af traditionelle forståelser af køn, og det kræver, at man aktivt bliver opmærksom på, at ikke alle passer ned i den klassiske binære kønsforståelse. Og det er helt okay!

HVORDAN ARBEJDER VI MED FEMINISME?
I Copenhagen Pride er en del af vores feministiske arbejdspraksis bundet op på anerkendelsen af privilegieblindhed. Privilegieblindhed er, når man er blind overfor de udfordringer som andre møder pga. sin sociale og samfundsmæssige position. Det er ikke i sig selv en negativ ting, men det kan være skadeligt, da man ubevidst kan komme til at ekskludere bestemte personer eller grupper. Ved at anerkende denne blindhed, kan vi blive klogere på hinandens udfordringer og på den måde blive bedre til at hjælpe hinanden. Et eksempel på privilegieblind er, at Pride-bevægelsen flere gange, globalt set, blevet kritiseret for at fokusere udelukkende på (fortrinsvis hvide) homoseksuelle ciskønnede mænd, og glemme de andre identiteter under akronymet. Det ville for eksempel komme til syne, hvis man i al sit Pride-materiale kun havde billeder af denne ene gruppe, der kan komme til at virke som den eneste målgruppe og på den måde bidrager til, at andre ikke føler sig lige så velkomne. Det kan vi modarbejde ved aktivt at tænke kvinder, transpersoner og QTBIPOC[1] ind i vores strategier og repræsentation og ved at gøre en indsats for at fremhæve de stemmer, der ellers måtte have svært ved at blive hørt. Det gøres bedst ved at arbejde på, at de grupper eller personer, der træffer beslutninger, repræsenterer et bredt udsnit af miljøet. Man bruger sit privilegie rigtigt, når man giver mikrofonen videre til andre, i stedet for at tro, at man kan tale på vegne af dem. Det er vores ansvar som feminister!

NORMKRITIK
Normkritik er en praksis, hvor man sætter spørgsmålstegn ved normerne i en et givent samfund eller en kontekst. Normer er de ting, vi kollektivt opfatter som ”normale” eller ”bare sådan det er” og ikke stiller til diskussion i vores hverdag. En norm er ikke per definition noget negativt. I Danmark har vi en norm om, at man ”hygger” – der er ikke nogen, der ser skævt til én, hvis man vælger at bruge sin fredag aften på sofaen, under et tæppe med stearinlys og en god bog. Normer kan også være noget så simpelt som, at man tager skoene af, når man træder ind i sit hjem, altså underbevidste ting, som vi alle tager for givet.
Men normer bliver hurtigt mere komplekse, for de kan komme til at sætte regler for, hvordan man opfører sig eller ser ud uden at blive stigmatiseret. I høj grad handler det om synlighed: Den der følger normerne, skiller sig ikke ud og oplever ikke at få sat spørgsmålstegn ved sin eksistens eller levevis. Omvendt betyder det, at den der bryder med normen, pludselig skiller sig ud, bliver ekstra tydelig, og risikerer at blive mødt med undren, afvisning eller udelukkelse.

Et eksempel: For mange mennesker er det stadig en norm, at et ægteskab involverer en mand og en kvinde. En person, som har det sådan, er ikke nødvendigvis ondsindet eller homofobisk, men er blot opvokset i et samfund, hvor denne konstellation har været den overlegent mest repræsenterede. Det betyder, at hvis denne person hører en kvindelig kollega tale om sin kone, kan det muligvis få dem til at spidse ører. Og hvis det på hele arbejdspladsen er den indforståede norm, at man er gift med et andet køn, kan det pludselig føre til, at personer, der bryder med normen, kan føle sig andetgjort eller set skævt til. Det kan samtidig have en effekt på ligestilling for loven, for eksempel når ægteskab kun er tilladt mellem mand og kvinde, og derved frarøver samkønnede par visse juridiske fordele som deres heteroseksuelle modparter nyder godt af.

HVORDAN ARBEJDER VI NORMKRITISK?
En normkritisk praksis er en, der gør op med vores samfunds forventninger til, hvad der er ”almindeligt”. Vi siger gerne, at det ikke handler om at komme ud af skabet, men at bryde skabet helt ned; at gøre op med forventningerne til, hvordan man er mand eller kvinde, i et forhold, antagelsen af køn som binært, og så videre.

Det kan for eksempel gøres ved at undgå at kønne det, der ikke behøver kønnes: formand bliver således til forperson, hvilket er med til at fjerne normen om, at den person, der besidder en magtposition, er en mand. Det handler også om tilgængelighed – i vores samfund antager man det som normen, at personer kan se og høre, og derved er man ikke opmærksomme på døve eller blinde personer, som går glip af nyheder eller events, fordi de ikke bliver tænkt ind i planlægningen. Det samme gælder kørestolsbrugere, som desværre alt for ofte bliver udelukket fra deltagelse i samfundet på grund af mangel på ramper eller lifts. Vi bliver hele tiden klogere på, hvilke normer der spiller ind i vores hverdag, og en del af den normkritiske arbejdsplads er derfor at være åben og lyttende overfor andre oplevelser af verden end den, vi selv møder.

At arbejde normkritisk og feministisk er altså at være opmærksom på magtstrukturerne i samfundet og ens egen plads i dem, samtidig med at man stiller sig kritisk overfor idéen om det ”normale” og gør sig umage for at give plads til andre stemmer end den, man selv plejer at høre. Når vi arbejder på denne måde, er det for at skabe et rum, hvor der er plads til alle slags mennesker, og hvor alle har mulighed for at være med og deltage. Vi vil være med til at skabe et rummeligt samfund, hvor personer ikke udstødes eller diskrimineres, men i stedet bliver lyttet til og respekteret.

 [1] Queer and Trans Black, Indigenous, People of Colour