Den queer Fugl Fønix

Af Paulie Calderon-Cifuentes

PANDEMI I SIGTE!

Vågn op, mine med-queers. Det er tid til jeres morgenmeditation, jeres havregrød med bær, bananer og fibersupplementer, jeres daglige hudplejerutine, og så afsted til…

Vent engang… Vi er under lockdown. Er angsten begyndt at ramme? Min er. Savner du dine venner? Jeg gør. Kravler du rundt på væggene, fordi du ikke har haft et hook-up i månedsvis? Skyldig.

De tider, hvor queerpersoner samledes på Studiestræde, til undergrundsraves eller i hyggelige lejligheder omkring raklette, fondue og vin virker til at være langt væk i drømmeland.

Men jeg undrer mig over, hvorfor det har været særligt svært for queerpersoner at opleve karantænen. Jeg tænker mig tilbage til Harlem, New York, i 1920’erne, hvor ballroom-kulturen opstod, og de første huse blev grundlagt. Afroamerikanske og latinamerikanske queerpersoner skabte ballroom-scenen ud fra et behov for at have et trygt rum.

Queerpersoner, der blev smidt ud hjemmefra, forsømt af deres forældre, afvist af samfundet, fandt til ballerne et sted, hvor de kunne skinne, hvor de kunne være til. Vi samledes og skabte vores egne familier for at overkomme ensomhed, fattigdom og frygt.

I 80’erne og 90’erne var det takket været vores stærke bånd som queerpersoner, at vi overlevede vores første pandemi, HIV/AIDS. Sygdommen tog livet fra mange af vores brødre, søstre og søskende, men den tog ikke vores frihed, vores styrke og vores stolthed. Vi rejste os som en fabelagtig Fønix, der spredte sine fjer af håb og modstandskraft.

Så når vi tvinges til at holde afstand til hinanden, risikerer vi at blive syge, svage og deprimerende. Men lad mig minde jer om noget: Der er ingen familiebånd, der er stærkere end vores. Vi er den familie, vi vælger.

En ny generations udfordringer

Tidligere generationer betalte med blod, sved og tårer for friheden til at udleve vores seksualiteter og identiteter. Og selv når vi skændes, vælger jeg at tro på, at vi har udviklet os til at bakke op om hinanden, uanset hvilket af akronymets bogstaver, vi repræsenterer.

Nogen vil måske sige, at der ikke findes et samlet LGBTI+ miljø, og måske vil de have stærke argumenter til at understøtte det. Men da jeg blev slået ned og voldtaget i 2016 for at være en naiv ung person med en flydende kønsidentitet i centrum af København, husker jeg den ubetingede støtte, jeg fik, fra det lesbiske par, der praktisk talt reddede mit liv. Jeg kan huske at være omgivet af homoseksuelle mænd, hver gang jeg var nødt til at gå til politiet eller til lægen, eller var rædselsslagen og søvnløs. Jeg kan huske, hvordan andre transpersoner mobiliserede sig for at få folketingspolitikerne og politiet til at gøre deres arbejde og dømme den skyldige.

Så når situationen kræver det, tror jeg på, at vi kan bakke op om og passe på hinanden. Er der stadig plads til, at de mere privilegerede iblandt os kan være mere selvkritiske? Helt sikkert. Queerpersoner må tænke selvkritisk mere end nogensinde før, fra race til køn, fra klasse til kapabilitet, og hæve os over vores fordomme for at skabe et stærkere miljø og beskytte den frihed, vores forforældre har opnået for os.

Pandemien skal ikke skille os ad, men jeg vil gerne lave et opråb i dag, fordi den repræsenterer en trussel imod vores livsstil. Vi må ikke give systemet lov til at slette os igen.

Ungarn har vedtaget en lov, der sætter en stopper for anerkendelsen af transkønnede identiteter. I Uganda hører man om en stigende homofobisk og transfobisk retorik. Latinamerikanske lande, som Colombia, har implementeret lockdown-strategier baseret på køn, hvilket har resulteret i chikane af transkønnede personer i gadebilledet, fra andre borgere eller fra politiet. Og i kraft af det store pres på sundhedssystemet, bliver LGBTI+ personer underprioriteret, fra HIV-behandling og test til kønsbekræftende behandlinger.

Jeg har en stærk tiltro til, at vi ved at forene vores miljø, som vi har gjort det flere gange før, vil være i stand til at bremse et udbrud af queerfobi. Vi har arvet en mere sikker version af verdenen for vores miljø, og derfor har vi ansvar for at fortsætte kampen uden at tage et eneste skridt tilbage. VI SKYLDER HINANDEN AT STÅ SAMMEN. Og jeg mener, at vi ikke blot bør stå sammen for vores miljø, men for enhver person, der har behov for det.

Hvad vi skylder hinanden

Men i hvilken grad har queerpersoner et ansvar overfor en verden, der har forsøgt at udrydde dem gang på gang?

Den tyske filosof Immanuel Kant foreslår i sin doktrin ”transcendental idealisme”, at værdiprincipper nødvendigvis må være universelle. Tænk for eksempel på, at hvis du ikke ønsker, at andre skal slå dig ihjel, må du afholde dig fra at slå andre ihjel. Det er en anden måde at sige, gør ikke mod andre, som du ikke ønsker, at de gør mod dig.

Dette betyder dog ikke, at vi bør bakke op om hinanden. Transcendental idealisme begrænser Kant i at beskrive varierende grader af medmenneskeligt ansvar, fordi den ikke etablerer en kontrakt imellem samfundets medlemmer. For Kant handler personer i sidste ende ud fra enten behov eller komplet frihed. De tager ikke andres behov til overvejelse.

Thomas Scanlon tager Kants præmis om universelle principper og værdier og videreudvikler dem til en ny moralfilosofisk teori kaldet kontraktualisme, hvor det moralske kompas baserer sig på ”hvad vi skylder hinanden”. Som en reference kan du se det amerikanske tv-show The Good Place. Ifølge Scanlon skylder vi hinanden IKKE AT GØRE HINANDEN ONDT. Under en pandemi vil den simple handling at blive hjemme være en måde at udvise moral på. Det til trods for, at vi som pattedyr – flokdyr, som vi er – har et stort behov for social interaktion. Så hvordan finder vi den perfekte ligevægt imellem at være afhængige af hinanden og vores egen uafhængighed? Hvordan når vi hen til en formular for, hvordan vi ikke gør skade på andre, mens vi samtidig tilgodeser vores basale menneskelige behov?

Jeg tror, at svaret findes i smerte. Som medlemmer af et miljø, der altid er blevet forsømt, misbrugt og forladt af systemet, kunne queerpersoner vælge at vende verdenen ryggen, eller vi kunne bruge vores erfaringer fra fortiden og blive beskyttere af de mest sårbare medlemmer af vores samfund i dag. Hvis vi bruger smerten i vores historier til at opmuntre til empati, kan vi transformere vores lidelse til medmenneskelighed.

Queer op!

For at overleve pandemien og årtiets kommende katastrofer (jeg kigger i din retning, klimaforandringer), er det intet under, at vi er nødt til at gentænke samfundet, som det ser ud nu. Fra vores økonomiske system til den hvide, cis- og heteronormative, misogyne og chauvinistiske kultur er vi nødt til at udvikle en kultur, der bærer dyb empati, medmenneskelighed og solidaritet mod vores menneskelige og naturlige ressourcer, Kun på den måde kan vi overleve det økonomiske og etiske sammenbrud, som vil blive forsaget af COVID-19 og klimaforandringer.

Hvis man tænker over det, er det som om at vi – queerpersoner – har optrænet os igennem det sidste århundrede til at være de feer, der spreder kærlighedens og håbets tryllestøv. Det er endnu engang på tide, at vi hæver os over vores menneskelige natur, og jeg tror oprigtigt på, at det denne gang er queerpersoner, der skal lede transformationen.

Queer jer op folk, queer jer op.  

Modtag de seneste nyheder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få organisatoriske nyheder fra Copenhagen Pride en gang om måneden