Fra Mexico til London: En latinamerikansk transaktivists refleksioner over sin barndom

Af Laura Valentina Cortés Sierra

Trigger warning: Denne artikel omtaler vold imod transpersoner

Candance eller Candy Chávez er en mexicansk aktivist, der kæmper for transkønnede kvinders rettigheder og har gjort det i over seks år. Hun kommer fra Jalisco, Guadalajara, hvor det anslås, at 12 til 15 transkvinder hvert år bliver myrdet.

Candy har modtaget trusler og oplevet fysisk vold, hvilket til slut førte til hendes beslutning om at forlade Mexico. Hun blev nødt til at sætte sit aktivistiske arbejde med at dokumentere vold mod transkvinder på pause – et arbejde hun ellers foretog i samarbejde med organisationen Latin American and Caribbean Network of Trans People (RED LACTRANS): ”Jeg fik trusler fra flere magtfulde personer, og jeg ville helst forlade landet, før jeg selv eller min familie blev yderligere udsat.”

Hun flyttede til London i søgen efter nye muligheder, og der blev hun igen involveret i aktivisme. Som hun siger, er Latinamerika et farligt område for transkvinder. Med sin selvsikre stemme, fremlægger hun de grusomme resultater af hendes research: Den anslåede levetid for en transkønnet kvinde i Latinamerika eller mellem 35 og 41 år. ”De fleste af os dør som resultat af vold, dårlig kirurgi eller mangelfuld lægebehandling.” Hendes ansigt bliver stift, mens hun remser tallene op. ”I de sidste fem år er næsten 300 transkvinder blevet myrdet i Mexico, mindst én om ugen.”

I dette interview åbner Candy et vindue ind til hendes barn- og ungdom. Ud fra både hendes erfaringer og hendes holdninger fremhæver hun nogle af de udfordringer, transkønnede børn oplever i Latinamerika.

Hvad er din opfattelse af transkønnede børns opvækst, og hvordan spiller medierne en rolle?
Jeg vidste, at jeg var en kvinde, da jeg var fem år gammel. Når vi taler om transkønnede børns opvækst, taler vi også om anerkendelsen af børns rettigheder. Om børn, der ikke føler sig komfortable med det køn, samfundet ønsker at pådutte dem. Om børn, der burde have lov til at anerkende deres eget køn. At tale om transkønnede børns opvækst er vigtigt. Medierne taler ikke om det. De ekskluderer og stigmatiserer ved at sige, at vi ønsker at pålægge børn en kønsideologi. Vi er ikke en ideologi, vi er ikke en idé, vi er en identitet. Jeg mener, at medierne bør gå til emnet transkønnethed med mere respekt og prøve at tale ud fra personer i transmiljøets egne erfaringer. De bør understrege, at vi ikke er syge, vi er anderledes; men der er ikke noget i vejen med os, som vi er.

Igennem en stor del af min barndom og ungdom i Mexico levede jeg med angsten ved ikke at identificere mig med den person, jeg var, og led under ikke at vide, hvad der foregik. Samfundet fortalte mig, at jeg ville ende på et psykiatrisk hospital, og at det at være transkønnet var en psykisk sygdom. Du begynder at leve i frygt. Hvis vi gør transpersoner synlige, kan vi få de nye generationer til at forstå, at det er helt normalt. Hvis vi underviser børn med andet end billeder af overfald og vold, og i stedet fokuserer på respekt, omsorg og selvforståelse, så kommer vi til at opdrage glade børn uden fordomme. Vold er noget, vi lærer; diskrimination og stigmatisering er noget, vi lærer. Vi fødes ikke med de fordomme, vi lærer dem.

Hvad kan forældre eller værger gøre for at skabe en så tryg barndom som muligt?

Som forælder bør du lave din research. Hvis du selv mistænker det, eller din børn på et tidspunkt lader dig vide, at de føler sig som et andet køn end deres tildelte, så lad være med at dømme dem. Børn gør ikke ting for at blive dømt. De forstår oftest ikke, at de bliver dømt. De forstår godt selv, hvordan de føler. Før du gør en skandale ud af det, så undersøg tingene. Giv dit barn roen ved at vide, at de kan regne med dig. Vær undersøgende og tal om tingene. Hvis du gerne vil se en terapeut, så gør det. Led efter en specialist, der kan støtte dig, men ikke en til børnene, de har det fint, for de ved, hvad de vil. Den, som skal forstå processen, er dig. Derefter kan det være, at barnet ønsker kønsbekræftende behandling, og så er din opgave at støtte dem igennem en transition, der på den måde bliver mindre smertefuld og mere bekræftende. Selv som en forælder uden LGBTI+ børn, er det vigtigt at du lærer om disse emner, fx gennem de organisationer, der arbejder på området.

Hvad mener du om kønsstereotyper?

Det er virkelig skadeligt at tildele objekter eller farver et køn ud fra stereotyper. En transkønnet pige kan sagtens være interesseret i biler, det er der ikke noget i vejen med. At en pige leger med biler eller en dreng leger med dukker har intet at gøre med kønsidentitet eller seksuel orientering. Det er falske associationer, som vi skaber, og de er stadig virkelig fremherskende i Latinamerika. Når vi stopper med at gennemtvinge de associationer, vil vi lade børn frit udvikle deres egenskaber og udforske deres interesser.

Hvad er dit budskab til transkønnede børn?

Vi er nødt til at finde en måde, hvorpå vi kan lade dem vide, at vi findes, og at det voksne transmiljø arbejder for inklusionen af transkønnede børn, så de en dag kan føle sig godt tilpas i denne verden. For der er intet værre end at leve igennem en barndom eller ungdom, hvor du tvinges ned i en kasse, du ikke passer ind i, uden at du kan være den, du er, på grund af frygt for at blive angrebet. Det siger jeg ud fra personlig erfaring.

Hvorfor et liv som aktivist?

Jeg blev aktivist efter første gang, jeg havde søgt arbejde som transkønnet kvinde. De fortalte mig, at det eneste job, jeg ville kunne få, ville være at sælge min krop på hjørnet. Jeg forstod, at på samme måde, som det skete for mig, skete det for mange andre – mange transkvinder blev frataget deres rettigheder. Så var det som om, noget vågnede i mig, en følelse der råbte: ”jeg vil gøre noget for andre.” Jeg ønsker ikke at tale ud fra min egen privilegerede position. Jeg har en god familie, og jeg har ikke været tvunget ud i sexarbejde og de ting, transkvinder ofte bliver involveret i, fordi de bliver forsømt, stigmatiseret, fysisk og psykisk angrebet eller efterladt af den sociale verden. Jeg har haft det held, der har været mange andre forundt. Jeg kender til risiciene, jeg ved, at jeg på et tidspunkt måske bliver nødt til at være lidt mere kontrolleret, men jeg kommer aldrig til at holde op.

Publicerad den