Illusionen af inklusion: Bøssevennen

Foto: Unsplash

Af Jens Ulvedahl

LGBTI+ personer har gennem film- og tv-historien været repræsenteret på mange stereotypiske og problematiske måder, og en af de figurer, der opstod op igennem 90’erne, er bøssevennen. Ofte set som en ciskønnet feminin homoseksuel mand, der agerer sidekick for den kvindelig protagonist. Figuren er med rette blevet kritiseret for at skære alle homoseksuelle mænd over én kam, men hvad er det figuren lærer seeren?

Et klassisk eksempel på en bøsseven finder vi i Sex and the City, hvor både Charlotte og Carrie har hver deres homoseksuelle sidekick. Fælles for dem begge er, at de omfavner feminine stereotyper; de elsker mode og at sladre – især om mænd. De er figurer, som protagonisterne kan dele deres følelser med, da de forstår dem på en måde som cishet mænd ikke kan. Derfor er sætninger såsom: Hvis bare alle mænd var ligesom dig eller Hvis bare du var hetero, ikke unormalt i relationen mellem protagonisten og bøssevennen. I Sex and the City går Carrie endda så langt at kalde sin bøsseven, Stanford, for sin gay husband. Det er altså især denne forbindelse mellem bøssevennen og en kvinde, der er med til at betegne figuren: De kan være tætte venner fordi han er bøsse.

Det er lige netop dette, der er problemet: Personens seksualitet bliver et grundlag for et venskab, ikke personen i sig selv. Dette kan blive problematisk, når personer tager denne logik med ud i virkeligheden, da de bøsser de møder altså ikke bare er deres seksualitet, men faktisk er hele mennesker. Jeg ved fra egen erfaring, hvordan det føles at få spørgsmålet, vil du være min bøsseven? Det føles ekskluderende og fremmedgørende, fordi man som person bliver kogt ned til éns seksualitet, og det endda fremføres som hovedargumentet for at venskabet skal opstå. Det handler ikke nødvendigvis om, at den der stiller spørgsmålet vil være ekskluderende, men i højere grad hvordan medierne lærer folk, hvordan man skal behandle bøsser.

Det er dog ikke figuren på TV eller i en film i sig selv, der skaber disse formodninger om homoseksuelle mænd. Det er i stedet et TV- og filmlandskab, der hovedsageligt viser den homoseksuelle mand på den måde. Det inkluderer ikke alle de forskellige måder, man kan være en homoseksuel mand på. Jeg ved, at der er mange, der kan se sig selv i en karakter som Stanford i Sex and the City eller Titus i Unbreakable Kimmy Schmidt, men der er også mange, der ikke gør. Derfor er det så vigtigt, at der i medier i dag vises et langt mere nuanceret billede af homoseksuelle mænd og queer personer generelt. Fra den seksuelt frigjorte og manipulerende Connor Walsh i How to Get Away with Murder, til den helt normale teenager Jeppe i Rita, til husfædrene Cam og Mitchell fra Modern Family. Hvis vi har et medielandskab, der hylder alle de forskellige slags mennesker som man kan være, så bliver popkultur generelt mere inkluderende, hvilket kan være med til, at man ikke længere møder spørgsmålet, vil du være min bøsseven? Eller måske begynder man at møde det på en ny måde, hvor folk i stedet siger det som en joke for at understrege, hvor absurd et koncept det er.

Figuren bøsseven er altså i dag et sammenkog af et utal af forskellige portrætteringer af homoseksuelle mænd. Det peger hen på, at vi måske i stedet for at skulle kategorisere dem under en paraply, skulle begynde at kategorisere dem som det de er: Forskellige mennesker med forskellige liv. Tiden hvor en karakter bliver defineret af sin seksualitet er forbi. Vi ønsker et medielandskab, hvor queer karakterer ikke kun er defineret af det at være queer, men af det at være et flerfacetteret menneske. Et menneske som virkelige mennesker kan se sig selv i, og får dig til at føle dig inkluderet.

Et tip: Hvis du gerne vil vide, hvordan inkluderende karakterer kan se ud, så skal du bare se et par afsnit af serien Euphoria.

Modtag de seneste nyheder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få organisatoriske nyheder fra Copenhagen Pride en gang om måneden