Jobopslag: Copenhagen Pride søger sekretariatschef

Copenhagen Pride er efter en velafviklet WorldPride på vej ind i en ny fase, hvor vi sammen med frivillige og medarbejdere skal bygge videre på de erfaringer og visioner, som blev søsat i 2021 og i årene før da. Derfor søger vi en ny sekretariatschef, der som en blæksprutte kan samle alle tråde og på en grundig og professionel måde kan sikre, at vi også fremover står stærkt i bevidstheden hos deltagere, samarbejdspartnere og i almenbefolkningen, når det gælder menneskerettigheder, kultur og kommunikation for og med LGBTI+ personer.

Copenhagen Prides sekretariat ligger i hjertet af København, lige om hjørnet fra Rådhuspladsen. Som sekretariatschef i Copenhagen Pride vil du skulle arbejde med alt fra menneskerettigheder og kulturarrangementer, til administrative forhold, bestyrelses- og frivilligbetjening og partnerrelationer. Da vi er et lille sekretariat, kan du også forvente selv at skulle lave kaffe, rydde op i køkkenet når det trænger, og gå i kælderen efter merchandise eller andet.

Dine hovedopgaver:

  • Du har det overordnede ansvar for Copenhagen Prides sekretariat, som udover dig selv består af 2 dygtige medarbejdere. Du vil have ansvar for at understøtte medarbejdernes udvikling og trivsel.
  • I samarbejde med den organisatoriske forperson, den politiske forperson og den øvrige bestyrelse vil det være din opgave at få Copenhagen Prides visioner udfoldet og eksekveret sammen med dine medarbejdere og frivillige i Copenhagen Pride.
  • Du sikrer i dagligdagen at sekretariatet fungerer og vi overholder vigtige deadlines, ligesom du har fokus på effektivisering af Copenhagen Prides processer og arbejdsgange. En vigtig del af dit job er derudover bestyrelsesbetjening og sekretariatsbetjening af Copenhagen Prides fagansvarlige, samt administrative forhold.
  • Du er central i planlægningen af Copenhagen Prides løbende events, partner- og netværkevents, og i særdeleshed Copenhagen Pride Week, sammen med nøglefrivillige og bestyrelse.
  • Du kan derudover også forvente at skulle løse kommunikationsopgaver i samarbejde med Copenhagen Prides kommunikationsmedarbejder, herunder assistance til den politiske forperson i forhold til kommunikationsrådgivning og udarbejdelse af eksempelvis pressemeddelelser.

Dine kvalifikationer:

  • Du har relevant uddannelsesmæssig baggrund og gerne erfaring fra en lignende stilling.
  • Du har kendskabet og lysten til at arbejde med frivillige og trives med at samarbejde med mange forskellige personer.
  • Du er en dygtig netværker, som formår at opbygge tillidsfulde relationer til dine samarbejdspartnere.
  • Du har erfaring med budgetter og regnskaber på projektniveau og gerne kendskab til rapportering til offentlige myndigheder. 
  • Du er en strategisk tænkende person, som forstår at understøtte Copenhagen Prides bestyrelse og fagansvarlige med relevant inspiration og faglige indspark. Eventerfaring er en fordel.
  • Du er en tydelig og inkluderende leder, som kan give relevant sparring til de øvrige ansatte og fagansvarlige. 
  • Du har gerne kendskab til en eller flere af Copenhagen Prides målgrupper. 

Ansøgningsfrist og ansøgningsprocedure

Hvis du vil vide mere om organisationen, kan du læse mere om os på www.copenhagenpride.dk. Send os din ansøgning snarest muligt og senest d. 18. marts med en kort beskrivelse af, hvem du er, din motivation for at søge jobbet og dit CV til [email protected]. Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte den organisatoriske forperson, Benjamin Hansen på [email protected] eller 42414011. Vi afholder første runde af samtaler i uge 12. Stillingen ønskes besat hurtigst muligt.

Stillingen er en fuldtidsstilling på 37 timer om ugen, og der forventes en vis fleksibilitet, da vi hovedsageligt er en frivilligbaseret organisation, hvormed aftenmøder og weekendarbejde vil forekomme. Du skal desuden forvente, at arbejdsbyrden vil stige tæt på afviklingen af Copenhagen Pride Week hvert år i august. Copenhagen Pride er ikke lønførende, men en mindre NGO med en sag vi brænder for, samt en inspirerende organisationskultur i udvikling. Arbejdsadressen er Farvergade 2, hvor også LGBT Asylum har arbejdsplads.

Copenhagen Pride arbejder for at skabe størst mulig rummelighed og plads til forskellighed. Derfor opfordres alle kvalificerede kandidater til at søge – uanset etnisk baggrund, køn, kønsidentitet, kønskarakteristika, seksuel orientering, mental og fysisk kapabilitet, religion eller alder.

Vi glæder os til at læse din ansøgning.

Om Copenhagen Pride

Copenhagen Pride organiserer aktiviteter og events for og med LGBTQIA+ miljøet, og deltager aktivt i sammenhænge, der kan være med til at skabe synlighed, forståelse og konkrete resultater. Copenhagen Prides vision er at skabe en verden, hvor enhver kan elske og leve – frit og i tryghed.

Copenhagen Pride er en lyttende, normkritisk organisation med inklusion som kerneværdi. I disse værdier ligger der en klar forventning om, at de der vælger at deltage i Copenhagen Prides aktiviteter, hylder retten til forskellighed, er med til at skabe rummelighed og bakker op om en inklusions-dagsorden. Vi er politisk engagerede og aktivt med til at præge både holdninger og debat i samfundet. Copenhagen Prides flagskib er den årlige Copenhagen Pride Week i august, som er en mangfoldig menneskerettighedsfestival med trygge rum og rammer, hvor mennesker kan udtrykke sig frit, og hvor vi fejrer LGBTQIA+ miljøet og fester på en seriøs baggrund. Copenhagen Pride er partipolitisk uafhængige.

Modtag de seneste nyheder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få organisatoriske nyheder fra Copenhagen Pride en gang om måneden