Copenhagen Pride sender støtte til ukrainske aktivister

Ruslands invasion af Ukraine efterlader alle LGBTI+ personer i Ukraine i en humanitær krise i et omfang, vi ikke har set i årtier. Præsident Putins had til LGBTI+ personer er velkendt og veldokumenteret, og vi skal nu vise, at vi står i solidaritet og med kærlighed til vores LGBTI+ familie i Ukraine.

Lørdag den 26. februar arrangerede Copenhagen Pride sammen med European Pride Organisers Association (EPOA) en solidaritetsmanifestation uden for den ukrainske ambassade i København. Her viste vi vores støtte og opfordrede alle nationer, der respekterer menneskerettigheder, til at tilbyde sikkerhed og husly til LGBTI+ personer, der flygter fra Ukraine. Vi opfordrer også fortsat den danske regering til at sikre, at LGBTI+ flygtninge bliver budt velkommen her.

Bestyrelsesmedlem i EPOA, Steve Taylor, var til stede og sagde blandt andet:

”LGBTI+ personer er i overhængende fare, hvis Rusland vinder denne kamp. Vi er i kontakt med vores kollegaer i Kiev og Kharkiv, og i morges fik jeg følgende besked fra en af dem: ’Mens jeg skriver dette, kan jeg høre skud og eksplosioner. Det er svært at arbejde, svært selv at træffe en simpel beslutning. Mange er flygtet, andre søger tilflugt i deres nærområde. I øjeblikket prøver vi at orientere os og tænke på os selv, vores familie og vores miljø.’”

EPOA har startet en indsamling, der går direkte til Kyiv Pride og Kharkiv Pride, som yder støtte til det ukrainske LGBTI+ miljø med blandt andet psykologisk hjælp, tøj og medicin.

Copenhagen Pride ønsker også at støtte op, og vi har bidraget til indsamlingen med 50.000 kroner fra vores solidaritetsmidler. Desuden benyttede vi i lørdags vores Winter Pride Afterparty til at indsamle donationer, og det førte til, at yderligere 3.000 kroner blev samlet ind via MobilePay. 

Det er stadig muligt at støtte EPOAS indsamling via dette link, eller du kan overføre til Copenhagen Prides MobilePay: 95514. Pengene går ubeskåret til Kyiv Pride og Kharkiv Pride.

“Der er mennesker her i verden, som ønsker at skabe krig frem for fred.  Vi står her i dag for at vise dem, at os, der støtter freden, altid vil være stærkest. Når de skaber splittelse, kalder vi på sammenhold. Når de spreder had, rækker vi ud med medmenneskelighed. Der er mennesker både i Rusland og Ukraine, som ville have stået her med os i dag – hvis man er for fred, er man med os,” sagde Copenhagen Prides politiske forperson Lars Henriksen til støttemanifestationen.

Mange organisationer gør lige nu alt, hvad de kan, for at hjælpe. Du kan donere til LGBT+ Danmarks indsamling til ukrainske LGBTI+ personer her og læse mere om LGBT Asylums tiltag for ukrainske LGBTI+ flygtninge herEn stor tak går også til vores samarbejdspartner SLM Danmark, som har støttet EPOAs indsamling med €1.000.

Modtag de seneste nyheder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få organisatoriske nyheder fra Copenhagen Pride en gang om måneden