Den forkerte krop

Foto: Pil Rosted

Af Charlie Hanghøj 

“At være født i en forkert krop” er den betegnelse, mange forsimplet bruger om transpersoner. For at den bredere befolkning skal kunne forstå forholdet mellem identitet og krop, gør man komplicerede kønsidentitetsforhold til en simpel ligning med to enkle facit: en rigtig og en forkert. 

Da jeg sprang ud, vidste jeg, at min kønsidentitet ville blive opfattet som en provokation. Det skaber en bestemt form for opmærksomhed, når man i en sådan grad bryder med det normative, og den opmærksomhed var, for mig, ikke positiv. 

Jeg kan i bund og grund ikke gøre for, eller ændre det faktum, at jeg er transkønnet. Men flere i min omgangskreds valgte at erklære sig selv “uenige”, som var det et valg, jeg havde truffet. For mig blev det at være transkønnet en dealbreaker, og jeg brugte unødigt mange tårer og timer på at affinde mig med, at jeg mistede bekendte, venner og familie i processen. 

 

Clickbait og synsninger

Vi har som transpersoner gennem flere år måtte kæmpe hårdt for vores rettigheder, og vi kæmper stadig. Kampen bliver ofte taget i den politiske offentlige arena – for at ny lovgivning og retningslinjer skal vedtages, må debatten tages i plenum. 

Dette skaber rammerne om den debat vi har i dag; baseret på clickbait og falske nyheder, er den største kamp at få den fornuftige stemme indført. Men med et kor af ciskønnedes stillingstagen, sensationsnyheder og massivt mediefokus, er det svært at bryde igennem muren. I stedet for at lytte til dem det handler om, bliver fokusset lagt på synsninger frem for fakta og statistik. 

Jeg gik i 2018 offentligt ind i debatten om køn, med et interview omkring kønsneutrale toiletter på ungdomsuddannelser. Berlingske lagde artiklen ud på Facebook, og med et kommentarspor, der ikke blev monitoreret eller modereret, blev tonen hurtigt enormt ubehagelig. Debatten gik fra at handle om kønsforhold og brug af toiletter til en debat om min personlige kønsidentitet og en vurdering af dens ægthed. Dette er efterhånden normen, men jeg var ikke klædt på til denne rolle, og jeg tog kritikken til mig. I lang tid brugte jeg andres ord til at fylde mit eget selvhad.

Efter erfaringsudvekslinger med andre offentlige queers betyder det mindre, hvad alle folk mener; nu bruger jeg kommentarerne som et halv-komisk indslag;

“Dreng – hvorfor optræder han så med neglelak. Virker useriøst på mig når han påstår at hun/han er en dreng.” 

Kommentaren kommer fra en kvinde, der har set mig i nyhederne og derefter har fabrikeret en holdning – det er et klassisk eksempel på, hvordan man altid kan udtale sig om noget, man dybest set ikke ved noget om. 

 

Den hemmelige tilværelse

Den offentlige debat og den politiske arena er ofte ikke stedet at søge, hvis man vil have brugbar info og fakta omkring transkønnede. Det ligger et helt andet sted; der findes et kæmpe støttenetværk i diverse hemmelige Facebookgrupper, hvor man skal kende nogle i gruppen for at blive optaget. Her er jeg også selv aktiv og hjælper andre, som står eller har stået i lignende situationer. 

Vi har været nødsaget til at skabe en subkultur, hvor transkønnede kan kommunikere sammen og få svar og høre andres erfaringer. Vi har skabt et trygt rum, hvor reelle problematikker og dilemmaer bliver taget op. 

Jeg ville ønske at fora som disse ikke behøvedes at være hemmelige, men grunden er desværre endnu engang et udtryk for en negativ diskurs; mange oplever ekstrem negativt backlash, hvis man bliver opdaget i at være medlem i sådanne grupper, eller der kan være personlige forhold, som gør det umuligt at være offentligt medlem. 

 

Hadet indefra

Debatten om transpersoner har eksisteret længe og den er hård. Vi er vant til hadet udefra – men udviklingen og størrelsen af hadet indefra miljøet er bekymrende.

I de seneste par år har vi set flere grupper, både nationalt og internationalt, opstå og få markante stemmer inden for miljøet. Gruppernes budskaber er enkle: Hvis du har en kønsidentitet, der ikke stemmer overens med den ciskønnede forestilling, er den forkert. Med en tilgang til debatten, der nærmest kan kategoriseres som Trump-agtig, går de ‘unwoke’ forrest i kampen for at modarbejde transkønnede mennesker – med særligt fokus på børn og unge.

En ting er at blive hadet af den heteronormative majoritet, men når hadet opstår internt, bliver det på en anden måde farligt.

Man begynder at træde forsigtigt i det miljø, man i virkeligheden skulle kunne bevæge sig frit i. De trygge rum bliver mindre, og frygten for hadet bliver kun større. 

 

Er forskelligt forkert?

Kampen har uden tvivl skiftet karakter over de sidste 10 år. Den belastning, man som transperson oplever, synes kun større for hver gang, debatten bliver taget op. 

Transpersoner bliver malet som ‘forkerte’ mennesker – og dette gælder ikke længere kun hos majoriteten, men har også fået sin plads internt i miljøet. Personer der er ‘født i den forkerte krop’ bliver nedgjort, selvom kompleksiteten er så meget større end som så.  

Kønsforhold er ikke enkelt, og transpersoner er ikke ens.

Der er ikke en ‘rigtig’ og ‘forkert’ måde at være menneske med en krop på. Det, at vi bruger forsimplede fortællinger for at gøre det mere tåleligt og forståeligt for majoriteten, er en tendens, som jeg er færdig med.

At vi internt i miljøet også skal kæmpe mod hinanden, er noget jeg stiller mig uforstående overfor. Det er så sørgeligt, når folk internt i miljøet prøver at skubbe hinanden ud i en misforstået diskurs om at én gruppes rettigheder kompromitterer andres rettigheder. 

 

Kampen i dag

Kampen skal tages; vi skal ikke stå og kigge på, at vores kære bliver nægtet adgang til rettigheder. Vi har brug for hjælp, og vi vil ikke kæmpe denne kamp alene:

Hjælp os, transkønnet eller ej; 

Tag den svære samtale. 

Kræv af de forskellige LGBTI+ organisationer, at der skal være en nultolerance over for transfobi. 

Giv T’et sin plads, når vi taler om LGBTI+. 

Fortæl din transkønnede ven, partner eller familie om denne artikel – få dem ind i Facebookgrupperne. 

Undersøg og uddan dig selv, gå efter fakta frem for overskrifter og sensationer. 

Den diskurs, vi ser lige nu, sætter to poler op: En rigtig og en forkert rettighedskamp. Kampen for at gøre op med de modpoler og forstå, at transpersoners rettigheder ikke tager noget væk fra andre, er hvad jeg vil kalde for en rigtig kamp.

INFOBOKS

Blå bog: Charlie Hanghøj (han/ham)

23 år, bosat i København.

Charlie identificerer sig som transkønnet mand. Han er debattør og skribent og er en af stemmerne i den offentlige debat, når det drejer sig om transpersoner. Derudover har han bl.a. en rolle som Community Ambassadør i AIDS-Fondet, og som aktivist i FSTB (Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn).

Til hverdag er Charlie selvstændig, hvor han arbejder med sejlads og terapi.

Modtag de seneste nyheder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få organisatoriske nyheder fra Copenhagen Pride en gang om måneden