Det fulde program for Pride 2023 er ude nu

Foto: Rikke Høyen

Større og modigere end nogensinde: Copenhagen Pride inviterer jer alle til #ComeTogether i august

Mere end 160 events og koncerter, herunder den ikoniske Drag Night, en mini convention, kunstudstilling, børneområde og selvfølgelig Pride Parade – det er bare noget af det, du kan se frem til, når Skandinaviens største gratis Pride-event farver København i alle regnbuens farver den 12.-20. august under temaet Come Together. 

I dag offentliggør Copenhagen Pride det fulde, ambitiøse program for dette års største LGBTI+ event. Med udgangspunkt i temaet er der lagt vægt på at skabe rum til at mødes, både for at lytte og lære, men også for at opleve glæde og frihed til at udtrykke sig som queer-personer – i solidaritet med hinanden. 

“Come Together-temaet rummer i høj grad et væsentligt politisk budskab,” siger Lars Henriksen, politisk forperson for Copenhagen Pride. “Vi lever i en tid, hvor stærke kræfter forsøger at skille vores fællesskab ad – og vi ved fra historien, at vi er stærkest, når vi står sammen, så det er afgørende, at vi modstår splittelsens fortællinger og i stedet nærmer os hinanden med venskab og nysgerrighed.”

Dette års menneskerettighedsprogram giver rig mulighed for at gøre netop det med en række foredrag, paneldebatter og sociale arrangementer som den populære venskabsdating og silent disco. Blandt emnerne vil være den seneste modreaktion mod drag-performere, online trolling, og hvordan vi kan støtte Pride-arrangører, der arbejder i fjendtlige miljøer. Vi har inviteret en række internationale gæster til at deltage, og der vil være kunstnere og aktivister fra Uganda, Ghana, Ungarn, Georgien, Letland og Frankrig.

Kulturprogrammet vil ligeledes byde på kunstnere fra både ind- og udland. Gør dig klar til at grine med komikeren Anshita Koul, nyde løjerne fra Les Ballets Trockadero de Monte Carlo og blive rørt af Tomas Lagermand Lundmes barske historie om at blive slået ned og rejse sig igen i ‘Kærlig Hilsen Hadet’ – blandt mange andre oplevelser. Du kan også nyde et varieret filmprogram i Grand Teateret, med alt fra tyske stumfilm til det fantastiske 2022-drama ‘Den Blå Kaftan’. 

Den prisbelønnede Pride Art-udstilling er tilbage igen i år med en gratis udstilling på Nytorv fra 14.-19. august. 12 billedkunstnere deltager i gruppeudstillingen A Part of Us,

der udforsker betydningen af at høre til eller være uden for et fællesskab og præsenterer kunst som et rum, hvor vi kan mødes på tværs af livserfaringer og identitet.

Vi er også tilbage med hele to Youth Nights, hvor scenen bliver overladt til unge up-and-coming artister som Barbro, NIMĀ, Spring & I, Ravi Kuma og Julie Pavon. Du kan også se frem til en cirkusforestilling med Mystical Alliances, der lover at både chokere, forbløffe og forføre dig – og så slutter vi Youth Nights af med manér med en Techno Night hostet af drag-performeren Bazooka Babe med DJ og dansere.

For det yngste publikum skaber vi et hyggeligt Børneområde i Rådhushaven den 13. og 19. august, hvor regnbuefamilier kan hænge ud i rolige og behagelige omgivelser og nyde børnevenlige aktiviteter som at bygge med LEGO og Duplo, lege tumlelege med bObles og nyde et magisk trylleshow. Som noget nyt har vi også en særlig en regnbuefamiliegruppe i Pride-paraden, og bagefter byder vi familierne velkommen til en alkoholfri picnic i Rådhushaven. Mere information og tilmelding online. 

Et helt nyt initiativ i år er PrideCon, en mini-convention i Huset-KBH den 16. og 17. august med fokus på alt, hvad der er nørdet og queer. Dette inkluderer både paneler, workshops og sociale arrangementer med emner som DnD, fanfiction, queerbaiting, og så afsluttes arrangementet med to cosplay catwalks, hvor deltagerne kan vise deres bedste kostumer frem. 

For dem, der er på udkig efter en fest, har vi flere shows at se frem til. Vores åbningsshow den 12. august vil byde på otte kunstnere og DJ’s, og den erfarne værtinde Chantal al-Arab vil guide os gennem hele aftenen. Vi vil også have en åbningstale af den politiske formand for Copenhagen Pride, Lars Henriksen. Fredag den 18. august kan du gøre dig klar til vores berømte Drag Night, tre timer med ren fabulous glam. Og så runder vi selvfølgelig ugen af med Pride Show, en aften fuld af fest, farver og fantastiske optrædener. Alle disse shows finder sted på Rådhuspladsen, og det er gratis at deltage. 

Ingen Pride-uge er komplet uden Pride-paraden, og i år er vi stolte over at være den første Pride i verden, der skifter til 100% elektriske køretøjer i samarbejde med vores partnere Volvo Trucks og DFDS. Det er en del af en sammenhængende strategi for at blive en grønnere begivenhed og tage ansvar for at reducere vores CO2-fodaftryk.

Alt i alt er dette det mest ambitiøse Copenhagen Pride-program nogensinde, med noget for enhver smag. Det meste af programmet vil finde sted på eller omkring Rådhuspladsen, som vil blive omdannet til Pride Square og have to forskellige layouts i løbet af ugen for at imødekomme det varierende indhold. Som et nyt initiativ vil vi have et Tryghedsteam på pladsen for at sikre, at alle vores gæster får en sikker og behagelig oplevelse. I vores Fælleskabshave finder du også et aflukket rum, hvor du kan skifte tøj, hvis du ikke er tryg ved at rejse til og fra Pride Square i dit valgte outfit.

Så #ComeTogether fra den 12.-20. august, når vi fejrer Pride sammen!

Modtag de seneste nyheder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få organisatoriske nyheder fra Copenhagen Pride en gang om måneden