Fotografer: Anne Märcher og Christine Staugaard Nielsen
Af Mie Hald
Jeg stirrer på e-mailen. Min mave gør ondt. Min hals er tør. Okay. Det er okay, jeg kan klare det – det handler om udtryk, frihed, det er ikke farligt! Men jeg har aldrig været en frembrusende person. Blandt folk jeg kender, jo da! På scenen? Dressed to impress? Ikke ligefrem…
Det er den 4. maj. Lys i vinduet, en tidlige sommersol går ned senere end for bare få uger siden, og jeg har lige svaret en mail fra Faux Moe (han/ham), der har indvilliget i at lade mig ”drag along” (Pun så absolut med vilje) og vise mig sin verden af kings og queens, Drag og drama.
Eller… forhåbentlig ikke for meget drama!
Mit navn er Mie Hald. Jeg har skrevet for HeartCore i over et år nu, og jeg har besluttet mig for at kaste mig ud i den del a queer-miljøet, jeg forstår allermindst: Drag.
Mit forhold til Drag
For mig er Drag et mysterium. Jeg har aldrig optrådt i mit liv; jeg er fiktionsforfatter, og når jeg taler eller ”optræder” foran en forsamling, handler det om noget, jeg kender til punkt og prikke! Nu er min deadline mindre tre uger væk. Tre uger til at lære om, hvordan man laver Drag. Tre uger til at dolke mine egne fordomme til tavshed. Tre uger til at samle nerverne og komme på scenen.
Piece of cake!
Queer-miljøet er en fantastisk ting at være en del af, og mit liv ændrede sig til det bedre, da jeg fandt ud af, hvor jeg hører til. Min queerness plejede at kvæle mig i mine mørkeste stunder, men nu er det blevet min ultimative nøgle til frihed.
Jeg er aseksuel, hvilket også er hvor mange af mine bekymringer har rod. Jeg har altid elsket at klæde mig ud og spille skuespil, så man skulle tro, Drag var lige mig! Og måske er det… Men som mange andre er jeg også vokset op med et relativt snævert perspektiv på queer-miljøet, specielt de dele, der ikke faldt inden for samfundets normer.
Da jeg var teenager, hvilket sådan set ikke er så lang tid siden, var Drag fremmed for mig. Jeg vidste ikke meget om det, og hvad jeg gjorde malede et meget tydeligt billede: Støjende, provokerende, og til en vis grad seksuelt.
Jeg er stadig ”ung queer”, og jeg har meget at lære. Måske er det derfor min mave virker bundløs, og mit hjerte har fundet sin vej op i halsen. At prøve noget nyt er skræmmende, og det samme er det at konfrontere sine egne fordomme.
Faux Moe og Nerverne
Du vil genkende Drag king Faux Moe fra sidste udgave af HeartCore, hvor han prydede forsiden sammen med min artikel om queer vikingehistorie. Jeg havde ikke lyst til at kaste mig ud i det her projekt i blinde og essentielt skyde min angst op i stratosfæren, og selvom jeg kun har mødt min Drag-far én gang før, føltes det tryggere.
Bag Drag-personaen Faux Moe er Emilie (hun/hende), som til hverdag arbejder som social media manager for et lille firma i Skejby. Fra den allerførste mail jeg sendte til hende om projektet, har Emilie både været venlig og entusiastisk. Så venlig, faktisk, at jeg hurtigt meldte mig til at optræde ved Kærlighedsfestivalen på Maltfabrikken i Ebeltoft den 21. marts 2022.
Om en uge fra jeg skriver det her.
To uger efter alt det her blev sat i gang.
Øh… okay… det – det gik bedre end forventet. Jeg skal være ærlig, jeg havde faktisk ikke regnet med at kunne optræde foran en større forsamling – hej, nerver!
En uge er gået med dybe vejrtrækninger og øvelser til at berolige mig selv, lave noget, der minder bare lidt om en Drag persona, og sammensætte en sceneoptræden. Men sådan fungerer min hjerne ikke helt; for mig føles det som omvendt rækkefølge.
For det er ikke før om aftenen den 16. marts at jeg faktisk kan tale med Emilie – ansigt til ansigt (altså, gennem video) i stedet for gennem mails eller korte beskeder.
Interviewet
Skærmen lyser op, og med den, et ansigt. ”Endelig!” griner jeg.
Det er endelig tid til at få mig en rigtig snak med min Drag-far. Udover spørgsmål om Drag som en helhed, er jeg også lettet over at få chancen for at berolige mine bekymringer.
”Min store passion udenfor arbejde er Drag!” fortæller Emilie mig, mens vi snakker. Faux Moe har været hendes alter-ego i lidt over et år nu, og ved tvivl er de/dem pronominer altid sikre. ”Jeg debuterede til Kromosoms åbningsfest efter første Corona-åbning. De er en mangfoldighedscafé og ville gerne have dragperformere, bl.a. med Judii Trench.”
Selvom Faux Moe er ret ung, gør det samme sig ikke gældende for Emilies kærlighed til at optræde. ”Jeg har altid elsket teater og kunst på flere måder, bl.a. syning og scenekunst,” fortæller hun mig, da jeg spørger, hvordan hun først kom i gang med Drag. ”Drag er en udtryksform, hvor jeg kan få lov til at udfolde mange af de her forskellige kunstneriske drifter, mens jeg har frihed til at lege med køn på en måde, jeg måske ikke bruger så meget til hverdag. Drag er et frit sted at udforske – og så er det fedt at give publikum en fed oplevelse, som de føler sig inspireret af.”
Jeg fortæller hende den lille smule, jeg ved om Drag, eller rettere, hvad jeg forestiller mig; om kings og queens, der bare kan det, og jeg udtrykker også bekymring over de få indtryk jeg har fået om Drag-verdenens backstage (primært fra de få episoder af RuPaul’s Drag Race det lykkedes mig at se for nogle år siden). Taler folk virkelig så groft til hinanden? For mit neurodivergente hoved fanger ikke altid sarkasme…
”Langt hen ad vejen er det noget med, at folk hjælper med at lyne hinandens kjoler op backstage,” fortæller Emilie mig. ”Det er et fællesskab langt hen ad vejen.” Hun klukker og trækker på skuldrene. ”Der er selvfølgelig altid nogen, der er catty.”
Hun råder nye Drag performere til aldrig at sammenligne sig selv med Drag Race: ”Drag foregår ikke i nærbilleder. Der er plads til alle mulige slags Drag. Det tager tid at finde ud af, hvad virker for dig, og hvem du er i Drag, så lad være med at tro, du skal kende alle svarene ved din første optræden.”
Hun fortsætter: ”Nyd det, virkelig, for den stemning smitter. Hvis man selv synes, man er the shit, kommer publikum også til at mærke det!”
Introducerer: Rocky Billy
Den eneste svage ting, jeg vidste om Drag før Dragging Along, var, at Drag ikke bare er Drag; det er en karakter. Jeg er forfatter, jeg gør det her hele tiden! Den del skulle ikke være så hård, vel?
Altså… Jeg havde nogle idéer, men ingen jeg virkelig kunne lide.
Indtil jeg landede på en sang.
Jeg ville have en sang, der ikke krævede den helt store produktion. Den skulle ikke være for lang, for, øh, nerver, og jeg ønskede samtidig at slippe min teatralske side fri – jeg er dramatisk fra naturens side, trods alt…
Så jeg kiggede på nogle forskellige sange, med You’ll be Back fra Hamilton og Premingers How Can I Refuse? fra Barbie: Prinsessen og Tiggerpigen blandt favoritterne.
Vinderen ramte mig i fitnesscenteret. Topper Ta’r På Tur fra den danske film Askepop – en sang jeg kan udenad og har elsket, siden jeg var 10!
Den 17., med mine nerver beroligede en smule, henter jeg en læderjakke købt fra Facebook Market Place. En hvid tanktop fra mit skab, et par sorte bukser, et gammelt par sko, sammensæt det, og Rocky Billy var født. Klassens nye dreng. En player, selvsikker, selvglad – på mange måder min modsætning.
Jeg er klar til at Drag along!
Den store begivenhed!
Musik skratter fra Emilies telefon, mens hun spiller sit nummer i den gamle, trofaste Fiat500, jeg har lånt fra min mor. Jeg er nervøs – delvist fordi vi er på motorvejen, og jeg ikke er den mest selvsikre chauffør – men også fordi det sker.
Om mindre end 9 timer står jeg på scenen. I Drag. Foran mennesker. For at optræde.
Dyyyyyyb indånding.
Vi ankommer til Maltfabrikken og bliver vist om backstage – et hyggeligt område under taget, hvor vi kan slippe væk fra støj og mennesker. Der er ingen grund til at vente; klokken er 13:10, vi har tid, men mine makeup-kundskaber er ikkeeksisterende, så vi kan lige så godt springe ud i det!
En gruppe antropologistuderende fra Aarhus Universitet følger med for at lave et stykke til en udstilling på Moesgaard Museum, som vil køre fra den 21. juni indtil slutningen af september. Hovedtemaet på projektet er ”Kroppen”, og gruppens valgte perspektiv er, hvordan Drag performere bruger deres kroppe til at udtrykke sig selv. Mens vi begynder på makeuppen, stiller de spørgsmål, optager og filmer.
Allerede før i dag har vi startet et symbiotisk forhold af en slags – jeg får nogle af deres billeder til min artikel, de får et magasin og nogle svar til deres stykke. Faux Moe er deres hovedret, så at sige, og jeg er den lækre, nybagte brødkurv, de ikke havde regnet med, men som jeg håber de stadig er glade for at modtage!
Mine øjenbryn forsvinder under lag efter lag af lim. Foran mig bliver Emilie vasket væk af makeup, og vi sidder og griner, da vi finder os selv i det akavede, æggeagtige stadie før et nyt ansigt bliver malet på.
I løbet af de næste to og en halv time forsvinder Emilie og Mie fuldstændig. Hvor de stod, overtager Faux Moe og Rocky Billy. ”Jeg kan ikke kende ham, før skægget er malet på,” siger Emilie mere end én gang og griner.
Jeg forstår det ikke med det samme, men så ser jeg i spejlet. Ja, tænker jeg. Han skal have et skæg! Det viser sig, at selvom jeg stinker til hverdagsmakeup, er jeg ret god til Drag makeup! Hvem skulle have troet dét?
Mizz Cassey If You’re Nasty, en Drag queen og én af Faux Moes venner, slutter sig til os. Med hende drager vi ud i flokken for at skabe noget omtale.
Lys, kamera, drag-tion!
Det er akavet først – ingen af os har prøvet en walk-around før, og instruktionerne er ikke helt tydelige. Nåh ja, og jeg har en sok i bukserne… Det er nyt.
Men som tiden går, bliver det nemmere.
Det blæser mig bagover hvor åbne folk er, særligt børnene. De stiller spørgsmål, lærer os dansetrin, de beundrer os. På én gang er det den mærkeligste og mest vidunderlige oplevelse!
Tiden flyver med musik og latter. De andre performere dukker op, smukke burlesque-dansere, der gør sig klar backstage og slutter sig til os for endnu en walk-around, og før jeg ved af det, er det showtime.
Jeg ser min Drag-far strutte rundt i en hysterisk morsom, stalkeragtig performance, de betagende Bordelia og Alexa the Tease laver hver deres sexede og smukke forestilling, og så er det mig.
”Du skal nok være god!” hvisker Faux Moe opmuntrende. Jeg får kram. Jeg bliver hypet op. Jeg kan klare det! Jeg er klar! Jeg –
”I hans debut, hans første performance nogensinde – giv en hånd til Rocky Billy!”
Jeg lukker ned på den bedst mulige måde. Styrter op på scenen mens guitar og saxofon spiller mig ind. Og jeg mimer til en sang, jeg elskede som barn. Jeg er cool. Jeg er sexet, flirtende, og en smule fjollet – og jeg elsker det!
Hvis handlinger kunne ernære, skulle jeg aldrig spise igen. Hvis et publikum kunne bevare, ville jeg leve evigt. Jeg har det sjovere, end jeg har haft det i meget lang tid, og da jeg iler fra scenen som forfulgt af vrede, gamle engle, føler jeg mig fyldt.
Jeg skælver en smule, mens jeg roses og hører to børn fra tidligere råbe mit Drag-navn i begejstring. Jeg gjorde det. Jeg gjorde dét!
Overlevede jeg dragging along?
For at håndtere mit eget skema (og min angst) har jeg skrevet forskellige dele af denne artikel i blandet orden. Meget ulig mig. Jeg ved heller ikke helt, hvad der skete.
Jeg skriver det her den 16. marts, kun en halv time inden jeg skal snakke med Emilie. Så det her er til fremtidige mig – hej! Overlevede du de store begivenhed den 21.?
… Det her er Mie på den 23.. Jeg kan, uden tvivl, sige, at den her weekend har været én af de bedste i hele mit liv!
De sidste ca. 2 uger har reaktionerne, jeg har fået fra venner og familie, når jeg har sagt, ”jeg skal deltage i et Drag show”, været blandede. Der har været de flinke, en blid begejstring for mig, og lykønskninger. Men der har også været drillerier og forvirring. Fra uro og et svagt ubehag til det, der grænser til ubehagelig begejstring, som om jeg talte om en fremme kuriositet – noget anderledes.
Der har ikke været nogen ilde intentioner i de kommentarer, jeg har fået. På trods af det har jeg lært, at mange mennesker ved endnu mindre om Drag end mig. Der er en udbredt idé om, at Drag er en mand klædt ud som en kvinde, og det er dét – det er en cirkusagtig optræden, overdrevet, ekstrem!
Al negativitet, nervøsitet og frygt vaskes væk i løbet af den 21.. Jeg kan ikke huske sidste gang, jeg havde det så sjovt, eller hvornår jeg sidst var omringet af så mange søde og vidunderlige mennesker!
At gå op på scenen var absolut nervepirrende, men pludselig føltes det rigtigt.
Jeg har altid gerne villet stå på en scene, være støjende, spille skuespil og have andre mennesker med på den, klæde mig ud og optræde og bare have det sjovt med det, mens jeg udtrykker min queerness på en måde, der er unægtelig. Jeg fik den chance den 21.. Og selvom Rocky Billy måske skifter sit navn eller image på et tidspunkt, så tager han bare en lur; Rocky Billy rejser sig igen.
At lave Drag føltes varmt og velkommende, og jeg ser pludselig appellen klar som dagen. Jeg forstår den frihed, det kommer med.
Af hjertet tak til Faux Moe, min vidunderlige Drag-far, som lod mig Drag along. En tak til de vidunderlige mennesker på Maltfabrikken, som lod en navnløs, uerfaren forfatter slutte sig til de meget mere erfarne performere, de havde hyret. Tak til de studerende, der optog min optræden, så jeg får chancen for at se mig selv, og tak til publikummet af alle aldre, der tog billeder, komplimenterede min makeup og fik mig til at føle mig rigtig.
Hvis du nogensinde har overvejet at prøve det, så kan jeg varmt anbefale at få fat i din lokale Drag-performer og spørge dem, om de er villig til at lade dig Drag along.
De andre performere på Maltfabrikken:
Faux Moe (@Faux.moe)
Mizz Cassy (@Mizz_cassy_if_youre_nasty)
Alexa the Tease (@Alexathetease__)
Kimmi Chi (@_kimmi_chi)
Tak til @Anna.chairdance
Find udstillingen på Moesgaard museum indtil slutningen af september 2022.
