Fem døde koncepter, vi ikke savner

Foto: N&J Photos

Af Kira Olsen (hun/hende)
Dette navn er et pseudonym – redaktionen er bekendt med skribentens identitet.

Der er blevet tænkt og sagt mange tåbeligheder om queers og queerness gennem tiden, men heldigvis bliver vi hele tiden klogere, og her er beviserne: Fem koncepter, der er grundigt kreperet, og som vi virkelig ikke savner!

1: “Queerness er unaturligt!”

Vi starter med det grundlæggende. ”Queerness, homoseksualitet, sex med folk af samme køn som en selv, er unaturligt! Og det er det, fordi man kan se ude i den uskyldige natur, at dyrene kun parrer sig med dyr af et andet køn!”

Sådan så det måske ud engang, hvis man kun overfladisk læste den videnskabelige litteratur – som blev censureret for den slags ”perversiteter”. Men kigger man rent faktisk ud i dyreverdenen, ser det ret anderledes ud. Der er både sex mellem dyr af samme køn og deciderede lange, monogame samkønnede forhold, hvor de opfostrer unger sammen. Forskere har fundet eksempler på dette hos bonobo-aber, pingviner, delfiner, zebrafinker, ænder, giraffer, løver, albatrosser, svaner, får og cirka 1500 andre dyrearter. Der er masser af queerness i naturen.

 

2: “Queerness er en sygdom!”

Endnu en sejlivet påstand, der dog erkender, at homoseksualitet eksisterer (Flot! Barren er lav efter punkt 1 på denne liste). Men altså er homoseksualitet en sygdom, som man måske endda er blevet smittet med, og som man kan være ”heldig” at blive ”kureret” for.

Her er lægevidenskaben dog helt formelt kommet til fornuft. I 1981 blev homoseksualitet endelig fjernet fra Sundhedsstyrelsens liste over psykiske sygdomme, og i 1990 fulgte WHO trop. Endnu langsommere gik det med transkønnethed, men det blev fjernet fra den danske sygdomsliste i 2017.

 

3: “Kvinder kan ikke have sex med hinanden!”

Jeps, sådan var opfattelsen engang, for ”kvinder” betød ”cis kvinder-med-vagina”, og ”sex” betød ”penetration-med-en-penis” ud fra en gammeltestamentlig definition.

Det havde pudsige konsekvenser, fx for Sidsel Andersdatter, der i starten af 1700-tallet levede som mand i København. Det blev konstateret, at han (eller hun eller de – det vides faktisk ikke, hvordan Andersdatter identificerede sig) var født med kvindelig anatomi og havde brugt et kohorn til at tisse igennem for at passere som mand. Han fortalte dog, at han ikke havde brugt hornet til andre ”ulovligheder”! Han blev altså regnet som kvinde på grund af sin anatomi, men når nu han hverken havde en penis eller havde brugt kohornet til penetration, kunne han og hans kone jo ikke have haft (samkønnet og dermed ulovlig) sex. Okay!

Alle, også heteroseksuelle, er vist færdige med dén opfattelse af sex.

 

4: “Samkønnede par kan ikke blive forældre!”

Mange queers gennem tiden har fået at vide, at hvis de var homoseksuelle, ville de aldrig kunne stifte familie! Men familie betyder selvfølgelig meget andet end far-mor-og-børn, og samkønnede par har opfostret børn og indgået i familiekonstellationer, længe inden den heteroseksuelle kernefamilie blev så moderne.

Derudover er det nu lovligt for homoseksuelle at blive kunstigt befrugtet (i Danmark siden 1997, hvis det blev gjort af en jordemoder, og siden 2007 også af læger) og at adoptere (i Danmark siden 2010). Fra 2013 har man ikke længere skullet ”stedbarnsadoptere” for at blive juridisk forælder til sin samkønnede partners barn, og i 2022 vedtog Folketinget et borgerforslag om at anerkende medfaderskab i regnbuefamilier. Så nu er juraen også ved at have indhentet virkeligheden.

 

5: ”To af samme køn må ikke danse med hinanden!”

Til sidst et koncept, der er exceptionelt absurd. Indtil 1973 var det i Danmark forbudt for to mænd eller to kvinder (og nej, fantasien rakte ikke længere end til de to køn) at danse sammen.

Altså: En mand måtte ikke danse med en anden mand, og en kvinde måtte ikke danse med en anden kvinde. For så …? Nej, ingen ved, hvad der præcist ville ske, og det gjaldt i øvrigt kun offentligt. Foreninger kunne få en særtilladelse af politiet, og det havde Forbundet af 1948 (senere LGBT+ Danmark) bl.a. i deres lokaler – oh la la! Ophævelsen af danseforbuddet blev et af forbundets mærkesager og skete altså i 1973. Så vidt vides er ingen danseetablissementer nedsmeltet af den grund.

 

Det var altså fem forældede koncepter, der heldigvis er gået godt og grundigt bort. Vi glæder os til, at endnu flere går samme vej.

Modtag de seneste nyheder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få organisatoriske nyheder fra Copenhagen Pride en gang om måneden