Free to be

Af Simone Lindvall
Fotografi af Cesar Maldonado og Ángel David Castillo

Det begyndte med en mail fra fotograf César Maldonado i juli måned. “Har I lyst til at lave et samarbejde i forbindelse med Pride Week?” var det centrale spørgsmål, og selvom juli er en travl måned på Copenhagen Prides kontor, og størstedelen af arbejdet kredser om de mange begivenheder, som skal finde sted under Pride Week, var svaret et bestemt ‘ja’. Resultatet blev fotokampagnen, “Free to Be,” som i al sin simpelhed skildrer helt almindelige og samtidig helt særegne LGBTI+ personer, som udøver deres ret til at eksistere, som de er, og deres frihed til at udtrykke sig, som de vil. Artiklen her er blevet til på baggrund af individuelle interviews med de fotograferede om temaet for årets Copenhagen Pride Week, nemlig ‘frihed’.

Simone: Hvad indebærer frihed for dig?

Sonja: Det første, som jeg kommer til at tænke på, er det, at jeg identificerer mig som queer, fordi det lidt mere er et umbrella term. Jeg føler, at den titel giver mig frihed til at være lidt mere flydende i min seksualitet.

Sonja (hun/hende)

26 år, fra Aalborg, men har boet i København de sidste 6-7 år, repræsenterer Q og B

Mariya (hun/hende)

30 år, fra København, repræsenterer B

Niels (han/ham)

29 år, fra Nordsjælland, men har boet i København siden 2015, repræsenterer G

Mariya: Langt hen ad vejen er frihed jo fraværet af begrænsninger. Det er det ikke at skulle tænke sig om to gange, før man udtrykker sig på en måde, der føles autentisk og rigtig for en. Frihed for mig er at kunne udtrykke sig, se ud og tale, sådan som man er uden at blive sanktioneret for det og uden at skulle frygte diskrimination.

Niels: Det er et stort ord, men jeg tænker, at frihed i høj grad handler om, at man kan få lov til at være sig selv, på trods af at andre ikke er enige med en, for det skal eller kan vi ikke allesammen være. Jeg tænker også over udtrykket ‘frihed under ansvar’ – man kan ikke gøre hvad som helst, men skal også respektere andre i deres frihed. Så frihed handler i bund og grund for mig om, at man kan være sig selv, mens vi respekterer andres frihed til at gøre det samme.

Thalia: Frihed indebærer, at jeg kan være mig selv, gå til og fra arbejde og bare nyde København som den jeg er både indvendig og udvendig. Det vigtigste er, at jeg kan være og føle mig så tryg som muligt. Selvfølgelig sker der ting, som ikke er gode i København, men i forhold til mange andre lande er det et privilegium at være her. Min partners familie er fra El Salvador, og der bliver jeg nødt til at tage flere forbehold, end jeg gør i København.

Simone: Kan du komme i tanke om et tidspunkt, hvor du har følt dig rigtigt fri eller omvendt et tidspunkt i dit liv, hvor du ikke har følt dig fri?

Nic: En del af grunden til, at jeg flyttede til København, var den frihed til at være LGBT-person, som der lader til at eksistere her. Jeg er født i Thailand, og selv om Thailand er berømt for at være et paradis for LGBT-personer, er der for eksempel ingen love, der tillader LGBT-personer at gifte sig. Det er ikke understøttet i systemet, der er bare det her billede af understøttelse. Hvis jeg fortsat ville være mig selv der, ville jeg ikke kunne blive gift, og jeg ville ikke have de rettigheder, som jeg burde. At flytte til Danmark har gjort det muligt for mig at være mig selv og ikke skulle begrænse mine valg, som jeg plejede.

Torsten: Som oftest føler jeg mig meget begrænset, hvis jeg ikke har tolk, eller hvis jeg ikke har tekster på fjernsynet. Pride i København er et meget godt eksempel, hvor vi sjældent har tolk. Vi bestiller tolk, men det kunne jo være fedt, hvis man bare kunne komme, og der så var tolk til alle de ting, der foregår. Vi kæmper meget med Den Nationale Tolkemyndighed i forhold til at få tolke, bevillinger og forberedelse til tolkene, og i forbindelse med Pride har vi faktisk ikke fået bevillinger endnu i år. Det var det samme sidste år

Thalia (hun/hende)

38 år, fra København, repræsenterer T og L

Nic (hun/hende)

33 år, fra Thailand, men bor i København nu, repræsenterer B

Torsten (han/ham)

42 år, fra København, repræsenterer G samt Tegnbuen (forening for døve, hørehæmmede og tegnsprogsinteresserede LGBTI+ personer, red.)

Charlotte: Det kommer an på, hvad man lægger i ordet, ‘frihed’, for frihed har mange grader. Jeg har haft mange former for frihed i forbindelse med at være hvid og agere som cis, hvid, hankøn. Der har været mange forventninger til, at jeg sprang ud, men jeg har aldrig følt mig så fri, som efter jeg sprang ud. Skulle jeg endelig nævne nogle indsnævrende, forkrampede holdninger til mig som person, som jeg har mødt, så har det faktisk været i sundhedsvæsenet, hvor der har været en forventning om, at man er meget tydeligt kønnet i sin fremtoning og kropssprog også næsten helt fra starten inden man egentlig har reel mulighed for det. 

Gülsüm: Når jeg tænker på en periode eller et tidspunkt, hvor jeg har følt mig virkelig fri, kan jeg nævne, da jeg kom til Danmark fra Tyrkiet som udvekslingsstuderende. Det var kun i 5 måneder, men jeg kunne se en enorm forskel med hensyn til, hvordan LGBT-livet kunne være. Jeg begyndte at gå til kæmpe store kvindefester med måske 400 kvinder, og for mig var det et kæmpe chok på den positive måde. 

Rita: Jeg føler mig mest fri i denne her slags sammenhænge det er også, derfor jeg har søgt om at blive frivillig. Når jeg har kontakt til den samme slags mennesker som mig selv og mennesker, der tænker på samme måde, gør lignende ting og præsenterer sig selv på samme måde som mig.

Ivy: Jeg føler mig fri på scenen det er 100.000% der, hvor jeg føler mig mest fri. Der giver jeg 100% slip på alting og er til stede i øjeblikket med mig selv. Jeg føler mig ikke hjemme nogen steder her i verden, men på scenen føler jeg mig hjemme. Det er frihed for mig. Det er min stemme, og sådan en havde jeg aldrig, da jeg voksede op.

Ivy (hun/hende)

Fra Sverige, men har boet i København de sidste 10-12 år, repræsenterer T

Felix (han/ham)

29 år, fra München, men har boet i København de sidste 2½ år, repræsenterer Q eller G

Simone: Hvad er det mest frisættende, som du har gjort?

Felix: Det var, da jeg flyttede til New York for at tage et semester i udlandet. Jeg valgte at spille rollen som en, der altid har været ude, og på den måde lykkedes det mig at fakeselvtilliden. Ved at simulere det og ikke tillade, at det blev en outing, blev selvtilliden til sidst ægte. Da jeg kom hjem, indså jeg, at jeg ikke ønskede at gå tilbage til mønstrene fra før. Jeg havde følt mig så fri i de sidste 6 måneder, og jeg kunne slet ikke forestille mig at gå tilbage i skabet.

Emma: Jeg føler, at for mig er både kønsidentitet og seksualitet en rejse for mig er det i hvert fald altid lidt flydende. Hvis jeg for eksempel finder ud af, at jeg er dét her, så skifter det. Det allermest frisættende for mig er nok, når jeg har plads til at udforske, hvem jeg er, og at det er okay, at det skifter. Jeg tror, at det har noget at gøre med, at der er blevet givet lidt mere plads, også i hele LGBT+ miljøet. Der er blevet givet rum og diskussioner til, at det ikke kun er en seksualitetsdebat, men at det også handler om køn.

Sonja: Jeg tror, at det har været at lære at være lidt mere ligeglad. Det lyder lidt som en kliché, men at lære at være ligeglad med, hvad andre synes. Det at gøre ting for sig selv og ikke gøre ting for andre har virkelig givet mig en følelse af frihed. Det føles godt at være ligeglad med, hvad andre synes, og det føles godt at gøre ting, som man har lyst til at gøre for sig selv, i stedet for at gøre hvad man føler, at man burde. 

Mai: Da jeg i slut-90’erne mødte den del af queer-bevægelsen, som for første gang satte ord på, at man kunne sætte kønnet sammen på forskellige måder og dele det op i biologisk køn, socialt køn og seksuelt begær, var det meget frisættende for mig. Jeg følte lige pludselig, at jeg kunne ånde rigtigt frit. Jeg har aldrig følt det som snævert at være lesbisk, jeg har aldrig været forvirret omkring min seksualitet, men jeg har følt mig begrænset i mit køn. Mødet med det her betød, at jeg kunne begynde at udfolde en anden del af mig, og nu hedder det at være nonbinær. 

Charlotte (hun/hende)

51 år, bor i Herlev, men er vokset op på Mors, repræsenterer B og T

Gülsüm (hun/hende)

37 år, fra Tyrkiet, men flyttede til Danmark for ca. 16 år siden, repræsenterer +’et fordi der ikke er noget N for nonbinær i akronymet

Rita (hun/hende)

34 år, fra Portugal, men flyttede til København i april i år, repræsenterer både B og Q

Simone: Er der noget, som vi inden for miljøet eller uden for miljøet kan gøre for at bidrage til, at alle uanset køn, seksualitet og baggrund kan føle sig så frie, som de kan blive?

Christina: Helt klart information lige fra barnsben. Det er noget, der skal snakkes om allerede i børnehaven, i hjemmene og i skolen. Det her er noget, der skal inkorporeres fra barndommen af og være naturligt, ligesom så mange andre ting er naturlige. Arbejdspladser kunne også være et sted, hvor man kunne snakke om det her. Jeg arbejdede et sted, hvor der skulle ansættes en ny, og hun blev spurgt om, hvordan hun havde det med homoseksuelle. Hun sagde, at det var måske lidt svært for hende, og der svarede man så “jamen, så er interviewet slut, fordi så kan vi ikke bruge dig”. Og det var for min skyld. Det er jo rigtig fint, at man kan passe på sine ansatte ved at spørge om den slags til et jobinterview. Man kan gøre rigtig mange små ting, men det er et spørgsmål om at gøre det, huske det og få det inkorporeret som en helt naturlig ting. 

Charlotte: LGBT+ miljøet kan møde hr. og fru Danmark lidt hen ad vejen der, hvor de er. Jeg tror meget på, at det gælder om at få information ud til hr. og fru Danmark, fordi der i virkeligheden er ret mange, der ikke ved, hvad det her egentlig er, og de kender ikke personerne. Jeg ser det fra en transvinkel og en biseksuel vinkel, og jeg møder mange, som egentlig kun har set det i medierne, og det bliver hurtigt sådan, at der skal være noget drama, før det rigtig er noget værd for medierne. Det kunne være rart, hvis der kom noget mere viden om, hvad det egentlig er, og at det ikke er farligt, men at det heller ikke er noget, der går væk. Min drøm er, at det bliver lige så almindeligt i dag at være LGBT+ person, som det er, at man engang anerkendte, at venstrehåndede godt måtte skrive med venstre hånd, og at det også var i orden. 

Mariya: Lovmæssigt er der nogle kampe, der skal vindes. Der er noget så grundlæggende som juridisk kønsskifte for børn under 18 det er jo en stor hæmsko for at kunne leve som sit autentiske jeg, hvis man skal trækkes med hele tiden at blive konfronteret med et køn, som man ikke identificerer sig som. Der er også noget med ligestilling i familieretten, som skal gås efter i sømmene. Lovgivningen på hadforbrydelsesområdet er heldigvis blevet bedre, men det ændrer jo ikke på, at der også skal en forebyggende indsats til for, at folk kan føle sig frie i det offentlige rum uden at skulle være bange for at møde vold, had eller trusler. Og så tror jeg på et mere kulturelt eller diskursmæssigt plan, at vi skal blive bedre til at tænke ud af de her bokse og konventioner. Vi skal simpelthen blive bedre til at tænke ud af de her binære forståelser, ikke bare af køn, men af mennesker, og det tror jeg faktisk, at vi alle sammen bliver mere frie af.

Emma (de/hun/han)

23 år, fra Frederiksberg, men har boet i Aalborg siden 2020, repræsenterer Q

Mai (hun/hende)

48 år, fra København, repræsenterer L

Christina (hun/hende)

43 år, fra Amager, repræsenterer +’et fordi der ikke er noget P for panseksuel i akronymet

Så sent som i september indfandt endnu en mail fra César sig i sekretariatets indbakke. “Skal vi ikke snart lave et projekt mere sammen?” spurgte han. Og mon ikke det bliver til endnu et spændende samarbejde inden for en overskuelig fremtid?

Begge fotografer er på Instagram, hvor du kan se mere af deres arbejde:

Cesar: @cesarmphoto

Ángel: @angel_d_castillo

Modtag de seneste nyheder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få organisatoriske nyheder fra Copenhagen Pride en gang om måneden