En stor melankolsk verden: Interview med Ilya Kharkow

Af Ilya Kharkōw (han/ham), Louise Østergaard Sørensen (hun/hende) og Mariya Alfa Staugaard (hun/hende)

I 2023 har HeartCore samarbejdet med Ilya Kharkōw om at udgive tre af hans noveller: Port Street i Daniels øjne, Samtaler i Polens Detroit og Rekviem for en knækket birk. I denne sidste udgivelse af hans arbejde skal vi høre mere om de tanker, Ilya har gjort sig om sine værker og vigtigheden af sprog, prosa og poesi i den moderne verden.

 

Vil du præsentere dig selv?

Jeg hedder Ilya Kharkōw. Jeg er forfatter fra Ukraine. Men eftersom jeg har skjult mig for mit land forskellige steder i Europa de seneste 10 måneder, kan jeg ikke lide tanken om at blive kaldt en ukrainsk forfatter.

For at give vores læsere en idé om dine omgivelser, kan du så fortælle os, hvor du sidder lige nu?Lige nu bor jeg i Portugal. I en lille by ved havet. Før det boede jeg i Lissabon, Warszawa og Katowice. Før emigrationen – i Kyiv. Nu har jeg slået mig ned på Europas vestligste punkt, for under de nye omstændigheder er afstand min nye sikkerhed. Men hvem ved, hvor jeg ender i næste måned. 

 

Hvilket sprog skriver du på?

Ligesom halvdelen af Ukraines befolkning er mit modersmål russisk. Og jeg skammer mig ikke over det. Selvfølgelig er andelen af russisktalende ukrainere efter regeringens officielle tal reduceret på grund af krigen. Nu ville højtstående embedsmænd påstå, at dette tal kun udgør en tredjedel eller endnu mindre af befolkningen. Men de gør det med vilje. Efter nyhederne at dømme, kan man hverken stole på statistik i Rusland eller Ukraine. Grundene er åbenlyse. 

Jeg tænker og skriver på russisk. Mere sjældent på engelsk. Ukrainsk er lige så fremmed for mig som engelsk. Forskellen er, at det har været mit bevidste valg at lære engelsk, hvorimod jeg blev tvunget til at lære ukrainsk. På grund af det blev jeg aldrig advokat, for da jeg gik ud af skolen, vedtog man en lov – uddannelserne måtte kun foregå på ukrainsk. De var på russisk før. 

Jeg har elsket at læse, siden jeg var barn, og derfor gik jeg på universitetet for at studere litteratur. Som en homoseksuel teenager, der voksede op i et homofobisk land, var litteraturtimerne det eneste sted, hvor homoseksuelle blev omtalt med ubestridt respekt. På universitetet valgte jeg engelsk og russisk som mine hovedsprog. Så jeg kunne også undervise, men jeg foretrækker at forblive evighedsstudent. Men det er altsammen kedelige fakta. Det er meget mere spændende, hvilket sprog en person læser digte på, når vedkommende er fuld. Og jeg plejer at læse Joseph Brodsky eller Marina Tsvetaeva. Jeg læser på russisk. Det betyder ikke, at jeg støtter den russiske aggression. Nej. Det siger kun noget om kulturelle præferencer. Der er masser af ukrainere, der ville bebrejde mig, at jeg i krigstider læser russisk poesi, når jeg er fuld, men for mig er det værre slet ikke at læse digte, end at læse dem på det forkerte sprog.

 

Hvordan har det føltes, at få dine værker oversat til dansk?

Som emigrant må jeg konstant forholde mig til fremmede sprog. Da jeg boede i Polen, fik jeg et lånerkort til biblioteket. Jeg elskede at gå mellem boghylderne og gætte på, hvilke af bøgerne med de polske titler, jeg mon havde læst. Og når man ser sine yndlingsbøger på et fremmed sprog, opfatter man dem anderledes. Bøgerne bliver ikke eksperimenter med stil og sprog, men en ide og mindet om denne ide. Så det ville være komplet tåbeligt at fornægte en bog blot på grund af forfatterens nationalitet.

 

Har dit forhold til sprog ændret sig, siden krigen brød ud?

Jeg var vred over Ruslands aggressive handlinger, som satte mig, en russisktalende borger i Ukraine, i en ubehagelig klemme. Som om det russiske sprog er voldsmandens mærke, og hvis jeg ikke fornægter det, støtter jeg automatisk krigen. Men jeg støtter ikke krigen – og på samme tid er mit modersmål ikke ukrainsk, men russisk. Sprog er mit værktøj som forfatter, og jeg kan ikke bare skødesløst kaste dét bort, som er min grundsten. Og det overrasker mig, at andre kan forkaste Dostojevskijs eftermæle på grund af en politikers handlinger .

Har mit forhold til sprog ændret sig? Ja, bestemt. Som forfatter har jeg besluttet, at jeg må forsvare kulturen. Som homoseksuel teenager fandt jeg et fristed i litteraturtimerne; nu er det min pligt at beskytte litteraturen mod andres angreb. Jeg tror at de, som drager i krig, taler om deres fædreland på samme måde. Men konceptet fædreland er mig fremmed, og jeg forventer ikke andet af patriotisme end at blive manipuleret til en følelse af fællesskab med dem, for hvem had til homoseksuelle er selvfølgeligt og uskyldigt dagligdags.

 

Hvad tænker du om processen med at give (døde) karakterer liv gennem dine tekster?

Det er snart ni år siden, min bedste ven døde, så det at give de døde liv, er hverdag for mig. Det er delvist hende, jeg beskriver, når jeg skal beskrive piger og kvinder i mine historier. Men når jeg kommunikerer med hende mentalt, er det med den udgave af hende, som er indprentet i min hukommelse. Hvis hun var i live i dag, ville hun ganske sikkert være en helt anderledes person.

Jeg baserede “REKVIEM FOR EN KNÆKKET BIRK” på min klassekammerats selvmord. Men det er ikke en dokumentarisk tekst. Overhovedet ikke. Men jeg blev nødt til at skrive den, det øjeblik vores fælles ven ringede til mig og sagde, “Jeg forstår ikke, hvorfor han besluttede at gøre det her?” Jeg blev så rasende over det spørgsmål, at det blev til en novelle. En åbenlys historie for mig.

Denne her var sværere at skrive end andre. Mens jeg arbejdede på den, lyttede jeg til «Помни имя свое» (“Remember Your Name”), og deres sange er for deprimerende selv for mig. Jeg tvang mig selv til at lytte til den musik nærmest uafbrudt, fordi de sang Yesemin, og Yesemin var en ekstremt vigtig digter for den her fyr. Jeg plejer at skrive sent om aftenen og om natten. Jeg drak kaffe ved midnat for at blive færdig med teksten så hurtigt som muligt. I sidste ende tog det mig tre hele, regnfulde dage. Ærligt talt var alle seks måneder i Katowice allerhelvedes regnfulde. Og da jeg var færdig, blev jeg pludselig bange. Og så glemte jeg teksten. Helt og aldeles, pludseligt. Som om jeg slet ikke havde skrevet noget. Det sker. Nogle gange forekommer det mig, at mine tekster ikke tilhører mig. Og denne her er mere hans historie end min. 

På grund af krigen har jeg måttet forestille mig en masse skræmmende ting. Første gang et oliedepot blev sprængt i luften nær Kyiv, forestillede jeg mig, hvordan de af mine venner, som var blevet i Kyiv, lå døende af iltmangel. Da min mor nægtede at forlade Kharkov, hvor der var kampe i nærheden, forestillede jeg mig hendes død dusinvis af gange. Og for nylig har jeg måttet forestille mig, hvordan en raket rammer en kirkegård, og min bedste vens lig flyver op i luften. Louis Ferdinand Céline skrev, at for de, som har fantasi, er døden allerede overflødig. 

 

Hvad håber du for fremtiden?

Håb? Hmm… At en kold morgen vil både ukrainske og russiske soldater stige op af skyttegravene, tage hinandens hænder og nægte at fortsætte med at kæmpe. Jeg laver sjov. Så naiv er jeg ikke. Og dog er der et mikro-håb for det, og derfor, selv om det er i sjov, vil jeg tale (råbe) om det.

Krigen har raset i halvandet år. I den tid har kun Boris Akunin, en russisk digter, som lever i landflygtighed, sagt, at han har ondt af russisktalende forfattere fra Ukraine. Jeg fisker ikke efter medlidenhed, men jeg forstår, at jeg er umulig i Ukraine. Umulig, fordi jeg skriver om homoseksuelle mennesker. Umulig fordi jeg i min prosa refererer til den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij, ikke til den ukrainske digter Taras Shevchenko. Men i Rusland er jeg også umulig. 

Mit eneste håb er at finde platforme i Europa at udgive på. Jeg er ligeglad med priser, popularitet og alt andet ud over processen med at skrive en litterær tekst og muligheden for at vise den til en potentiel læser. Plot interesserer mig heller ikke. Kun ideer. Og verdens skabelse.

Har jeg håb for, at krigen vil ende snart? Nej. For mig at se vil denne krig vare længe. Jeg kan se, hvordan folk bliver vrede på hinanden, skændes om sprogproblematikker, hvordan den dårlige side af manipulerende politik gennemtrænger deres liv mere og mere. Mine bekendte fra Ukraine og Rusland besvarer i højere og højere grad spørgsmål med citater fra nyhederne. Det betyder, at propagandaen virker. Men det gavner ikke individet, kun regeringen. Og dog sker det med folks samtykke. Derfor ser jeg ekstremt pessimistisk på det. 

Det er snart et år siden, jeg emigrerede, og jeg har intet andet sted at vende hjem til, for det Ukraine, jeg forlod, eksisterer ikke mere. Nu vejer regeringens interesser tungere end individets derovre. Byer bliver ikke bare ødelagt, de bliver militariserede. Russisk musik og litteratur er bandlyst. Det er nemmere at købe en bog af den russiske forfatter Brodsky i Lissabon end i Kyiv. Mit universitet er blevet bombet. Men før det blev mit fakultet omdøbt og så lukket helt. Så først ødelagde det ukrainske uddannelsessystem mit universitet som idé, og så ødelagde et russisk missil dets bygning. 

Jeg kan ikke se en mening med at vælge, om det, der sker, er Ukraines eller Ruslands skyld. Jeg kan ikke se en mening med at vælge side. Hvis der havde været krig i Polen, Tjekkiet eller Estland, ville mennesker så være blevet taget som gidsel af situationen eller ej? Jeg ved ikke, hvordan det ville være i denne hypotetiske fremtid, men jeg har læst Franz Kafka, og han beskrev i sin kortprosa en temmelig ydmygende mobilisering i Tjekkiet. Fjenden er altså ikke Rusland eller Ukraine, men enhver regering, som sætter sine egne interesser før dens borgere. Det eneste, som er værre end sådan en regering, er folk, som frivilligt går med til det. Og jeg ser kun frelse i kulturen. Hvis Remarques bøger var blevet placeret i hver militære enhed, ville flere være deserteret. Men de får dem ikke. Selvfølgelig ikke. 

 

Og hvad håber du at opnå med dit forfatterskab?

Jeg vil bare gerne skabe noget smukt. En stor, melankolsk verden, som er rar at leve i. Som alle de, der føler sig anderledes, kan flygte til.
På krigens første dag sad jeg i en bus, som sad fast i trafikken på vej ud af Kyiv, i otte timer. Der lød sirener. Pludselig hørtes en eksplosion. Tæt ved. Og vi var allesammen låst inde i bussen. Så åbnede chaufføren døren. Passagererne løb ud på gaden. Men hvor skulle vi løbe hen? Og så kom endnu en eksplosion. Den anden eksplosion gjorde min egen ubetydelighed klar for mig. Mit liv kunne så let blive afbrudt. Og jeg forestillede mig, at om et øjeblik ville missilet ramme netop denne bus. Jeg dør. Men hvad så? 

Så jeg besluttede mig for at drage fordel af dette “sidste” øjeblik. Jeg fandt Instagram-profilen for skuespillerinden og filminstruktøren Renata Litvinova. Jeg følte mig bare taknemmelig for hendes film. Specielt “Goddess: How I fell in love.” Jeg ved ikke, om det var hendes rigtige profil. Jeg ved ikke, om min besked overhovedet blev læst. Men det var vigtigt for mig, før jeg døde, at takke hende for den verden, hun har skabt. Endnu et sted, hvor en forsvarsløs homoseksuel teenager kan flygte fra hadet i den post-Sovjetiske udkant. 

I Lviv fandt jeg ly hos et lokalt par. En dag ved morgenmaden bad de mig fortælle, hvordan jeg forlod Kyiv. Og jeg fortalte denne historie. Om otte timer på vej ud af Kyiv, og tredive timer i bussen i alt snarere end de normale syv, om skræmmende eksplosioner, det allestedsnærværende militær og om min før-døds besked til Litvinova. Og de spurgte mig, hvordan jeg vovede at skrive tak til hende. Hun er russisk. Få minutter efter blev jeg bedt om at gå. Jeg havde intet sted at gå hen. Folk på flugt blev fanget på gaden og tvunget til fronten. Min kæmpe rygsæk og accent afslørede mig som flygtning. Jeg tog til det vestlige Ukraine i forventning om at finde ly, men i stedet blev jeg et let mål for uniformerede ukrainere.

Hvis min prosa bliver et tilflugtssted for nogen, vil jeg anse min mission som fuldført. 

 

Hvordan kan læsere i Danmark bidrage?

Det gælder ikke kun for læsere i Danmark, men for alle i det hele taget: Pas på kulturen. Heldigvis er tingene umiddelbart bedre på det punkt i Europa end i Ukraine. 

Foreløbigt har jeg fået en idé om at lave en hjemmeside til at dele nogle historier. Jeg planlægger at poste hele ‘HOLES IN THE SHAPE OF HUMANS’ og to romaner: ‘THE INTIMATE SMELL OF THE MARINE’ og dens anden del, ‘MARBLE ANALYSIS OF THE JAPANESE NO’. Den anden del er en virkelig fortælling om, hvordan jeg slap ud af Ukraine. Begge disse romaner findes stadig kun på russisk. Jeg vil selv kun oversætte dem til engelsk, og det ville være fantastisk at finde nogen, der kan oversætte dem til andre sprog, så teksterne kan blive spredt mere, end jeg kan gøre alene. Projektet har et foreløbigt navn –  “Inner City Library”. Det er altid bedre at arbejde sammen med andre. Så jeg vil også gerne invitere en entusiastisk backend-udvikler og webdesigner til at samarbejde. 

Nå, jeg vil gerne bede om noget. Når du ser en emigrant, så vær sød ikke at spørge dem, hvor de kommer fra. I det mindste ikke som første spørgsmål. Det faktum, at jeg er fra Ukraine, siger meget lidt om mig. Spørg hellere om vores yndlingsbøger. Det fortæller mere om personen. For en emigrant er en person, ikke et pas med stempel. Men nogle gange er det lettere at skrive en kæmpestor roman, end at forklare noget så enkelt. 

 

Hvis du er interesseret i at samarbejde med Ilya om at udgive eller oversætte hans værker, kan han kontaktes på [email protected], eller du kan læse mere på hans hjemmeside.

Modtag de seneste nyheder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få organisatoriske nyheder fra Copenhagen Pride en gang om måneden