En vigtig arv

Af Anne Sophie Parsons (hun/hende)

Matthew Lopez’ teaterstykke Arven (originaltitel The Inheritance) fra 2019 viser vigtigheden af at huske de kampe, der er blevet vundet – og tabt – med hensyn til selvaccept og LGBTI+ rettigheder. Stykket skildrer aids-epidemien i 80’erne og det traume, epidemien efterlod sig i queermiljøet, og derigennem fortælles en sympatisk historie fra det moderne USA. Stykket følger en gruppe homoseksuelle mænd, der er tæt knyttet til hinanden, og viser historiens gang, livet, kærligheden og håbet, og hvordan arven fra fortiden binder mennesker sammen som elskere og venner.

Hvad skylder vi dem, der levede og elskede før os, og hvilket ansvar har vi over for de næste generationer?

Det er det centrale spørgsmål i Arven. Det behandler temaet at finde sammen – coming together – på både et historisk, identitetsbaseret og følelsesmæssigt niveau. Ved at følge de langvarige og ødelæggende virkninger af dødsfaldene blandt homoseksuelle mænd, da aids-krisen var på sit højeste, binder stykket tre generationer sammen og viser, at kun ved at forstå det, vi arver – gennem familie, gennem romantiske forhold, gennem kultur – kan vi vælge vores egen vej i livet.

Med aids-krisen som bagtæppe, der minder om de mistede elskere – men også om dem, der kom til – flettes epidemiens eftervirkninger ind i en gruppe unge mænds liv i nutidens USA. De minder dem om, hvad der er vigtigt i livet, og hjælper dem til at finde hver deres vej igennem det. Karakteren Eric Glass, en sympatisk og følsom sjæl, har bekymringsløst nydt godt af den store lejlighed på Manhattan, som han har arvet af sin familie, men forholdet til hans kæreste, den karismatiske, men også kaotiske Toby Darling, truer med at splitte deres vennegruppe. Da Donald Trump bliver præsident i 2016, måber de unge mænd foran fjernsynet. En ny, republikansk politisk dagsorden hvæsser sine kløer og truer med at flå LGBTI+ rettighederne fra hinanden.

Det er en påmindelse om, at vi aldrig kan tage accept for givet, og at den kan blive rullet tilbage fra den ene dag til den anden. Og det er aids-epidemien en eviggyldig historisk fodnote om.

Således handler stykket på mange måder om at finde sammen – coming together – i kærlighed, i forståelsen af fortiden og derigennem i selvaccept.

Arven bliver genopsat fra august til september 2024 på Det Kongelige Teater i den danske oversættelse.

Modtag de seneste nyheder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få organisatoriske nyheder fra Copenhagen Pride en gang om måneden