Frihedstemaet for Copenhagen Pride sætter fokus på uretfærdighed globalt og lokalt 

Fotograf: Elina Kamby

Oslo Pride går forrest i paraden til minde om terrorangrebet i juni 

 

De sidste forberedelser er i gang til Copenhagen Pride, der begynder om en uge med temaet ‘frihed’ for at sætte fokus på, hvordan LGBTI+ personer udsættes for diskrimination i Danmark og udlandet. 

Og som en hyldest til dem, der mistede livet og blev såret i skyderiet uden for London Pub i Oslo, vil en delegation fra Oslo Pride lede paraden den 20. august. I spidsen for paraden vil LGBT Asylum desuden gå for at fejre deres tiårs jubilæum, og en ukrainsk LGBTI+ delegation vil markere de menneskerettighedskrænkelser, som Rusland i øjeblikket begår. 

Flere end 130 arrangementer udgør programmet, herunder menneskerettighedsdebatter, livemusik, dragbanko, særlige arrangementer for unge og for børn og familier, filmvisninger og workshops. På Nytorv vil der blive skabt en Pride Art-udstilling som ‘et rum for queer-udtryk’, hvor der bliver udstillet værker fra både etablerede og up-and-coming kunstnere.

Politisk forperson for Copenhagen Pride, Lars Henriksen, siger: 

 “Som værter for WorldPride sidste år havde vi mulighed for at vise vores ambition og vision for Copenhagen Pride, hvor vi vedholdende sætter fokus på at udfordre uretfærdighed mod LGBTI+ personer, om det er i Danmark eller på den anden side af kloden. Dette års program er vores største og mest spændende nogensinde, og min store tak går til alle vores frivillige, som planlægger og leverer Danmarks største menneskerettighedsevent.”

Nogle af de menneskerettighedsemner, som Copenhagen Pride sætter fokus på, er:   

  • Ingen af de skandinaviske lande har forbudt ‘omvendelsesterapi’, der har til formål at ændre en persons seksualitet eller kønsidentitet, en praksis som er erklæret tortur. 
  • Qatar – værter for 2022 FIFA World Cup – og 11 andre lande har fortsat dødsstraf for mandlig homoseksualitet.  
  • I Tyrkiet støttes ulovlige forbud mod Pride af regeringen og politiet, og i lande som Polen, Ungarn og Rumænien rulles LGBTI+ rettigheder tilbage.  
  • ‘Kønskritiske’ antitrans-grupper modtager støtte fra højreekstreme grupper fra Rusland og USA, og de gør alvorlig skade for transkønnede og non-binære personers rettigheder. 

Disse emner, og meget mere, bliver fokus for Copenhagen Pride Paraden lørdag den 20. august, hvor 30.000 personer marcherer fra Frederiksberg Rådhus til Københavns Rådhusplads, med op til 250.000 tilskuere langs ruten gennem Vesterbro.  

Rådhuspladsen bliver forvandlet til Pride Square med to scener til optrædener de første seks dage, hvorefter der bliver bygget en scene foran Rådhuset til Drag Night-koncerten fredag den 19. august og Pride Show lørdag den 20. August med den amerikanske rapkunstner Cakes da Killa som hovednavn.  

Madboder fra Mad og Marked og Pride-barerne serverer forfriskninger mens organisationer fra miljøet, deriblandt LGBT+ Danmark, Sabaah og Pan Idræt, vil hilse på besøgende i det nye ‘community space’. 

Årets hovedpartnere for Copenhagen Pride er 7-Eleven, Flügger, Netto, Nordic Choice Hotels og Somersby. To partnere, Flügger og MATE, slutter sig til åbningsdagen næste lørdag med en ‘colour splash’-optræden på Pride Square efter åbningstalerne. Næsten 60 virksomheder og organisationer støtter Pride i år.  

Organisatorisk forperson for Copenhagen Pride, Benjamin Hansen, siger.   

“Støtten fra vores partnere hjælper med at sikre, at Copenhagen Pride forbliver den største gratis Pride i Skandinavien, men vigtigere endnu hjælper det med at støtte arbejdet for LGBTI+ lighed ved at sørge for, at vores budskab er synligt hos virksomheder og på arbejdspladser i hele Danmark. Vi er meget stolte af alle vores partnere og takker dem for deres fantastiske støtte.”

Copenhagen Pride arbejder tæt sammen med Københavns Politi og andre instanser for at sørge for sikkerheden under eventet under øget bekymring efter angrebet i Oslo. Alle sikkerhedstiltag er på plads for at sikre, at eventet er så sikkert som muligt for alle deltagere. Officielle udmeldinger fra sundhedsmyndighederne om abekopper vil også blive delt med deltagerne, efter rådgivning fra Statens Serum Institut og AIDS Fondet.  

Det fulde program kan ses i Copenhagen Pride-appen og på hjemmesiden her.  

Modtag de seneste nyheder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få organisatoriske nyheder fra Copenhagen Pride en gang om måneden