Open call: Pride Art 2023

Fotograf: Darren Gambrell

Indsend værker til udstillingen Pride Art – A Part of Us

Over 4000 oplevede kunsten, da de lagde vej forbi udstillingen på Nytorv under sidste års Pride Week i København. Det er en stor glæde at kunne gentage sucessen og invitere til Pride Art Copenhagen for andet år, hvor der nu er åbent for ansøgning om deltagelse.

Udstillingen Pride Art – A Part of Us vil tage plads på Nytorv i et opslået telt og være tilgængelig for publikum under Copenhagen Pride fra d. 12.-20. august 2023. Udstillingen vil fungere som platform og forum for kunst, debat, talks, workshops og performances med et tematisk samlingspunkt omkring LGBTI+ livserfaringer.

Om du er uddannet, studerende eller autodidakt billedkunstner er underordnet, og desuden fremsættes der ikke krav til specifikke kunstneriske medier. Den eneste betingelse er, at du er aktiv billedkunstner i og/eller fra Rigsfællesskabet som stolt vil tage del af fællesskabet. 

Ansøg her: [email protected]

Vedhæft CV, kort kunstnerbiografi og værkdokumentation eller procesdokumentation for igangværende værk. Det er gratis at ansøge om at deltage i PRIDE ART COPENHAGEN, der tilbyder kunstnerhonorar og desuden dækker praktiske omkostninger ifm. fragt, ophængning og evt. forsikring.

Ansøgningsfrist: 30. april 2023, kl. 23:59

Endelig indsendelse af værkdokumentation: 1. juni 2023, kl. 23:59

Om Pride Art Copenhagen

Pride Art Copenhagen lancerede sidste år den første isolerede billedkunstneriske udstilling under den internationalt anerkendte festival Copenhagen Pride Week.

Udstillingen Pride Art – A Part of Us fokuserer på præsentationen af billedkunst, som eksperimenterer med billedkunstens form, og som indholdsmæssigt kan inspirere publikum til at få et nyt syn på LGBTI+ personers liv. Vi ønsker med udstillingen og de sideløbende arrangementer at skabe et læringsrum, hvor billedkunst, billedkunstnere og publikum kan forenes og være i dialog omkring identitet, køn og seksualitet. Vi ønsker at skabe bro mellem billedkunst og menneske, mellem LGBTI+ personer og den heteroseksuelle majoritet.

Om Copenhagen Pride

Copenhagen Pride organiserer aktiviteter og events for og med LGBTI+ miljøet, og deltager aktivt i sammenhænge, der kan være med til at skabe synlighed, forståelse og konkrete resultater. Vores vision er at skabe en verden, hvor enhver kan elske og leve – frit og i tryghed. 

Copenhagen Pride er en lyttende, normkritisk organisation med inklusion som kerneværdi. I disse værdier ligger der en klar forventning om, at de der vælger at deltage i vores aktiviteter hylder retten til forskellighed, er med til at skabe rummelighed og bakker op om en inklusionsdagsorden. Vi er politisk engagerede og aktivt med til at præge både holdninger og debat i samfundet. Vores flagskib er den årlige Copenhagen Pride Week i august, som er en mangfoldig menneskerettighedsfestival med tryggere rum og rammer, hvor mennesker kan udtrykke sig frit, og hvor vi fejrer LGBTI+ miljøet og fester på en seriøs baggrund. Copenhagen Pride er partipolitisk uafhængige.

Spørgsmål kan henvendes til:

[email protected] 

Modtag de seneste nyheder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få organisatoriske nyheder fra Copenhagen Pride en gang om måneden